Læsetid: 4 min.

Historien som nøgle til nutiden

Den franske bestseller-filmatisering 'De kaldte hende Sarah' fortæller vedkommende om en historisk tragedies uventede efterdønninger i nutiden
Den franske bestseller-filmatisering 'De kaldte hende Sarah' fortæller vedkommende om en historisk tragedies uventede efterdønninger i nutiden
24. marts 2011

Der er begivenheder i historien, som de fleste kan se mange gode grunde til at blive ved med at fortælle om, men som det kan være svært at se fornøjelsen af fortalt på film. Jødedeportationer under Anden Verdenskrig er et af de sorte kapitler i historien, som jeg personligt altid gruer for at skulle se endnu en gang som en filmisk fiktionshistorie. Det var forkert og forfærdeligt, og det er svært at fortælle om uden skrækindjagende scener med umenneskelig ondskab og lidelse.

Sidste år var der dansk premiere på Roselyne Bosch Beslutningen (La Rafle), som havde massearrestationerne af 13.000 jøder i det tyskbesatte Paris en julidag i 1942 som sin uhyggelige arena. De arresterede blev interneret under utilgivelige forhold på cykelbanen Vélodrome d’Hiver, hvorefter de blev sendt til diverse lejre.

I Beslutningen var man længe lukket inde i det klaustrofobiske univers, og udsigten til endnu en film om det franske politis kompromitterende handlinger, som i Frankrig kendes som Vel d’Hiv,var derfor umiddelbart udmattende. Heldigvis formår Gilles Paquet-Brenner i sit og Serge Joncours manuskript over Tatiana de Rosnays bestseller Sarahs nøgle både at fortælle om en begivenhed, som ikke må glemmes, og at gøre den til en gribende filmoplevelse, som tilbyder flere lag og nuancer i et menneskeligt drama om tragediens uventede forbindelser til nutidige liv.

Nye begyndelser

De kaldte hende Sarah favner historien, men fortæller samtidig en historie, som peger fremad og handler mere om nye begyndelser end om det forgangne. Jeg har ikke læst romanforlægget, men man fornemmer ikke en kedeligt trofast afvikling af sandheden fra siderne. Filmen bevæger sig dynamisk mellem to historier, som gradvis får stadig flere berøringspunkter.

I den ene følger vi den 10-årige jødiske pige Sarah (Mélusine Mayance), som sammen med sine forældre bliver arresteret i deres Marais-lejlighed en tidlig morgen i 1942. Inden afgang låser hun sin fireårige lillebror inde i et skab, som går i et med tapetet, så politiet ikke skal tage ham med.

Sarah lover højt og helligt at komme tilbage, men som tingene udvikler sig, bliver det umuligt. Hendes desperation efter at hente sin bror driver hendes historie, og det er hård kost at se en film, som i lang tid lader et barns skæbne i et skab stå hen i det uvisse. Også selv om det dramatisk sætter os bare en smule i hendes sted.

Nutidens detektiv

Som opblødning af den barske historie fortæller filmens andet spor om en amerikansk journalist i Paris, Julia Armond (Kristin Scott Thomas), som bliver sat til at skrive en artikel om Vel dHiv. Julia bliver stadig mere optaget af sin research, ikke mindst da den uventet får forbindelser til hendes eget liv. Det viser sig, at den lejlighed, som har været hendes franske mands families siden krigen, måske er overtaget efter Sarahs deporterede familie. Julia bliver stadig mere besat af Sarahs skæbne, og hendes detektivarbejde får efterhånden konsekvenser for hendes hverdag, hvor hun og hendes mand (Frédéric Pierrot) bl.a. diskuterer, hvorvidt de skal være glade for en overraskende graviditet eller ej.

De kaldte hende Sarah er på mange måder mere en detektivhistorie om Sarahs og Julias skæbner end et historisk drama. Sarah filosoferer som vores repræsentant i nutiden over betydningen og konsekvenserne af Vel dHiv, men historien handler lige så meget om, hvad den nyerhvervede viden gør ved hende og de mennesker, hun møder på sin vej.

Der viser sig at være mange hemmeligheder, som ikke er blevet fortalt mellem generationerne i forskellige familier, mens Julia kommer både til New York og Italien. Historien rejser frugtbart spørgsmålet om, hvorvidt det er bedst at fortrænge og skåne, eller om sandheden gør stærk.

Med de store skæbnefortællinger ligger melodramaet lige for, men filmen holder fokus på selve dramaet, ikke mindst gennem Max Richters passende musik, drys af humor og de stærke skuespilpræstationer hele vejen rundt.

Historiens spor

Kristin Scott Thomas får endnu en gang lejlighed til at vise, at hun kan give os en kompleks fornemmelse at et spændende, søgende indre bag det smukke, stilfulde ydre. En styrke ved filmen er, at hverken hun eller hendes komplicerede ægteskab bliver overforklaret. Vi forstår aldrig helt, hvorfor hun bliver så optaget af Sarahs skæbne, men vi er alligevel med hende frem til den forholdsvis åbne slutning. Thomas får godt mandligt modspil af både Frédéric Pierrot som hendes arbejdsfokuserede mand og Aidan Quinn som et af de mennesker, hvis liv forandres efter mødet med ny information om hans familiehistorie. Mélusine Mayance går lige ind som Sarah og bliver i sin historie bl.a. klippefast støttet af veteranen Niels Arestrup.

Under sin research møder Julia bl.a. en forsker, som ser det som sit livsprojekt at sætte ansigter på de mange ofre for Holocaust i de uhyrlige statistikker. Gilles Paquet-Brenner får som filmskaber i en mainstream-tone gribende sat ansigter og skæbnefortællinger på fiktive berørte. Historien er mere interesseret i sår på sjælen og det at skulle at leve med egen skyldfølelse end i at placere skyld og diskutere de større, verdenspolitiske sammenhænge, som indimellem trængte sig på i La Rafle.

I De kaldte hende Sarah er nøglen til nutiden en forståelse af, hvor og hvad man kommer fra, og filmen er en vedkommende fortælling om historiens somme tider overraskende spor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu