Læsetid: 3 min.

Kvinder der render deres vej

Kom vi løber. Barskabet eller benene på nakken? Karaktererne i Lone Hørslevs nye roman Sorg og camping kæmper sig (stadig) vej ud af skilsmissen
Kom vi løber. Barskabet eller benene på nakken? Karaktererne i Lone Hørslevs nye roman Sorg og camping kæmper sig (stadig) vej ud af skilsmissen
22. marts 2011

Lone Hørslev har altid i sit forfatterskab næret en særlig kærlighed for kedeldragten, bøfsandwichen og den påtrængende fedling ved nabobordet. I sin nye roman Sorg og camping er det stadig provinsen, der lægger landskab til. Tre vaklende parforhold og en fødselsdagsmiddag i et frostramt Løkken anno 1985 udgør scenen, komplet med nisselandskab og kir royal til gæsterne. I løbet af en dag (opspædet med flashbacks) følger vi en håndfuld personer og deres indviklede liv for til sidst med gru at se dem støde akavet sammen til en lille fest, der aldrig når længere end velkomstdrinken.

Den excentriske og rødhårede Gunnhildur glimrer ved sit fravær, hun er skredet i ly af novembernatten og er nu efterlyst af politiet.

Nogle gange er Hørslevs bøger blevet mødt med en overraskelse over, at provinsen kan fremstilles så interessant, og det har jeg altid undret mig over. Livet i provinsen er trods alt først livet og siden provinsen, og det synes også at være en pointe i Sorg og camping. Landsbylivets setting understreger dagligdagens tunge rutiner, der omkranser karaktererne i romanen. Den synes at sige, at vi bliver ensomme i vores nære relationer, når rutinen tager over.

Når et par går i stykker

Der ligger en uhøjtidelig sørgmodighed i den indsigt, en sørgmodighed som Hørslev kombinerer med sit fine øre for talesprogets tragikomik.

Kigger man lidt nærmere på romanen, bliver det tydeligt, at den behandler den samme situation på forskellige måder. Den situation er parforholdets brud. (Hørslevs forrige digtsamling havde genrebetegnelsen skilsmissedigte, og det er hun altså ikke færdig med). Marianne og Jørgen er på randen af skilsmisse, Thomas har lige sagt til Gunnhildur, at han ikke gider mere, Janni bearbejder bruddet med smørtenoren Laurits. Vi får skilsmissen fortalt både fra den forladende og forladtes synspunkt. De to forladte kvinder, Gunnhildur og Janni, reagerer med flugt (og hævn), og de portrætteres begge som aktivt handlende i kontrast til passive og egentlig ret miserable Marianne, der måske/måske ikke vil gå fra sin mand, men går til barskabet i stedet.

Veninder

Romanen er åbenlyst mere interesseret i sine tre kvindelige hovedpersoner. De får mere taletid, fremstilles mere nuancerede, og relationen mellem Marianne og Gunnhildur synes at være den mindst problemfyldte, den mest kærlige relation. Den eufori, der ligger i minderne om en fjern campingtur til Blåvandshuk, hvor Gunnhildur fik Marianne overtalt til nøgenbadning (bemærk afklædning som positivt ladet), antyder et kvindefælleskab som et muligt frisættende rum for den småtrætte hustru.

»Kom, vi løber« sagde Gunnhildur til Marianne dengang i den lyse campingsommer. Det er kvinder, der løber, både for at bade bare, men også for at bevare en vis værdighed, hvis ægtemanden pludselig ikke gider mere. Både venindeskabet og en heftig fremaddrevet bortløben fremskrives altså som mulige alternativer til et kulsejlet parforhold. Hele romanen starter med en efterlysning af den forsvundne Gunnhildur. »Vi ser ellers en del af den slags« siger en politimand til Marianne og fortsætter: »Kvinder der render deres vej.« Og den, slags kvinde er Gunnhildur, den der er smuttet (i en rød Nissan). Ibsens Nora spøger.

En dunkel tone

Hørslevs kvinder kæmper bravt mod en konventionel offerrolle, som de samtidig har svært ved ikke at svælge i. Det er ærlig snak, at offerrollen er et privilegium, det kan være svært at give slip på. Det er ikke et feministisk projekt, selvom bogen nikker i den retning. Ligesom det kvindelige fællesskab tilhører en fjern og lykkelig sommertid, lige så svært bliver det for romanen at gøre fælleskabet til sit projekt. Pligterne står i vejen for selvrealiseringen, passiviteten i vejen for passionen.

Og passivitetens smerte tager form af sine omgivelser. Af nisselandskabet og pandekagerne, af slagtilbudet i brugsen og det orange lakbælte. Det er smerten i miniature. Det er sådan, den kan være til stede i Lone Hørslevs roman, ikke som det store gys af et natkjoleklædt gespenst.

Man kunne have ønsket sig, at Hørslev havde forfulgt den dunklere tone lidt længere, og at venindeskabets potentiale blev efterforsket mere. Men det kan tænkes, at det netop er bogens hensigt at vise, at det ikke er muligt for karakterne at forfølge de højstemte følelser, og måske er min længsel som læser efter dem en pointe med romanen, der bærer sin underlige uforløste energi som sit fineste træk.

Lone Hørslev: Sorg og camping, C&K, 224 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer