Læsetid: 2 min.

Den lange vandring

Naturen lever stærkere end personerne i Peter Weirs seværdige epos om gulagfanger på flugt gennem Asien
31. marts 2011

Man ved det fra tidligere Peter Weir-film som Udflugten (Picnic at Hanging Rock) og Moskitokysten: Når den australske instruktør er ude i Guds frie natur, føler han sig først rigtig på hjemmebane.

Dette flugtepos om en gruppe gulagfangers lange vandring fra Sibirien til Indien er propfuld af markante naturoptagelser og næsten dokumentarisk virkende sammenstød mellem de desperate, primitivt udstyrede vandringsmænd og en stærkt fjendtlig natur.

Weirs evner som lyrisk billedmager og dramatisk sceneopbygger kommer gang på gang imponerende til udtryk, men alligevel er det som om der mangler noget.

Er det fordi dramaet 'natur versus menneske' ikke er nok til at fylde den ikke mindre end 133 minutter lange spilletid? Skyldes det personskildringens relative magerhed og de ret overskuelige indbyrdes konflikter i den lille gruppe?

Er årsagen det lidt for mekaniske forsøg på variation i rejse-trængslernes ensomhed, da der indføres en fager ung kvinde, der ikke helt troværdigt flakker omkring i det store øde, og som slutter sig til den tapre lille skare og i øvrigt må kæmpe med egne forfærdelige erindringer?

Humanistisk hyldest

Alt dette virker nok sammen og skaber det lidt for pæne og konventionelle helhedsindtryk. Desværre, for hovedideen i Peter Weirs epos er jo tiltalende nok: en humanistisk hyldest til menneskets utrolige overlevelseskraft og broderlige solidaritet trods alle odds.

Historiens baggrund er måske ikke helt så køn, idet filmen bygger på en bestsellerfortælling af russeren Slavomir Rawicz, der udgav den i 1955 som en absolut sand historie fra 1941. Hvilket den siden da har vist sig ikke at være: Rawicz flygtede ikke fra fangelejren, men blev løsladt i 1942. I stedet har en anden taget æren for den formidable flugtrejse. Så man forstår godt, at filmen præsenterer sit forlæg som »en roman«.

I hvert fald er filmens hovedperson, den spionanklagede polak Janusz, en hædersmand af dimensioner, da han sætter sig i spidsen for fangeflugten fra et helvedeshul af en gulag-lejr, hvor det mindre er pigtråden end den total-øde og barske omgivende natur (med dens få fjendtlige beboere), der indespærrer de politiske fanger. Kan det overhovedet lade sig gøre at flygte? En interessant figur i lejren er en skuespiller, der hele tiden har nogle flugtplaner kørende for bedre at overleve fra dag til dag. En fantast, der suger næring af andres håb og aldrig gør alvor af sine planer.

Handlekraftig polak

Det gør derimod den handlekraftige Janusz, der i forvejen er naturkender og i sjælden grad rådsnar. Men han er afhængig af gruppens outsider, den kriminelle Valka (forbløffende troværdigt spillet af Colin Farrell), der som den eneste besidder en kniv — som han ikke tøver med at bruge mod sine lejrkammerater. Til gengæld har Janusz en solid støtte i den gådefulde amerikaner mr. Smith, som den altid seværdige Ed Harris lægger sit markerede, vejrbidte ansigt til.

Selvfølgelig har alle i flugtgruppen sin egen lille historie at fortælle, men stærkest står Janusz. Han blev i sin tid fældet af sin kone, der efter tortur vidnede mod ham. Nu vil han hjem til hende i Polen for at befri hende for hendes skyldfølelse.

Smukt, men stærkt nok til bære den brydsomme vandring hjem som mere end en smukt filmet ønskedrøm om solidaritet og overlevelse? Ikke helt. The Way Back er værd at se, også fordi den så sjældent at bruger gennemskuelige trickoptagelser, men rigtig gribende bliver den aldrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu