Læsetid: 2 min.

Jazzens destillationsapparat

Lee Konitz har været i byen og kunne opleves som den store originale improvisator, han er
28. marts 2011

Da Lee Konitz i slutningen af 1940'erne dukkede op i jazzen som altsaxens modstykke til Charlie Parker, skete det efter Konitz havde været 'i skole' hos pianisten Lennie Tristano. Hvor Parkers bebop var udadvendt, rig på dynamiske svingninger og inddragelse af rytmegruppen i disse spektakulære forsikringer, men også melodisk skaben, så lærte Konitz hos Tristano at lægge en improvisation som en række af avancerede kirurgiske snit ned gennem et harmoniskema.

Hans spil var helt uden romantisk åre, uden unødige udsmykninger, baseret på enorm harmoniforståelse, åbenbart uden interesse for melodien, ligesom rytmegruppen for ham fungerede som et egalt løbende bånd, han kun sjældent lænede sig op ad.

Fordi Konitz samtidig spillede med en vibratoløs, lidt indeklemt og ikke alt for personlig tone på instrumentet og desuden deltog i Miles Davis' berømte
Birth of Cool-indspilninger i 1949, fik han mærkatet 'cool' sat på ryggen — Parker og de sorte bebop-musikere var så pr. definition 'varme' — selv om forskellen på Konitz og de datidige, egentlig kølige musikere på USA's vestkyst ellers nok var til at få øje på.

I bedste velgående

Og det er den stadig, måske mere end tidligere, for nu har han ikke længere noget imod, at der rytmisk bliver spillet meget avanceret og differentieret omkring ham. I år bliver han 84, men han er stadig på farten enten med lokale musikere eller med egne, ofte ret kortlivede grupper, og sådan én besøger han i øjeblikket København med.

Torsdag kunne man ved premieren på gæstespillet i Montmartre notere sig, at Konitz ikke er blevet svækket af alderen, siden han spillede i Jazzhouse for to år siden og dér blev sat sammen med Jacob Bros trio. Det er stadig den ultimative destillation af melodik og harmonik, der interesserer ham som improvisatorisk redskab, og den destillation gennemfører han uden at lade sig inddrage særligt aktivt i, hvad der sker omkring ham.

Manglen på det episke

Hans nye tysk-israelsk-amerikanske rytmegruppe er højt kompetent, især er den tyske pianist, Florian Weber, en både begavet og meget fantasifuld musiker, men selv om trioen konstant udfordrer Konitz ved at veksle mellem flere tempi og rubato og ved at svare ham med den slags haiku-agtigt korte fraser, han selv ofte benytter sig af, så fornemmer man alligevel, at det er Konitz' personlige, livslange arbejde med at udvikle og raffinere sin musikalske 'kirurgi', der driver ham og ikke de langt yngre medspillendes opfordringer.

Konitz' evne til i to eller tre toner at favne en melodisk eller harmonisk udvikling, der strækker sig over flere takter, er stadig enestående i jazzen. Egentlige forsøg på at skabe en ny, fremadskridende melodisk substans oven på den, han spiller på, gør han ikke. Man kan måske derfor mangle noget gammeldags episk gods i hans spil — måske især fordi de standardnumre, der stadig er hans foretrukne materiale, synes at love os noget sådant — og man kunne ønske sig, at han — og Weber, for den sags skyld — oftere vil strække ud i klassisk solospil med akkompagnement i stedet for de konstante opbremsninger og pingpong-udvekslinger, der nu præger kvartetten.

Men man kommer uundgåeligt på meget tæt hold af en af jazzhistoriens største og mest originale improvisatorer.

Montmartre torsdag: Lee Konitz Quartet Kan også høres lørdag-søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu