Læsetid: 4 min.

Hvorfor skal Hornsleth dog udslettes?

Udslet Hornsleth er en usund og ligegyldig historie om en kunstner, der er kendt
3. marts 2011

Jeg har engang været Kristian von Hornsleths bedste ven. Det er jeg ikke længere. Jeg er til gengæld blevet klogere på skam. I hvert fald i forhold til teaterstykker. For netop som jeg på vej ud af salen efter tre pinagtige timer så for mig, hvordan mine tæer aldrig mere ville kunne rettes ud, gik det op for mig, at jeg i det mindste ikke havde kedet mig. Jeg havde skammet mig over en kikset historie, dårlige replikker og værst af alt et stykke, der fuldstændig misser selv de mest oplagte chancer for at fortælle noget interessant, men det var kun ganske få gange, at jeg havde været på nippet til at blunde.

Men først til det kejtede. For måske er det bare, ligesom når Dan Brown i forordet til Da Vinci Mysteriethævder, at alt er sandt, når stemmen i begyndelsen af Udslet Hornslethfortæller, at alt er faktuelt korrekt. Men alligevel, for en god ordens skyld til dem, der ligesom mig, tror på alt, hvad de hører: Historien er opdigtet.

Første akt er fortiden. Hornsleth er på sit værksted med en af afrikanerne fra sin landsby og en kvinde, der kaldes Porno. Så kommer arkitekten bag hans værker, Wolf Günther, og en englænder, der snyder ham til at skrive under på en kontrakt.

Nej, manden fra Afrika, der kaldes Sanchos, og Porno, der skulle have været en del af Hornsleths liv i 17 år, findes ikke. Wolf Günther er i virkeligheden en stille genert kunsthistoriker, og Hornsleth skrev aldrig under på kontrakten med The Ivy. Men hvad værre er, at Hornsleth gengives som sine billeder. Der er ingen tvivl om, at karakteren, hvis Hornsleth selv skulle skrive et manus om sit liv, ville være en brovtende, storkneppende idiot, men hvis Udslet Hornslethskal forestille at fortælle noget virkeligt om personen Hornsleth, så kunne den ikke ramme mere forkert. Hornsleth er en af Danmarks mest vidende og intelligente kunstnere, og ligesom hans seksualliv står i skærende kontrast til det, der udbasuneres i malerierne, så er den karakter, vi møder i Udslet Hornslethogså en diametral modsætning til virkelighedens Hornsleth.

En skuespillers deroute

Det tåbelige persongalleri ligger dog i skarp konkurrence med dialogen om at være værst i første akt. Den er tænderskærende gumpetung, fordi tusinder af informationer om Hornsleth skal fortælles. Og når Donald Andersen kører de tonstunge klichéer ind på scenen med trillebør, først som ussel indvandrer og siden som magtfuld englænder, gør det ondt helt ned i maven. Det er altid smertefuldt at se en skuespillers deroute.

Anden akt skal forestille at være lige nu. Hornsleth optræder på slap line i en form for afsked med Danmark, inden han skal flytte til England. Her er plads til spørgsmål fra salen og lallede pointer såsom, at Nicolas Bro får gode anmeldelser, fordi han er tyk. Det er pudsigt, når Hornsleth slår over i en Rytteriet-parodi og det hele ender i alt godt fra blokken, når han pludselig smider kludene og fortæller one-liners, som at han ikke har venner, kun relationer, og når han fortæller, at han ikke holderneger, men at det er rigtigt, at han haren neger, ligesom andre har litauer, filippiner eller hund.

Hele tiden får man to budskaber smidt i hovedet, nemlig at Hornsleth kapitaliserer sin angst, og at det bare er for sjov. Men det er ikke noget, der underbygges på noget tidspunkt. Det står der bare som tomme statements og flagrer helt ind i sidste akt, hvor vi befinder os i London i fremtiden. Kristian von Hornsleth er endelig blevet anerkendt blandt eliten i Danmark, han er også blevet rig og er blevet inviteret til debat i Kulturministeriet med Dronningen, men han vil ikke. Han vil have, at englænderne skal hade ham (?!).

Så bliver han skudt, og bortset fra Lars Ranthe i rollen som den tyske kunsthistoriker er der intet hverken morsomt, tankevækkende eller angstfuldt over den død.

Spildt potentiale

Udslet Hornsleth er måske ikke så kedelig, at man blunder, men den er til gengæld pinlig. Det ville dog snildt have været noget, man kunne leve med, hvis bare den ville noget. Hvis de havde evnet at fange den intellektuelle perversion, der gør Hornsleth så speciel som menneske, kunne de have holdt den op imod den ekstreme overfladiskhed, der findes i hans værker. Hornsleth er et menneske, der som en anden David Duchovny i tv-serien Californication altid udfordrer normativiteten. Derfor kunne det være interessant at undersøge, hvorfor han accepterer selv den mest tåbelige branding, såsom maling af sofaer i Ilva og udformning af nye gajolæsker. Nu har de i stedet givet os en banal og småracistisk idiot, der laver banal kunst og siger banale ting. En bralrerøv, der bralrer i sine billeder.

Man kunne have brugt ham som påskud til at fortælle om den smalle kunst kontra den, som masserne vil have. Det kunne have handlet om, hvordan kunst bliver til status, eller det helt oplagte, hvorfor noget, der er så pinligt, ikke behøver at være kedeligt. Nu står vi med et stykke, der ikke kan andet end at fortælle os noget forkert om en kunstner, der er kendt. Det skal man godt nok være ekstrem Hornsleth-fan for at finde relevant.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu