Betty Nansen Teatret dyrker stjernerne. Det har været et princip og en drøm for direktørparret Peter Langdal og Henrik Hartmann, siden de overtog teatret i 1992. Og stjernespil har der været på Betty, ikke mindst i Langdals egne, funklende iscenesættelser: Hamlet i 1992, Richard den 3. i 1994, København i 1999, Når vi døde vågner i 2002 ...
Seneste gigasucces på Betty Nansen Teatret var dog ikke Peter Langdals, men Katrine Wiedemanns, nemlig fortolkningen af Et Drømmespil i 2007 i en vild drømmescenografi af Maja Ravn. Sofie Gråbøl og Olaf Johannessen var stjernerne, Reumert-priserne glimtede, og Betty Nansen Teatret kunne endda genopsætte forestillingen året efter med Sonja Richter i hovedrollen.
Siden har Betty-drømmen dog virket noget grumset. I 2008 iscenesatte Peter Langdal den banale, amerikanske komedie Min Familie. Her var et væld af stjerner Ghita Nørby sammen med Jesper Langberg, Karen-Lise Mynster, Tammi Øst, Max Hansen og Thomas Bo Larsen. Men selv om forestillingen blev forlænget på grund af stor publikumsinteresse, så virkede den kunstnerisk set ligegyldig.
Klicheer på skråt gulv
Denne teatersæson er Langdal og Hartmanns sidste på Betty Nansen Teatret efter 19 års makkerskab. Ved sæsonens begyndelse lagde teatret på Frederiksberg Allé hus til den store internationale passionsteaterkoncert Voices af spanieren Calixto Bieito. En storsatsning med stjernerne Flemming Enevold, Kaya Brüel og Tammi Øst, men desværre med et kærlighedsbudskab, der virkede forlorent. Sådan kan det jo gå.
Men i november kom så Kirsten, Ghita og Stig en fordanskning af Thomas Bernhards stykke fra 1986. Som titlen røbede det, var stjernerne her Kirsten Lehfeldt, Ghita Nørby og Stig Hoffmeyer. Forventningerne var enorme. Men forestillingen blev sæsonens store pinagtighed. En dybt konstrueret og gammeldags tekst iscenesat af Peter Langdal med klicheer på skråt gulv. Som tilskuer havde man nærmest medlidenhed med skuespillerne oppe på scenen.
Så kom da den ultimative klassiker her i weekenden: Livet er en drøm af Calderon fra 1635. Billetterne sælges på stjernenavnene Trine Dyrholm, Olaf Johannessen og Thomas Bo Larsen sammen med den talentfulde debutant Kenneth M. Christensen. Skuespillerne er da rigtig nok også skønne, sådan separat set. Men selve iscenesættelsen er mislykkedes. Peter Langdal og scenografen Maja Ziska har henlagt eventyrfortællingen til en bilkirkegård med en campingvogn som slot. Farvel drøm og goddag mareridt. Klassikeren vrænges og skambides og ydmyges, så man som tilskuer ønskede, at poesien kunne nå at flygte over trådhegnet, inden skue- spillerne skulle sige replikkerne.
Trapezer og tricks
Peter Langdal blev anset for at være provokerende genial i sit trapezglade fortolkningsgennembrud af Erasmus Montanus vender tilbage i 1984. Men disse mange år efter er hans iscenesættelse af Livet er en drøm kun sørgelige rester af den dynamik og den legeglæde, som prægede hans første forestillinger.
Ingen tvivl om at den nu 53-årige Langdal er en beåndet personiscenesætter, der inspirerer sine skuespillere og fylder dem med positiv energi. Langdal bringer lys med sig, hvor han end er. Men hans tricks kører nu i loop, akkurat ligesom elastikken om hans hestehale. Og værst af alt: Hans grovkornede sceneform blænder for skønheden i ordene og renheden i spillet. Livet er en drøm handler om troen på kærligheden. Men forestillingen viser mest had. Så nu er det vist tid til udsyn.
»Har du lyst til at leve dit liv om?« Sådan spørger Langdal og Hartmann provokerende på første side i sæsonprogrammet for Betty Nansen Teatret. Mindre kan vel gøre det. Man kunne måske bare udfordre sig selv i nye retninger.
Det lader i hvert fald til, at Peter Langdal skal til at vågne op af Betty-drømmen.
