Læsetid: 2 min.

Ørnen er faldet til jorden

Enkelte lyspunkter til trods er sværd- og sandal-dramaet ’The Eagle’ en knirkende oldsag af en film, som med stålsat selvhøjtidelighed hylder det at gå i døden uden bæven
Intetsigende. Channing Tatum har ikke tilnærmelsesvis udstråling eller raffinement nok til at bære en hovedrolle.

Intetsigende. Channing Tatum har ikke tilnærmelsesvis udstråling eller raffinement nok til at bære en hovedrolle.

Matt Nettheim.

24. marts 2011

Instruktører, der som Kevin MacDonald altid synes friske på at gå nye veje, går med stor sandsynlighed galt i byen på et tidspunkt. MacDonalds professionelle vovemod har denne gang ikke blot ført ham langt tilbage i tiden, men også tilbage til en decideret antikveret fortælletone.

The Eagle foregår i England i år 140, hvor en ung romersk officer ved navn Marcus Aquila får kommandoen over en mindre forlægning. Soldaterne møder imidlertid Marcus med skepsis, fordi hans far mistede det gyldne fanespyd, som filmens titel henviser til. Marcus vil derfor forsøge at rense familiens navn og generobre ørnen, selv om det indebærer at drage gennem farefuldt terræn uden for den beskyttelsesmur, romerne har rejst.

Med sig har han den stolte britiske slave Esca (Jamie Bell, der er for nutidig en type til rigtig at fungere i sammenhængen), hvis folk romerne ikke har behandlet synderligt eksemplarisk. Et internt opgør midt i fjendeland synes uundgåeligt.

Håbløs hovedrolle

Hvis man havde givet hovedrollen til en skuespiller, der faktisk formåede at indvie os i sin figurs sjæleliv, er det ikke utænkeligt, at man som tilskuer i et eller andet omfang kunne have taget den ørns betydning seriøst. Og tag ikke fejl: Med replikker som: »My fathers dagger is my bond!« er The Eagle en film, der tager sig selv seriøst og mere til.

Men toptrimmede, 30-årige Channing Tatum har ikke tilnærmelsesvis udstråling eller raffinement nok til at bære en hovedrolle. Han ligner lidt et kønt og kedeligt kryds mellem to af denne signaturs yndlingsaversioner, nemlig Ben Affleck og Ashton Kutcher. Desværre giver det ikke, som når man i matematik har to minusser, et plus.

Unge Tatums manglende format sættes i skånselsløst perspektiv, når han deler scener med den garvede gavtyv Donald Sutherland, der med sin smukke, snehvide manke er så apartefotogen som nogensinde. Uligheden er (ned)slående: Den ene har en håndfuld tricks, man hurtigt bliver træt af, som når han bider tænderne sammen og flekser kæbemuskulaturen for at udtrykke opildnet sindsstemning. Den anden har snesevis, og man er heldig, hvis man fatter, hvad halvdelen af dem går ud på.

Sutherland seniors ansigt har alle dage været et veritabelt fyrtårn af ironi og indforståethed. Hvad ideen er med at lade det medvirke i en film så uironisk og generelt humorforladt som denne, skal jeg virkelig ikke kunne sige.

Fjendens perspektiv

Hvorom alting er, må det skotske højland siges at være indbegrebet af en lækker location, og Anthony Dod Mantles dvælende landskabsbilleder og fotografering i øvrigt er The Eagles hovedattraktion.

Der er desuden enkelte intellektuelle livstegn undervejs, som da Marcus via Esca kommer til at se sit eget folks gerninger fra fjendens perspektiver, og dermed sit verdensbillede draget i tvivl. Men det ender alt sammen et mindre nuanceret og temmelig primitivt sted. New York Times anmelder A. O. Scott skrev, at The Eagle er fuld af »overdreven mandighed«. Ingen tvivl om den sag, men man fristes til at gå videre endnu og sige, at filmens besyngelse af mod og ære i væbnet kamp og deraf følgende foragt for svaghed i den henseende giver den en urovækkende undertone, som gør, at romernes hilsen en fremstrakt højre arm til slut giver lidt for god mening.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu