Læsetid: 2 min.

Latterløs Ludvig

Stakkels Holberg styrter rundt på Hofteatrets gamle scene, så gulvet knirker og rumler. Men sjov bliver forestillingen aldrig
Sådan sidder Joen Bille på Hofteatrets scene som Holberg med Christine Gjerulffs forelskede pigebarn 
 i armene - en lykkelig tavshedsstund efter halvanden times råben i Claus Flygares historisk velresearchede forestilling 'Ludvig'.

Sådan sidder Joen Bille på Hofteatrets scene som Holberg med Christine Gjerulffs forelskede pigebarn
i armene - en lykkelig tavshedsstund efter halvanden times råben i Claus Flygares historisk velresearchede forestilling 'Ludvig'.

Per Morten Abrahamsen

16. marts 2011

Ludvig har Claus Flygare kaldt sit stykke om Holberg. Man fornemmer da også virkelig, at Flygare er blevet dus med Danmarks store komedieforfatter. Hans historiske research har tydeligvis ført ham lige ind i hjertet af Holbergs forfængelighed. Ikke mindst i Holbergs skrøbelige position under den gryende pietisme lige efter Københavns brand i 1728, hvor det samtidig kneb for skuespillerparret Montaigu at holde sammen på komedietruppen på Teatret i Lille Grønnegade.

Men ak. Stykket bliver aldrig rigtig interessant. Det skildrer hverken sin hovedperson med varme eller med afsky. Replikkerne holder Holberg ude i strakt stok, så manden bliver umanerligt kedsommelig. Også selv om rollen som en af Danmarks første store europæere er som skræddersyet til Joen Bille og til hans forunderlige diktion og distingverede blik. Flygare forsøger endda at inddigte en sidehistorie om elskeren Henrik Wegener, der gerne både kyssede fru Montaigu og hendes teenagedatter Frederikke, akkurat ligesom Molière kastede sit kærlige blik på kærestens datter. Men historien bliver kun bizart fyld.

Måske kunne en lydhør instruktør have løftet teksten, så forestillingen var blevet levende på Hofteatrets magiske scene. Men ak igen. Den unge instruktør Minna Johannesson har nærmest opgivet at skabe en dramaturgisk spænding i forestillingen. I stedet lader hun konstant skuespillerne skrige sig hæse i uskøn råbestil - helst mens de styrter brutalt op og ned gennem midtergangen mellem tilskuerpladserne, så det gamle gulv knirker og rumler. Samtidig buldrer lydeffekterne gennem rummet, så det både skærer i tilskuernes ører og hjerter. Hvorfor skal også tilskuernes respekt for det stakkels, skrøbelige Hofteater trampes ned så brutalt?

Mat forgyldning

Johanne Eggerts scenografi med en rullende guldramme og Jonas Bøghs logebelysning er en elegant indpakning af Grønnegårdsteatret og Mammutteatrets loyale skuespillerensemble - Anders Hove, Christine Gjerulff, Martin Hestbæk, Kristian Høgh Jeppesen, Morten Hauch-Fausbøll, Mikkel Løvenholt Reenberg og Jannie Faurschou; sidstnævnte er endda fermt sprunget til med kort varsel, fordi Tina Gylling Mortensen var uheldig at komme slemt til skade ved et fald under prøverne.

Men forgyldningen af spillerne bliver mat undervejs - ligesom reaktionen på replikkerne. Den aften, jeg overværede forestillingen, lo tilskuerne kun to gange. Sølle to grin på halvanden time! Det var næsten det mest rystende ved denne forestilling om Danmarks store komediedigter.

Flygare og Johannessons Pasolini-forestilling PPP på Ny Aveny forrige år var en passioneret fest, så dette makkerpar burde sagtens kunne kaste Holberg for folket med pudderparyk i muntreste schwung. Sådan gik det bare ikke. Ludvig virker i hvert fald mest af alt som en tvungen audiens.

Ludvig. Tekst: Claus Flygare. Iscenesættelse: Minna Johannesson. Scenografi: Johanne Eggert. Lys: Jonas Bøgh. Lyd: Thomas Bolvig. Grønnegårds Teatret og Mammutteatret i Hofteatret på Christiansborg. Til 2. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu