Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Flabet dystopi

Overskud. Lars Frost behersker det danske sprog i en grad, så han kan tillade sig stilistiske provokationer som ingen anden. Men er det mere virtuost end vedkommende?
Kultur
18. marts 2011

Lars Frosts nye roman lanceres som en selvstændig fortsættelse af forfatterens romaner om den danske velfærd. Senest fik vi Ubevidst Rødgang (2008), som handlede om velfærdsstatens funderinger (bropiller, ingeniører, byplanlæggere og den slags), men endte i et synkende Venedig og mystisk terrordåd. Nu har Frost komponeret et requiem over velfærdsstatens fremtid.

At tiden er fremtid signaleres kun gradvist og diskret. Man studser hen ad side 116, når sektionerne i søndagsavisen hedder Race & Sjæl og Fronten; man har ikke lige hørt om soja-bacon eller Daglig-Netto før (selv om Daglig burde have imiteret Dagli Brugsen med det, Helle Helle har kaldt Danmarks åndssvagste apo-strof), og man bliver overbevist om fremtidsperspektivet, når den hjemvendte soldat Jens erklærer, at han har tænkt på at tage til Amerika, hvor de altid kan bruge folk til »genopbygningen«.

Frækheder

Frost er vel sådan cirka Danmarks mest flabede forfatter. Det kan virke pisseirriterende, men litterært bliver det også voldsomt inciterende. Hvem andre kunne finde på at afbryde sin persons tankestrøm med en foragtfuld forfatterkommentar: »Hun får altid propper i ørerne i tunnelen, og hvad rager de mig, hendes ører, med eller uden propper?«, eller i samme dur udtrykke sin lede ved en anden persons sjæleliv: »Det er uendelig trist at forestille sig hendes indre liv«.

Hvem andre kunne finde på at lægge brokker af teologi og filosofi i munden på ambulancefolk og retsmedicinere som replikker? Hvem andre kunne indlemme og på dén måde stave adjektivet øjeæwleskærende i en smuk og militærmetaforisk Øresundsskildring?

Hvem andre kunne lade metaforsporets og sætningens rytme glide sammen med aktens, når mandemordersken rider sit offer: »Hun tøver, hun gearer ned til trav, hun slapper af i lårene, hun slår over i skridtgang det her hestebillede er virkelig trættende hun løsner op i underlivet og så fuldt stop«.

Og hvem andre kunne finde på at lade sin roman slutte i en slags hånlig fordansket Finnegans Wake på syre: »Sees vel snaks? Hos prinwsgemalen om ikke andet«.

Kyniske kvinder

Frost holder af at mime femikrimien, således også her. Det tætteste, vi kommer på en person, der har fortællerens sympati, er kriminalbetjenten Mathilde, som tidligt i romanen suspenderes pga. overvægt. Perspektivet skifter mellem hende, den eftersøgte gerningskvinde, gerningskvindens litteraturlektormand og hendes bror, soldaten Jens. Men som det fremgår, er der ikke tale om en fortæller, der solidarisk indlever sig i sine personers bevidstheder, tværtimod. Hvis man kan tale om en solidaritet med femikrimibetjenten, er det, fordi hendes perspektiv tilnærmes fortællerens i foragt. Når fortælleren deler udsigt med Mathilde over Øresund og hævder, at »Sundet fylder befolkningen med stupide nationalsocialistiske drømme om solbeskinnede sommerdage«, toner det sammen med Ma-thildes direkte citerede tanke: »De kan rende mig, tænker hun«.

Mathilde hader kæledyr og kvalmes ved ponypiger og er i det hele taget lige så fuld af foragtfulde eder og forbandelser over sine medmennesker som fortælleren. Et anstændigt menneske med andre ord. Hvorimod hendes uanstændige modstykke Lise er lige så sentimental og sjælerørt, som hun er brutal og skrupelløs. Metafor og mord hænger sammen hos Frost, hvor den læsende mandemorderske Lise finder stor tilfredsstillelse i sine egne metaforkæder. En bogs sætninger er »som togvogne«, tænker hun, og når man åbner en bog, er det »som varmen fra en stalddør«. Pointen turde være klar: Af alle brutale kynikere er de sentimentale sjælenydende læsersker de værste.

Frost kan i det hele taget godt lide at skildre kvinder som kyniske og brutale, i en omvending af de traditionelle kønsroller. Således møder vi i romanen både en kvindelig seriesexmorder og en mand, der får tæsk af sin kone. Når en litteraturlektor har en affære med sin studerende, er lektoren dog stadig en mand og den studerende en kvinde; her går alligevel åbenbart grænsen for Frosts kønsrollefantasi.

Tankegods?

At romanen er en litterær og stilistisk fornøjelse (en tur langs strandvaskerkysten med strid modvind og mørke skyer, men pludselige opklaringer af splintret skønhed, latterpytter og uvejrsforløsning, tænkte hun) er én ting. Hvor meget tankegods der egentlig er i den, er jeg mere i tvivl om. Jovist er der en mørk kilde, hvor skønhedsdyrkelse og kynisme løber sammen, men det falder også tilbage på Frosts egen sprogperfektionistiske kynisme. Jovist kan også kvinder være voldelige og brutale, men hvem ville hævde andet, bortset fra de mest radikale økofeminister? Jovist kan velfærdsdanmarks borgere synes forhærdede i lunken nydelse og afstumpet parcelliv, men rammer fortællerens foragt noget præcist ved velfærdsstaten eller snarere noget alment ved den moderne forbrugereksistens eller sågar ved menneskeheden som sådan?

Jovist kan Lars Frost kombinere requiem og femikrimi, men risikerer et requiem ikke at blive rent arrogant attitude, når det nok rummer vrede og bulder og brag, men ingen sorg?

Jeg er nu meget tæt på at sige noget, som jeg godt ved, at jeg ikke kan sige uden at være stærkt på vej til at blive brutal sexmorderske, men jeg savner i Lars Frosts fortællerblik bare en troldsplint af den kærlighed, der kan gøre vreden til en insisterende tiltale og ikke blot kynisk hån.

•Lars Frost
•Roman
•Gyldendal
•270 sider
•299 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

God anmeldelse (som altid, når det er Rösing).
Romanens titel er Skønvirke.