Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

'Fuck, fuck and bugger!'

Den firdobbelte Oscarvinder 'Kongens store tale' fortæller ikke kun historien om en monark, der overvinder sin stammen, bl.a. ved hjælp af bandeord. Det er også en film om et umage venskab og en mand, der finder sin stemme og plads i verden
Præstation. Kong George VI pines af sin stammen og manglende evne til at kommunikere. Blandt andet fordi hans far forlanger, at han begår sig offentligt, og fordi det på grund af det nye radio-medie ikke længere er nok at tage sig kongelig ud, man er også nødt til at lyde kongelig, når man taler til sit folk.

Præstation. Kong George VI pines af sin stammen og manglende evne til at kommunikere. Blandt andet fordi hans far forlanger, at han begår sig offentligt, og fordi det på grund af det nye radio-medie ikke længere er nok at tage sig kongelig ud, man er også nødt til at lyde kongelig, når man taler til sit folk.

SF Film

Kultur
3. marts 2011

I 1925 skulle den britiske prins Albert holde en tale som afslutning på Commonwealth-udstillingen i London, og det gik mildest talt ikke godt, skal man tro samtidige beretninger fra begivenheden. Prinsen stammede noget så frygteligt, og det var en pine for både ham selv og tilhørerne at kæmpe sig igennem talen.

14 år senere var prins Albert blevet til kong George VI, og han skulle holde en radiotale til det britiske folk, fordi Storbritannien havde erklæret Nazityskland krig. Alle var nervøse for, hvordan det skulle gå, men kongen havde fået sin stammen under kontrol, og det gik strålende. Talen tjente sit formål, nemlig at indgyde briterne mod og håb.

Hvordan prinsen, der i 1936 blev konge, nåede så langt, handler Tom Hoopers fine Oscarvinder Kongens store tale om. Det er et velspillet, velturneret og vittigt drama om at overvinde sig selv og sine omgivelser, selv om man har mange odds mod sig.

Når prins Albert, Bertie (Colin Firth), som han kaldes, skal føre en samtale, fortælle sine døtre et eventyr eller holde en tale, kan han ikke, fordi han stammer noget så frygteligt, og han har det fint med at stå i skyggen af sin far, kong Georg VI (Michael Gambon), og sin bror, den noget mere flamboyante kronprins Edward (Guy Pearce).

Men Bertie pines af sin manglende evne til at kommunikere, ikke mindst fordi hans far forlanger, at han begår sig offentligt, og fordi det på grund af det nye radiomedie ikke længere er nok at tage sig kongelig ud, man er også nødt til at lyde kongelig, når man taler til sit folk.

Eksperter konsulteres, og mere eller mindre ydmygende behandlinger afprøves, men intet virker, og en stadig mere frustreret og ulykkelig Bertie siger stop. Uden den store entusiasme lader han dog sin loyale kone, prinsesse Elizabeth (Helena Bonham Carter), overtale sig til at gøre et sidste forsøg med den noget uortodokse og australske taleterapeut Lionel Logue (Geoffrey Rush), en falleret skuespiller, der tidligere har opnået store resultater med soldater med granatchok.

Til at begynde med vil Bertie ikke vide af den uimponerede Logues metoder, der lige så meget handler om at finde og løse de psykologiske årsager til prinsens stammen som om fysiske og talepædagogiske øvelser. Men efterhånden opstår et venskab mellem de to mænd, der på alle måder er så forskellige i det britiske klassesamfund er kløften mellem borgerlig og kongelig afgrundsdyb og Bertie begynder at åbne op for traumer og problemer, som stammer fra en følelseskold opvækst og en langvarig kamp for at finde egne ben at stå på omgivet af kongefamiliens mange krav og dominerende mennesker.

Opbyggelig fortælling

Brug for Logues hjælp får Bertie i høj grad, da den gamle konge dør, og den nykronede Edward vælger at abdicere, fordi han er forelsket i og vil giftes med den fraskilte, amerikanske kvinde Wallis Simpson (Eve Best). Pludselig er prins Albert blevet til kong George VI, og ikke nok med at han skal holde farens årlige nytårstale, England er også på vej i krig med Nazityskland, og den nykronede konge skal holde sin store, radiotransmitterede tale, som skal indgyde hans undersåtter mod og håb.

Og således er Kongens store tale den opbyggelige fortælling om en monark, der overkommer et handicap, og mere generelt om et menneske, som ved at tale om og bearbejde sin fortid frigør sig fra sin fars forkrøblende forventninger og finder sin egen stemme, sin egen måde at gøre tingene på.

Hjertet i filmen

Tom Hoopers film handler i høj grad også om venskabet mellem to mænd fra hver sin ende af samfundet. Logue, der insisterer på at kalde prinsen/kongen for Bertie, har i forhold til tiden nogle aldeles uortodokse teorier om, hvordan man hjælper folk med taleproblemer. Han går endog meget tæt på Bertie, der bestemt ikke er vant til eller tryg ved den kammeratlige omgangstone, og det kommer til sammenstød. Men i Logue finder Bertie samtidig en sjælden allieret, som forstår ham og giver ham plads til at være sig selv.

Det er både bevægende og morsomt at overvære de tos møder, som er omdrejningspunktet i Kongens store tale, og hvor manuskriptforfatter David Seidlers skarpe, Oscarbelønnede dialog og forståelse for personerne virkelig kommer til sin ret. En af Logues metoder blandt andre er at få Bertie til at synge det, han vil sige og bande, fordi det får ham til at slappe af og glemme alt det, der ellers tynger ham, og det gør han så af hjertens lyst.

