Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Le Quattro Volte

’Le Quattro Volte’ er et af de smukkest filmede fotoværker, Informations anmelder længe har set
’Le Quattro Volte’ er et af de smukkest filmede fotoværker, Informations anmelder længe har set
Kultur
17. marts 2011

Le Quattro Volte er et ordløst mikrodrama, en naturkomedie, en dokumentation af livets tomgang og fremgang og et af de smukkest filmede fotoværker, jeg længe har set. Med mindelser til Nikolaus Geyrhalters tableau-filmede fødevare-dokumentarfilm, Vort daglige brød (2005), viser Michelangelo Frammartino med faste kameraindstillinger, tæt på og på svimlende afstand det stille, mikrodramatiske liv i en italiensk bjerglandsby. En gedebonde tøffer rundt og ordner gøremål. Et fedtet gedekid dumper livligt 'maarrh'-ende ud af sin mors bag. Et fyrretræ bliver fældet, tilbedt og forkullet af de sære væsner, menneskene, der befolker denne lille gedeverden. Noget er fiktion, men det opleves dokumentarisk. Man tror næsten, at det er Gud, der holder øje gennem en kikkert.

Kun når et lille drama, ofte subtilt komisk, udspiller sig, panorerer kameraet langsomt og nysgerrigt: Et korsfæstelsesoptog buldrer forbi. En hyrdehund får ad omveje ført en bil gennem hegnet til gederne, der laver ballade. Bonden dør. Vi følger gedekiddets dyredumme hverdagsliv.

Det er sjovt og dybt rørende. En genrefornyende dokumentering af livets cyklus, ladet med symbolik, men seværdig i sig selv. En ægte gave for det livsnysgerrige - og tålmodige - øje.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Meinertsen

"… et af de smukkest filmede fotoværker, jeg længe har set."
Beskrivelsen af denne film lader ane, at det er en af de sjældne film uden musikunderlægning. Ligesom tilfældet var med "Vort daglige brød".
Instruktørerne tillader billeder og historier at tale for sig selv, og tænk – det virker!

Maj-Britt Kent Hansen

Ingen actionfilm, men det havde man så heller ikke forventet.

Fem personer så for en måned siden filmen i Empires mindste sal.

Bagefter sagde en højt: Så har man set det med. Så sagde en anden: Jeg faldt i søvn til sidst. Så sagde en tredje: Jeg sov i begyndelsen.

Filmen er skam ikke dårlig. Men heller ikke specielt fantastisk, som man kunne få indtryk af ved at læse ovenstående anmeldelse.

Men den viser livet. Det stille liv, det ensformige liv, og det meningsløse liv.