Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mød en ny nørdet efterforsker

Karen Vad Bruun og Benni Bødker viser sig i deres første fælles krimi som sikre plotmagere, solide researchere og lige lovlig ordrige skribenter
Hovedpersonen i Bruun & Bødkers første samarbejde, krimien 'Blod vil have blod', er en del af kriminalpolitiets retsmedicinske afdeling.

Hovedpersonen i Bruun & Bødkers første samarbejde, krimien 'Blod vil have blod', er en del af kriminalpolitiets retsmedicinske afdeling.

Simon Knudsen

Kultur
11. marts 2011

Det er efterhånden bag på stort set hver eneste nyudkommen kriminalroman, man kan læse, at dette er første bind i en ny serie om hovedperson NN. Det er også tilfældet med Bødker og Bruuns indledende epos om knogleeksperten og retsantropologen Linnea Kirke- gaard, der som diplomatbarn har tilbragt det meste af sit liv i udlandet, er uddannet fra et amerikansk Ivy League-universitet og i egen selvforståelse kun på gennemtræk i Danmark, hvor hun fordriver tiden med at være en del af kriminalpolitiets retsmedicinske afdeling. Og så bor hun i øvrigt i en laber taglejlighed i den mest celebre del af Indre By i Knabrostræde som hun ikke rigtig har gidet indrette; man er vel blasert.

Disse forhold med samt en nærmest skræmmende sproglig detaljeringsgrad gør, at man som læser indledningsvis godt kan blive lidt træt. Især hvis man dertil lægger titlens prætentiøse allusion til Shakespeares Macbeth og den særdeles håndfaste klangbund, dette drama viser sig at udgøre i romanens tidlige fase.

Kan og vil meget

Men heldigvis lægger man langsomt forbeholdene fra sig, efterhånden som handlingen skrider frem. Og man ender rent ud sagt med at kampdyrke de sidste halvtreds sider, som er for nu at bruge et af den gamle krimikender Harald Mogensens yndlingsudtryk infamt spændende.

Bogens handling er både begavet og dygtigt konstrueret: I forskellige spor fortælles om, hvordan det gik til, at en til Danmark flygtet iransk tolk måtte lade livet, fordi en vanæret, hjemsendt dansk soldat og hans überambitiøse sociale klatrerske af en kone (der sikkert med fuldt overlæg fremstår som en Anni Fønsby-version af Lady Macbeth) vil have en lukrativ illegal handel med persiske antikviteter for sig selv. Samt hvorledes dette afstedkommer indgriben fra en kynisk international bagmand, der er tidligere lejesoldat. Og det er dette morads, vor knoglekyndige veninde Linnea med det filosofiske efternavn rodes ind i og lidt efter lidt trænger ind til den diabolske kerne af. Øh, og så glemte vi lige en supersej, spinkel lejemorderske af asiatisk afstamning, der til det sidste forpurrer alle de andre medvirkendes mere eller mindre skumle planer.

Blod vil have blod vil og kan meget. Den vil på en gang være moderne international spændingsroman, fo-rensisk kriminalroman a la tv-serien CSI og samtidig tegne et portræt af en moderne kvinde, der savner et ståsted i livet. Desuden fornemmer man også sine steder en vis samfundskritisk, ja endog satirisk ambition, der kommer glimtvis til udtryk i smældende bisætninger.

Men faktisk lykkes det et pænt stykke af vejen at forene alle disse intentioner i en historie, der måske ikke er helt så tight som silikonefugemasse, men ikke desto mindre fungerer.

Markedsanalysens magt

Desværre er der også en række skønhedspletter. For det første forekommer hele projektet temmelig konstrueret og baseret på en markedsanalyse, hvor ophavsmændene har identificeret, hvilke ingredienser, der findes i de seneste års krimisucceser, ingen nævnt, ingen glemt. Det kunne man vælge at tage som et postmodernistisk stiltræk; man kunne også som denne anmelder lade sig irritere og benævne det spekulation.

For det andet er der alt, alt for mange unødvendige informationer. Det kan man godt nok sige om de fleste af tidens bedst sælgende krimiprodukter, men det gør det hverken bedre eller mere tilgiveligt. For hvorfor skal man partout vide, hvilken single malt whisky en af personerne styrker sig på, hvilket mærke i fodtøj hovedpersonen forkæler sig selv med og så videre og så videre, når det faktisk ikke i noget omfang betyder ret meget? Skriv, hvad der skete, og hvordan vejret var, sagde en mester engang.

Men ikke desto mindre er Bødker & Bruun (lyder lidt som et mindre advokatfirma, ikk) et sympatisk og lovende bekendtskab, der leverer underholdende mainstream metervare af den type, danske læsere efterspørger i stor stil for tiden. Man flår ikke efter endt læsning halvbrillen af og kaster sig på knæ i taknemmelighed over en eksistensomkalfatrende læseoplevelse. Men man lukker bogen med tilfredshed og lyst til at læse mere om Linnea Kirkegaard og hendes meritter.

Henrik Palle er tv-redaktør og anmelder på Politiken

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her