»Fuck. Fuck! Fuck, fuck, fuck and fuck! Fuck, fuck and bugger! Bugger, bugger, buggerty buggerty buggerty, fuck, fuck, arse,« lyder det fra Bertie i en specielt mindeværdig scene.

Colin Firth, der natten til mandag også fik en Oscar for sin præstation som Bertie, er født til at spille den slags hæmmede, stive aristokrater, og han formår at give figuren så mange sprækker i facaden, at man fornemmer mennesket bag. Det ville være nemt at forfalde til karikatur, men det gør Firth (og Hooper) ikke, og sammen med Geoffrey Rush, der trods alt har en anderledes farverig rolle, er han hjertet i Kongens store tale.

Det er svært ikke at blive rørt, da Bertie i en ophedet meningsudveksling med Logue udbryder, at han altså har ret til at blive hørt.

»Jeg har også en stemme,« nærmest råber han.

Meget er blevet gjort ud af filmens manglende historiske akkuratesse f.eks. var Churchill, der i filmen spilles af Timothy Spall, i virkeligheden ikke George VIs standhaftige støtte, men stor fan af broren, Edward, der til gengæld plejede omgang med betydningsfulde nazister.

Men nu er der altså tale om et stykke fiktion, et velformet og klassisk et af slagsen, og selv om Kongens store tale ikke var den mest fortjente Oscarvinder – det var derimod Winters Bone og Black Swan – er den en begavet og underholdende film, som fortjener at blive set.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Ristinge

Ja bare det er god kunnst så er det i orden at man laver noget som på adskillige punkter er et stykke historisk falskneri. Det er det vi sir - ikke?

Dem der vil vide mere kan passende læse denneher
http://www.slate.com/id/2282194/

Er gode film ikke blot illusioner.

Historien "Titanic" kunne være sand. Baggrunden er sand.

På baggrunden Vietnam i 1960erne, er Platoon fiction.

Anastasia blev myrdet i Sovjetunionen, men tanken om at hun overlevede er en god historie med mystik og kærlighed. Men ikke historie....

Henning Ristinge

Jo men her er der tale om at man direkte lyver hvad angår ikke mindst Chuchill og kongen her på dette tidspunkt (i midten af 30'erne), meget kærlige forhold til nazismen. Det var nemlig ikke kun kongebroderen Edward, der som bekendt måtte gå af officielt grundet på Miss Simpson, men det var også hans stammende efterfølger og dennes familie, som der helt op til 1939 havde meget varme følelser for nazityskland. Churchill rystede som bekendt disse varmefølelser af sig og gik ret imod Chaperlain, men kongehoset blev ved med at støtte sidstnævnte også helt op til afgrunden og efter salget af Tjekoslovakiet. I filmen fortælles den stik modsatte historie.

Henning Ristinge

Det svarer til at man laver en film om Kaj Munk og påstår at han fra ende til anden var tilhænger af demokrati og den argeste modstander af fascisme og nazismen, hvad han notorisk ikke var. Han var stærkt kritisk over for demokrati - det var pøpelvælde og han sværmede, som personerne ovenfor, for fascistiske ideer om den stærke mand.

Henrik Jakobsen

@Ristinge
Nu er det jo ikke en fil om Chruchille, hvorfor din kaj Munk sammenligning ikke helt holder vand....... udover det, er jeg tilbøjelig til at give dig ret i, at det er lidt tyndt, at man ikke har styr på fakta.

Dette gør dog ikke nødvendigvis det til en dårlig film i min optik......pointen er nemlig, som det ovenfor skrevet står, at man kan faktisk gøre noget ved ens liv på trods af alle odds, hvilket jo er helt befriende i tider, hvor alle giver samfundet (og ikke mindst regeringen ;o) skyld for alle ulykker, og ingen tager personligt ansvar (en vis overdrivelse fremmer forståelsen, sorry :o)

Henning Ristinge

nej Churchill er ikke den centrale skikkelse her, Der er kong George VI. Men der altså tale om netop en konge der havde problemer - ikke bare med sin tale men så sandelig også med sine politiske holdninger.

Så jo jeg synes sammenligningen holder. For man kan som minimum give et rimligt korrekt billede af mandens synspunkter. I stedet har man gjort det stik forfalsket hans taler i retning af at skildre ham som en stor demokrat.

Men nyd filmen - jeg synes bare man skal sige dette her, så det i det mindste går videre til nogen af de mennesker der ser filmen.

Når vi taler om historie, må vi ej heller glemme, at det engelske kongehus i virkeligheden - er tysk. Op til første verdenskrig var dets slægtsnavn - coburg-sachsen-gotha. Under 1. verdenskrig ændrede Kong George V det til The House of Windsor.

Og man kan jo sagtens holde en stor tale som Konge, i en krigs-situation, uden måske helt at gå ind for demokratiet. Jeg skal ikke kunne sige hvordan Churchills udvikling har været; sandt er det dog at han var den første, der så faren ved Hitler. Stort set alle andre mente vel, at Hitler og nazisterne var brugbare, om ikke andet så for at dæmme op for Stalin og kommunismen.

Mht. Kaj Munk, så har Per Stig Møller (kultureministen i år 2011) jo netop skrevet en bog om Kaj Munk, hvor han vist nok får forklaret at Kaj Munk skam var en meget stor demokrat og modstandet af fascisme - dem der mener (og mente) noget andet, har da bare misforstået alting.