Læsetid: 4 min.

Lykken er et behåret mandebryst

Hvad gør man, når man er 'blue'? Når hjertet slår skår, man længes efter trøst og leder efter sig selv? Ny sanselig udstilling kredser om kærlighed, kropsfiksering og kongeligt porcelæn og udforsker smertens æstetiske potentiale
Hvad gør man, når man er 'blue'? Når hjertet slår skår, man længes efter trøst og leder efter sig selv? Ny sanselig udstilling kredser om kærlighed, kropsfiksering og kongeligt porcelæn og udforsker smertens æstetiske potentiale
28. marts 2011

Livet efter en skilsmisse er skrøbeligt som porcelæn, der ligesom hjertet kan splintres og gå i tusind stykker og afføder en grundlæggende angst for at miste sig selv og blive væk i verden. For efter skilsmissen er der intet tilbage. Kun den værkende krop, rummets tomhed og den afklædte eksistens. Og en dyb smerte over at have mistet alt, hvad der ligger hinsides den almindelige erfaringshorisont.

Det erfarede tekstilkunstneren Ane Henriksen, der har oplevet adskillelsen og sårbarheden på egen krop. Nu har hun vævet den ind i seperatudstillingen Lady Sings the Blues på Designmuseum Danmark for at visualisere, hvor meget dét, som ikke længere er, fylder. Det er et kønnet sceneri af rammer for liv, hvor eksistentiel nøgenhed og nyreligiøs kropsdyrkelse er centrale temaer, der ved hjælp af skitser, digitaltryk, porcelænsplatter og vævede fragmenter af verden giver den moderne kvindes søgen afløb.

Udstillingen registrerer følelser som ensomhed, tvivl og håb og gør flittigt brug af de nære sansninger og kroppen som motiv. Det handler om smerte set gennem køn med slet skjulte referencer til den feministiske kunst.

Ane Henriksen har overgivet sig til tabet og vil med sine værker materialisere det uhåndgribelige og sammenflette en personlig og almen erfaring, hvor krop og landskab smelter sammen.

En tekstil reference

Det er i hvert fald en meget fællesmenneskelig erfaring at gå igennem udstillingen. Man mødes af et husalter af kviste formet som kors, som peger på et behåret mandebryst, der tilbedes som et næsten religiøst ikon eller nadverbillede af sublimeret længsel.

Mest bemærkelsesværdigt er dog tableauet af mandebryster på rad og række af digital print på uld og viskose med varierende behåring, der nok skal få nogen til at sukke og andre til at væmmes.

Mandebrystet fremstår som et svøberum for alle de kvinder, som søger og længes. Ikke mindst efter mening. Og de behårede illustrationer er meget eksplicitte. Nogle er krusede og krøllede eller uldne som et fintmasket strikketøj, andre glatte og sparsomme som et spredt korsstingsbroderi. Og så er der den mere tætbevoksede afdeling. Foroven svæver en serie porcelænsplatter fra Royal Copenhagen med kærlighedssmertende tekster som (If it) be your will, Desolation Row, Baby come back, Cry me a river, In my solitude, Stand by me og Only the lonelyaf sangskrivere som Leonard Cohen, Bob Dylan og John Lennon. Udstillingens titel referer formentlig til Billie Holiday-sangen af samme navn. Lady Sings the Blues.

Men glæde og sorg er nært forbundne, og mellem tårerne aner man antydningen af et smil og en formildende humoristisk forløsning.

Værket er ikke uden selvironi. På trods af de maskuline ophæng, er det et meget feminint univers, man træder ind i. Det bærer præg af ungpigeværelsets private rum i sarte pasteller med lyserøde og hudfarvede undertoner og inddragelse af materialer og motiver som perleplader, navneklude og husflid. Og spredte læber og køn i øjenhøjde, der dukker op alle steder. Det er i det hele taget meget kødeligt. Og der er meget, der folder sig ud. Sarte blomster, bryster der hænger over håndvasken, strømpebukser der løber (deres vej) og et landskab af blå mærker over blondetrussekanten.

Ladet med symbolik

Køn og hud er et gennemgående tema i Ane Henriksens værker. Livets tildragelser mærker huden, der fungerer som membran for menneskets møde med verden, når de andre lag er skrællet af. Afsløringen eksponeres meget eksplicit i kunstnerens hudløse og hudflettede møde med verden, og hovedparten af udstillingen præges af en række monumentale tæpper med udspring i temaer fra kunstneren eget liv som brud, opbrud og skilsmisse. Fint vævet sammen af strimlet sengelinned og sanselighed, der forstærker referencen til kroppen og den intimitet, der omgærder den. Det er emotionelle tilstande, der kun kan beskrives i billeder.

Som i At skælve 3 i viskoselimet silke med islæt af slidt sengetøj og bomuldsmaterialer, hvor en mund åbner sig som et mørkt hul. Og Recall, der handler om at finde lysten i sporet på en uskyldshvid damaskdug og har værkets titel vævet ind i form af små strimler og røde tråde og bånd, som hænger ud af værket. Værkerne Enkesæde, Tence, Selvcentrering, Pige, Blomst, Welcome honey, Slidt og Blå antyder alle ensomhed, anspændthed og erindring af tab. Skulle man glemme, at kærligheden er flyvsk, finder påmindelsen sted i form af en flagrende huskeseddel, der hænger i en tynd tråd fra loftet med den jordnære »note to self« og påskrift: »Grounding«.

Kønnet har i skilsmissen mistet sin modpol og derfor blander den spirituelle søgen efter mening sig med længslen efter en mand. Sammensmeltningen med et andet menneske er stadig nærværende, og det fører os tilbage til mandebrysterne.

Måske museets butik skulle overveje at sælge dem som sengetøj eller tæpper. Så har man da det at varme sig eller græde ud ved, når man bliver forladt. Hvis man er til den slags. Ellers finder det sikkert glimrende anvendelse som dørmåtte.

»The Blues ain't nothing but a good man feeling bad,« som John Lee Hooker citeres for i det rigt illustrerede udstillingskatalogs prolog.

Lady Sings the Blues. Designmuseum Danmark (tidl. Kunstindustrimuseet). Til 7. august 2011.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tænk engang at mit behårede mandebryst skal komme på mode igen efter utallige års nedslidning - der kan man bare se.