Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Edition Scissorhand vs. Dansk Standardprosa A/S

Ligesom punkscenen engang fik De skrigende halse, har dansk avantgarde nu fået Saksehånd. Og hvor er man bare en sølle avantgardist, hvis ikke man finder sit navn og sig selv karikeret her
I skudlinjen. I 'Saksehånd' karikerer Thomas Hvid Kromann blandt andre Das Beckwerk (billedet), Lars Bukdahl, Niels Frank, Claus Handberg og Hans Otto Jørgensen, og det gør han på begavet facon.

I skudlinjen. I 'Saksehånd' karikerer Thomas Hvid Kromann blandt andre Das Beckwerk (billedet), Lars Bukdahl, Niels Frank, Claus Handberg og Hans Otto Jørgensen, og det gør han på begavet facon.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Kultur
11. marts 2011

Det er klart det helt store spørgsmål, om Thomas Hvid Kromanns Saksehånd er sjov for andre end de læsere, der har et vist kendskab til den danske litterære avantgarde fra 1960erne og frem til i dag, hvor dén praksis også kaldes alt muligt andet og vist nok helst ikke avantgarde, men ikke desto mindre stadig undersøger, hvad man kan opfatte som litteratur.

Men man skal bestemt lade det komme an på en prøve også selv om man ikke har sit situationistiske manifest, Kurt Schwitters Ursonate eller Mette Moestrups omgang med grønlandsk helt præsent, for Saksehånds forfatter kan fremstille ganske bestemte og særligt komiske mennesketyper, så det syder og bobler forskrækkeligt som hos Gustav Wied eller blot tilpas morsomt som hos Finn Søeborg.

Handling er der naturligvis ikke meget af: En litteraturstuderende finder i en af universitetets mange korridorer et opslag fra et lille foretagende i Nansensgade kaldet Saksehånd, der søger et yngre menneske til at forrette volontørtjeneste. Det fiktive Saksehånd minder en del om det virkelige After Hand, der, først drevet af Henrik Have og i de senere år også af Mathias Kokholm, har udgivet alt andet end mainstream af digtere som engang Peter Laugesen, Sven Dalsgaard, Per Højholt og i dag Rasmus Graff og Lene Asp Frederiksen. Det yngre menneske, volontøren, bliver også læserens indgang til den del af den litterære scene, der opfatter sig selv som en modkultur og et alternativ til det, man hånligt betegner som Dansk Standardprosa A/S, og som er det, der blandt andet udkommer fra Klareboderne, Ib Michael-romaner, krimidronningerne og i den dur, I ved.

Men det er ikke »dette kulørte åndsvakuum«, »krimiplotproducenterne«, »en vis hr. Hesselbjerg/skov/dyb-/lund« og »marineforfatteren«/»den vejrbidte søulk og tidligere tv-anmelder«, Kromann parodierer og satiriserer over. Det er derimod Das Beckwerk, Lars Bukdahl, Niels Frank, Claus Handberg, Hans Otto Jørgensen (den agrare avantgarde) og Mathias Kokholm, der sammen med tresseravantgardens forfattere karikeres på begavet facon.

Kun en drøm

Kromann har skrevet ph.d. om netop tresseravantgarden og hvad deraf er fulgt af såkalte appropieringsværker og bogobjekter i DK det der af Saksehånds præsident betegnes som opgøret med den guttenbergske spændetrøje. Forfatteren har med andre ord et indgående kendskab til sagerne, og det er derfor, satiren lykkes og bliver interessant at forsøge at danne sig en mening om.

Sprog har romanen så rigeligt af. Måske endda så rigeligt, at man slet ikke behøver interessere sig spor for denne uhyre vigtige aktivitet, der helt Monty Pythonsk afstedkommer så uendelig mange betegnelser. Saksehånds egne folk i kælderlokalet i Nansensgade, præsidenten, Hr. Ib og P.M., mener f.eks. ikke, det er tilstrækkeligt at opfatte foretagendet som blot et forlag, Saksehånd er mere »en slags situation«.

Et kapitel gengiver et redaktionsmøde på Die Nordsee en »drøm om en drøm af et tidsskrift, der ifølge præsidenten havde huseret i dennes hjerne siden maj 1967« og kan passende illustrere, hvordan Kromann opererer i minefeltet. Præsidenten, som altså har været med hele vejen, har valgt ikke at indkalde de oplagte nikkedukker til mødet, der skal sætte gang i det nye tidsskrift, men en revolutionær personage, kaldet Nikolaj Vang (der huserer i Folkets Hus på Nørrebro), barnekejseren (der har en vis lighed med Mikkel Thykier, der pudsigt nok i disse dage udgiver et kritisk essay om det litterære kredsløb på lige præcis After Hand) og Das Beckwerk. Sidstnævnte mener, redaktionen bør begynde med at afvikle sig selv, man skal for alt i verden undgå at blive en magtfaktor.

Præsidenten mener nok at have skufferne fulde af manifester til en lang række numre, og så er der jo også Peter Laugesens oversættelse af James Joyces Finnegans Wake, som præsidenten gerne vil bringe. Barnekejseren påpeger derimod, at det ikke er så vigtigt, hvad tidsskriftet handler om, som hvordan det handler. Det kan skrives i hånden på brevpapir og sendes rundt, uden at det bemærkes af andre end modtageren. Det var så det tidsskrift.

For det ér bare pissesvært at være avantgarde, at være subversiv modkultur, at definere sig selv som noget andet i forhold til det ene, for det ene følger med. Men undvære denne umulius med alle dens selvmodsigelser og dermed en roman som Kromanns faneme nej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her