Læsetid: 5 min.

Hvor jazzfolk er, kommer filmfolk til

Humøret var højt, da Woody Allen og hans jazzorkester tirsdag aften indtog scenen i en fyldt Imperial Bio i København og førte publikum tilbage til 1920’ernes New Orleans
Humøret var højt, da Woody Allen og hans jazzorkester tirsdag aften indtog scenen i en fyldt Imperial Bio i København og førte publikum tilbage til 1920’ernes New Orleans
23. marts 2011

Der er de, som mener, at Woody Allen ikke kan spille på klarinet – eller i hvert fald at han ikke er særlig god til det. Én af dem er Woody Allen selv.

»Jeg er det, man kalder en weekend-tennisspiller, en fyr, der elsker tennis og spiller i weekenderne, men aldrig vil kunne konkurrere på et professionelt plan,« sagde han forleden i et interview med P1’s filmprogram, Filmland.

»Gutterne i mit orkester er fantastiske musikere, og de er alle professionelle og formidable og vidunderlige. De er tennispro’erne, og jeg er weekendspilleren, der gør det bedste, han kan, og elsker det højt, men jeg kan aldrig gøre det samme som dem. Hvis jeg skulle leve af at spille jazzmusik, ville det være et ganske sørgeligt syn.«

Det er da også mest for sin fornøjelses skyld, at den 75-årige amerikanske komiker, skuespiller og filminstruktør nu er i København; ikke for at vise film eller fortælle vittigheder, hvilket han ellers levede af tidligt i sin karriere, men for at spille glad New Orleans-jazz med det syv mand store orkester, Eddy Davis New Orleans Jazz Band, han i mange år har dyrket sin store kærlighed til den traditionelle musik sammen med.

Den røde løber er rullet ud i Imperial Bio, hvor koncerten foregår. Kandelabrene tændt, og selveste Nordisk Films eventchef, Lars Møller, tager imod de feststemte gæster i foyeren. Det er trods alt ikke hver dag, at biografen, der i år fejrer sin 50 års fødselsdag og stadig praler af at være Skandinaviens største, får så fint besøg.

Blandet publikum

En gammel ven, der er Woody Allen-fanatiker og New Orleans-jazzkender, er selvfølgelig også til koncert i Imperial, og han maner alle rygter om Woodys ringe evner som klarinettist i jorden.

»Woody kan sit kram,« siger han og fortæller, at instruktøren har studeret musikken, instrumenterne, spillestilen og meget andet fra perioden, og at han desuden øver hele tiden sammen med sit orkester. Hver mandag spiller de endda på Michael’s Pub i Allens hjemby, New York.

Selv sagde instruktøren også til Filmland, at »jeg spiller musik for min egen skyld, og jeg ville være lige så glad, hvis ikke jeg skulle på koncertturné, men blot kunne sidde hér og spille sammen med en bassist og en banjospiller. Bare os tre. Jeg behøver ikke et publikum. Det er nok for mig at spille.«

Det er åbenbart også nok for publikum i et stopfyldt Imperial. Her er unge og gamle, jazzfolk og filmfolk, folk, der elsker musikken, folk, der elsker Woody Allen, og de 1.100 mennesker tager varmt imod ham og det øvrige orkester, da de indtager scenen.

Orkesteret ledes af banjospilleren Eddy Davies, en smilende og trind ældre herre iført fløjlsbukser, skjorte og et stort skæg, og det er umuligt ikke at blive revet med af mandens fodarbejde. Han tramper rytmen med begge fødder, og når han spiller en solo, bevæger fødderne sig endnu hurtigere, og publikum klapper begejstret.

Stor kærlighed

Jazz er den musik, Woody Allen hørte som dreng, og han har en stor samling plader, både lp’er og 78’ere, med alt fra Sidney Bechet og Django Reinhardt til Benny Goodman og Cole Porter.

»Da jeg voksede op, hørte man smuk musik i radioen helt automatisk,« sagde Woody Allen til Filmland om en barndom, han har skildret i filmen Radio Days (1987).

»Nu betragtes det som kunst og koncertmusik, men da jeg stod op om morgenen og gjorde mig klar til skole, tændte jeg for radioen og hørte Benny Goodman og Louis Armstrong og Frank Sinatra og Artie Shaw og Billie Holiday og Duke Ellington. Det var datidens populærmusik.«

Woody Allen forelskede sig især i den tidlige jazz, der blev spillet på bordeller og beverdinger i New Orleans i 1920’erne, i tiden før trompetisten Louis Armstrong for alvor brød igennem og gjorde jazzen populær. Som teenager begyndte han at samle på plader og spille selv, og siden har jazzmusikken været en essentiel del af hans liv og samtidig udgjort lydsporet til mange af de mere end 40 film, han har instrueret siden 1960’erne.

»Jazzmusikken er mit livs store kærlighed. Jeg begyndte med at lære at spille på sopransaxofon, fordi det var det, Sidney Bechet spillede på, men hurtigt skiftede jeg til klarinet, og det har været en berigende hobby for mig gennem mit liv.«

God stemning

Der er en god stemning på scenen og i salen. Musikerne – der tæller en trombonist, trompetist, trommeslager, pianist, bassist, Eddy Davis på banjo og Woody Allen på klarinet – taler sammen, griner og kommer med tilråb. Som det hør og bør sig, når man spiller New Orleans-jazz.

Sætlisten skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er gammeldags, gemytlig jazz, som det er svært at sidde stille til, og som spilles med varme og glæde af gruppe gode, gamle venner, der kender hinanden og materialet ud og ind. Soli er der mange af, også fra en animeret Allen, og efter hver solo kvitterer publikum med jubelråb og klapsalver.

Et par gange går Woody Allen, der selv er klædt i grå skjorte og grå fløjlsbukser, til mikrofonen for at sige velkommen og for at introducere musikerne.

»Vi elsker at spille New Orleans-musik,« siger han, »og vi er glade for at spille i København. Spændte og overraskede over, at der overhovedet kommer nogen for at høre os. Så læn jer tilbage og slap af.«

Oplevelse for livet

Den godt halvanden time lange koncert slutter med tre ekstranumre, blandt andet My Old Kentucky Home og Sweet Georgia Brown, og da Woody Allen og de andre musikere rejser sig og forlader scenen, bliver de klappet ned. Lidt efter vender Allen tilbage for at modtage mere hyldest, og han får både stående bifald og jubelråb.

På vej ud møder jeg en kollega, Jyllands-Postens film- og litteraturkritiker Johs H. Christensen, der ser ganske salig ud. Det har været en stor oplevelse for ham.

»Det varmer ens hjerte, at de spillede My Old Kentucky Home,« siger han.

Jeg møder også min ven, Woody Allen- og jazzkenderen, og han er mere end tilfreds.

»Jeg har ventet på det her siden 1978,« siger han. Dengang var han 12 år gammel og forelskede sig i Allen, da han så et af instruktørens hovedværker, Annie Hall (1977). Det har været en oplevelse for livet for ham.

»Han kommer ikke til København igen … han er 75 år gammel … men hans far og mor blev alligevel begge mere end 100 år gamle.«

Woody Allens kommende film, Midnight in Paris, åbner filmfestivalen i Cannes i maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer