Læsetid: 4 min.

Drejebogen over dem alle

Er der en højere magt? Og er denne i så fald et ualmindeligt dumt svin? Få svaret i den vellykkede pærevælling 'The Adjustment Bureau'
Sødsuppe. Som utallige amerikanske film bliver 'The Adjustment Bureau' til slut overdrevent sentimental og endda selvhøjtidelig. Det er ærgerligt, fordi Damon og Blunt har vaskeægte kvalitetskemi kørende.

Sødsuppe. Som utallige amerikanske film bliver 'The Adjustment Bureau' til slut overdrevent sentimental og endda selvhøjtidelig. Det er ærgerligt, fordi Damon og Blunt har vaskeægte kvalitetskemi kørende.

10. marts 2011

Den eftertrykkeligt udknaldede og rasende produktive science fiction-forfatter Philip K. Dick har været under mulde i snart 30 år, men har flittigt hjemsøgt det store lærred lige siden: Blade Runner, Total Recall, Minority Report og de øvrige film med Dick-forlæg får nu følge af The Adjustment Bureau, der frækt trækker tæppet væk under den sejlivede amerikanske antagelse, at det er det handlekraftige individ, der har fat om den eksistentielle styrepind.

Lad mig indledningsvis bringe en advarsel: Da jeg ikke kan se, hvordan det lader sig gøre at anmelde en film som denne uden at løfte sløret for væsentlige dele af handlingen, vil jeg i det følgende gøre just det.

Egen værste fjende

Hovedpersonen David Norris (Matt Damon) er en ung senatorkandidat, hvis kortluntede og impulsive natur koster ham valget. Midt i nederlagets stund møder han imidlertid - under ret så besynderlige omstændigheder - danseren Elise (Emily Blunt), som han forelsker sig i og vice versa.

Uden at vide det, skaber David, Elise og deres amoriner uorden i den store plan, som en guddommelig instans har for menneskeheden. Vi er nemlig blevet frataget vores fri vilje og sat under administration, fordi vi tilsyneladende synes forhippede på at træffe miserable og selvdestruktive beslutninger: Første Verdenskrig, Holocaust, atomkapløbet osv.

Filmens titel henviser til de ulasteligt klædte skabninger, der udfører de ordre, der kommer fra 'Formanden', som den allerøverste chef kaldes. Alt sammen med det sigte at holde den store, skjulte plan på sporet og menneskeracen i live.

Dristig debutant

Imidlertid er David en exceptionelt viljestærk person, som insisterer på at gå sine egne veje - ikke mindst når det gælder hjertesager. Justeringsbureauet har selvfølgelig en håndfast procedure, de kan benytte over for sådanne typer, men talentfulde David er lidt af et særtilfælde.

Hvis man foretrækker sine genrer i ren og dikkedarfri form, er The Adjustment Bureau en film, man bør luske langt uden om. Instruktør og manuskriptforfatter George Nolfi blander nemlig på det (dum)dristigste science fiction, thriller, sort komedie og romantisk drama.

Det færdige resultat ligner sådan cirka et miks mellem Dicks dystre univers, Orfeus og Eurydike og Christopher Nolans Inception tilsat mere end et strejf af Wim Wenders' metafysiske drama Himlen over Berlin.

Det er svært ikke at beundre den slags vovemod i en film, som oven i købet er Nolfis instruktørdebut, og derfor en glæde at kunne meddele, at han slipper forbløffende godt fra det.

Æstetisk nydelse

I hvert fald i disse mine helt personlige øjne. Men det kommer ikke som en overraskelse, at adskillige amerikanske anmeldere kun var moderat begejstrede. Nolfis uforfærdede afprøvning af tilskuerens kompetencer udi det at sluge kameler vil utvivlsomt betyde, at nogle er ude af stand til at tage projektet seriøst overhovedet.

Selv var jeg muligvis også stået af undervejs, hvis ikke det havde været for Nolfis øje for præmissens enorme sorthumoristiske potentiale: Menneskeheden som døve, blinde, fortabte tåber, for evigt forhippet på at grave sin egen, kollektive grav.

Men det er nu heller ingen skade til, at The Adjustment Bureau har så mange øvrige og mere klassiske kvaliteter. Den har en solid dialog, er smidigt klippet, og enkelte indstillinger er små mesterværker i sig selv, som når kameraet i fugleperspektiv glider ned langs to sovende skikkelser og lander på en hatteklædt mand, der bomstille står og betragter dem.

I en essentiel birolle ses den smukt ældede veteran Terence Stamp, hvis helt særlige camp-macho fremtoning passer fortrinligt ind i den store, svært kategorisérbare sammenhæng.

Lige så velcastet er retro-elegante John Slattery, der har fået et sent og yderst velfortjent gennembrud i rollen som raffineret kyniker i tv-serien Mad Men. En figur, som bestemt spøger et sted i kulissen. Nolfi gør desuden smukt brug af en lang række Manhattan-locations, en rundtur, der muliggøres af bureaumedarbejdernes evne til at skyde hokus pokus-genveej gennem storbyen.

Sukret slutning

Som utallige amerikanske film før den bliver The Adjustment Bureau til slut overdrevent sentimental og endda selvhøjtidelig. Det er særlig ærgerligt, fordi Damon og Blunt har vaskeægte kvalitetskemi kørende. Man tror simpelthen på kærlighedshistorien, uagtet at det meste af det, der omgiver den, er, ja, ret så utroligt.

Afslutningsvis skal det nævnes, at denne usædvanligt vidtfavnende film også formår at strejfe virkelighedstro absurditeter, som når Norris' kampagnefolk spekulerer i at finde ham et par sko, der er lige nøjagtigt så slidte, at de ikke frastøder nogen vælgergruppe. Det, jeg faldt for, var altså, at Nolfi - de sidste sukkerovertrukne minutter fraregnet - gør nøjagtigt det modsatte: Laver en filmisk fusionsanretning, han på forhånd kan være så godt som helt sikker på, ikke vil appellere til alle smagsløg.

The Adjustment Bureau. Instruktion og manuskript: George Nolfi. Amerikansk (CinemaxX, Falkoner og Imperial i København samt en lang række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

-øh- Og?

Har vi en fri vilje eller ej? Tjah - er vel svaret. For hvad menes der mon med det.

Er det vores eget ego, der bestemmer - eller er det Sjælen, Gud, Skæbnen, eller hvad man nu vil kalde det, her altså The Adjustment Bureau.

Og mange mennesker har nok syntes, at der nok var noget om snakken om The Adjustment Bureau, når de f.eks. blev fyret, blev skilt eller kom ud for en ulykke.

Især fordi de måske ikke kunne se nogen mening med det; 2 år efter kunne de måske se meningen.

Anne Kirstine Feilberg

Tak Jonas :) Hvor skønt med et nuanceret og rummeligt syn på, hvad de andre kalder et miskmask! Glæder mig til at se filmen.