Læsetid 4 min.

En fuser om fissen

Ny tysk bog byder på masser af god viden, men dårlig tænkning om kussens kulturhistorie
Ny tysk bog byder på masser af god viden, men dårlig tænkning om kussens kulturhistorie
4. marts 2011

Mithu M. Sanyal, tysk histo-riker med polsk-indisk baggrund, har skrevet en bog om kussens kulturhistorie. Hun begynder bogen med at misforstå den franske psykoanalytiker Jacques Lacan.

»Strengt taget kunne man sige, findes der ingen symbolisering af kvindens køn som sådan«. Sådan skriver Lacan, og Sanyal citerer, men udlægger citatet tonedøvt: »Ovenstående kan sammenfattes i en sætning: Hvis du ikke har en penis, har du ikke noget ’rigtigt’ kønsorgan«. Det er sådan set ikke det, Lacan siger; snarere siger han præcis dét, som er drivkraften bag Sanyals egen bog: Vi mangler symboler for det kvindelige køn.

Se min vulva

Sanyal peger på, hvordan disse symboler ikke behøver at opfindes, men kan findes i vor kulturhistorie, hvis vi er opmærksomme på dem. I det 12. århundrede var det f.eks. udbredt i England og Irland at dekorere kirkerne med små glade stenfigurer, der med et fast greb om skamlæberne stolt fremviste deres overdimensionerede kusse, de såkaldte sheela’er.

Sanyal finder østlige slægtninge til disse vulva-ekshibitionister i hinduismens Kali (den potente gudinde med de mange arme) og Yoni (vulva), og hun finder moderne slægtninge i vestlig kunst og kultur, fra burleskedanserinder over punks til body art.

Endvidere peger hun ganske overbevisende (og meget freudiansk, skønt hun ikke kan lide Freud) på, hvordan vulva-symbolet lever skjult videre i kristen ikonografi: i den ’mandorla’ (mandelform), som i en særlig billedtradition omkranser Madonna med barnet, og sågar i Marias af sværdet gennemborede hjerte, der af Sanyal tolkes som en penetreret vulva.

Sanyal interesserer sig ikke bare for de ikoniske og visuelle repræsentationer af kussen, men også for de verbale.

Det første, hun belærer os om, er, at den politisk korrekte latinske betegnelse for kussen er ’vulva’, ikke ’vagina’. Hvor vagina kun betegner skeden, betegner vulva kønsorganets ydre og synlige dele. Ifølge Sanyal ligger der i betegnelsen ’vagina’ en diskriminerende reduktion af det kvindelige kønsorgan til et ’hul’, et ’fravær’. Spørgsmålet er dog, om ikke Sanyal selv reducerer skeden ved ikke f.eks. at tænke den som en beholder eller et aktivt greb frem for et passivt hul.

Den umættelige

Sanyal forstår overordnet den vesterlandske historie som en forfaldshistorie: engang herskede matriarkalske tilstande, men så kom den pariarkalske kristendom og bandlyste kvindekønnet:

»Gudindens spredte ben som paradisets port var blevet til et forbud mod ,at de kvindelige kønsorganer fik adgang til himlen«. Kvindens køn blev én af de »tre umættelige«: helvede, graven, vulva.

Det er en historiemodel, vi har kendt i hvert fald siden den schweiziske historiker Bachofen i 1861 skrev bogen Das Mutterrecht (Moderretten) og påpegede matriarkatet som den oprindelige samfundsform. Striden har siden stået om, hvorvidt matriarkatet var en paradisisk samfundstilstand, hvis tab er at begræde, eller en ursump af moderlig opslugning og mænadisk sønderflåning, som vi skal være glade for at være undsluppet. Sanyal tilslutter sig med sin bog den entydige forherligelse af den tabte pussy power, og det virker naivt. Det fremstilles, som om det fortrængte kvindeskød alene er en kreativ, livgivende kraft; som om det destruktive, opløsende, sønderflående aspekt ved den mytiske urkvindelighed blot er en mandlig konstruktion, som kan uddrives med politisk korrekthed.

Pussy power-pionér?

Spørgsmålet er, om ikke også Sanyals billede af en herlig, kvindelig kussekraft hinsides patriarkalsk tæmning i virkeligheden er et kvindebillede fabrikeret af patriarkatet. Den grænseløst nydende kvinde bliver for Sanyal en potentielt subversiv figur, men er det ikke netop én af de pladser patriarkatet har haft til kvinden: Den position, som tænkes at have ubegrænset tilgang til mystiske nydelseskilder …?

Det er en klassisk patriarkalsk fantasi om kvinden, ligesom det er en klassisk orientalistisk fantasi om østerlændingen, og Sanyal abonnerer på begge dele, når hun fejrer den indiske gudinde Kali som symbol på en orientalsk og kvindelig nydelse, som Vestens mænd frygter.
At Kali slår sin ægtemand, Shiva, ihjel (ligesom mænaderne sønderflår Orfeus) er for Sanyal øjensynligt ingen grund til, at mænd skulle frygte hende. Shiva bliver gennem drabet ophøjet til »en del af livets cyklus«, skriver Sanyal, og overvejer ikke et øjeblik, at ’livets cyklus’ måske kunne være noget vældig grumt.

På sidste side af Sanyals bog tørner to formuleringer mærkværdigt sammen. Sanyal beskriver, hvordan hun først langt henne i sin vulva-forkning opdagede Germaine Greers essay Lady Love Your Cunt og »fandt ud af, at det hele allerede fandtes i 1971«. Næste sætning lyder:

»Denne bog er et pionérarbejde«. Som et bidrag til kønsteorien er det netop bogens problem: at den pussy power-tese, den pionéragtigt fremsætter, »allerede fandtes i 1971«, og i dag klinger af en naiv og ureflekteret idealisering af det anatomiske kvindekøn. Dér, hvor bogen har noget at byde på, er i sin leksikalkt, materialeindsamlende dimension, sin præsentation af dokumenter til kussens kulturhistorie. Jeg er rigtig glad for at have lært sheela’erne at kende, for de er sgu for fede, jeg fatter ikke, at jeg ikke tidligere har set Mandorlaen som en vulva, men jeg vil nok blive ved med at sige vagina, og jeg er grundlæggende skuffet over den måde, Sanyal idealiserer kussen på, som var den en fallos.

kultur@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karina H. Poulsen
Karina H. Poulsen

Jeg har læst om denne Vulva-bog på engelske websites og modsat de fleste af disse, så giver de danske artikler nærmest det indtryk, at det er en decideret pornografisk bog, det handler om. - Bare se på de ord, der bliver anvendt?! Ikke videre professionelt eller værdigt, synes jeg! Forfatteren her kunne bl.a. have overvejet at vælge en mindre vulgær titel måske?? Artikler som denne giver i hvert fald ikke mig lyst til at læse den bog, skønt jeg elsker og værdsætter vulvaer - tilsyneladende rygende modsat de fleste andre! Og det vurderer jeg egentligt mest ud fra det meget nedsættende og vulgære sprog, som i flæng bliver brugt om kvindens mest værdifulde og dejlige del af kroppen! - For kan man værdsætte og respektere en vulva, når man bruger ord, som er det stik modsatte? Jeg tvivler.