Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

På fornavn med guldalderkendisser

Maria Helleberg er hård ved vores nationaldigtere, mens tidens kvinder hyldes som stærke, fordi de forstår at give sig selv adgang til mændenes scene
Kultur
4. marts 2011

Før jeg prøver at danne mig en mening om Maria Hellebergs nye roman om Bakkehusets Kamma Rahbeks liv, gør jeg et krumspring i retning af et kønstjek på modtagelsen af forfatterens forrige bøger. Jeg er nødt til at vide, om Maria Hellebergs historiske romaner om stærke kvinder overhovedet bliver stukket ud til de mandlige avisanmeldere, jeg har en idé om, at man i højere grad får chancen som kvinde, at Kamma er det, man ikke plejer at sige direkte, fordi det interessant nok lyder nedsættende, men som de fleste nok aner alligevel, nemlig kvindelitteratur og bliver behandlet som sådan.

Et tjek på Infomedia af Hellebergs forrige roman, Engelshjerte (2010), bekræfter mig i min forestilling om, at Helleberg automatisk anmeldes af kvinder, men allerede ved romanen inden, Druknehuset (2008), må jeg revidere min opfattelse. Den har Lars Bukdahl anmeldt i Weekendavisen og Jens Henneberg i Nordjyske, og Maria Callas fra samme år har masser af mandlige anmeldere, men det er også en biografi, det vil sige en fagbog, og så passer billedet (næsten) igen. Men hvilken slags litteratur er Kamma ud over kvindelitteratur? For det går naturligvis ikke an at genrebestemme romanen ud fra den målgruppe, jeg mener den appellerer til. Historisk roman er det mest neutrale, infotainment eller slet og ret underholdning dækker godt. Men er der slet ikke tale om kunst? To gange »øjne så dybe som skovsøer« afgør sagen for mit vedkommende.

Adams digt

Som forfatter af en historisk roman skal Maria Helleberg ikke via skriften skabe sine personer. De findes allerede, så det er tilstrækkeligt at referere til og namedroppe fra i dette tilfælde vores fælles gods guldalderen og periodens kendte navne: Kamma og Knud Lyne Rahbek, Thomasine Gyllembourg, P.A. Heiberg, Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luise Heiberg, Adam Oehlenschläger og Bertel Thorvaldsen. Man er på fornavn med periodens kunstnere og personligheder, og det bliver en del af læseoplevelsen, altså genkendelsens glæde, at man læser om Adams digt og identificerer brokkerne som vores fædrelandssang.

Det, Maria Helleberg lægger til i sit portræt af Kamma Rahbek, er, at Kamma i 1829 som en slags førstelæser kort inden sin død læser det som »en sublim parodi på en fædrelandssang«. Kammas umiddelbare tanke er, at Adam omsider har fået humor. Det går i det hele taget hårdt ud over Adam, især gør forfatteren grin med hans voksende korpus. En af Bakkehusets spinkle stole ryger under hans vægt. En meget ung H.C. Andersen just ankommet til København fra Odense kommer også på besøg i Bakkehuset. Han bliver blot kaldt Næsebarnet, men inden kapitlet afsluttes, udveksler ægteparret et par ord om den besynderlige digter:

»Måske skulle han overveje et andet og morsommere navn end Andersen.« Således sørger håndværkeren for at facit kommer med i gættelegen.

Kamma på autopilot

Romanens handling er indrammet af Kammas liv cirka, den begynder i 1785, da Karen Margrethe er barn og slutter i 1829, da hun dør, og hendes mand Knud kommer på den svære opgave at skrive hendes nekrolog.

»Hvordan skulle han skrive en nekrolog over Kamma? Det var så let med mænd. De tog eksamener, de fik embeder og udgav bøger og tidsskrifter. De havde karrierer og sad i offentlige stillinger eller grundlagde handelshuse. De arbejdede for andre eller tog andre i deres brød. Kvinder var diffuse og svære at sætte i skrift.«

Sådanne udmeldinger, hvor jeg får en fornemmelse af, at romanens personer har fået den samme mening som Maria Helleberg, er der mange af. De går især ud på at slå fast, at kvindekroppen forhindrer kvinderne i at nå det samme som mændene. Kamma har valgt Knud, fordi han er den mest interessante mand at være sammen med. Hun kalder ham Egern, og deres barnløse liv sammen fremstilles som meget harmonisk. Problemerne og skandalerne sørger Thomasine for, hun er den onde mor, der vælger elskeren, Carl Frederik, frem for barnet Johan Ludvig. I den families historie refererer Helleberg igen til en vant forestilling, nemlig den om at kunst skabes af smerte: »Thomasine og Heiberg havde alligevel opnået at gøre deres barn så præcis meget ondt, at der kunne komme en kunstner ud af kaos.«

Jeg har en fornemmelse af, at det meste er kørt på automatpilot i Kamma, at Maria Helleberg ikke har ønsket at gøre noget andet end det, hun plejer at gøre, og som jeg kan forstå rigtig mange læsere er stærkt tilfredse med, lidt historisk Se & Hør tilsat research om perioden (der lugtede i København, Valby Bakke var langt ude på landet, Kamma dyrkede sin have og fremstillede sine særlige æsker osv.), men der er alligevel et sted, hvor man mærker, at lokummet brænder. Det er i skildringen af Kammas mor, der levede en stor del af sit voksne liv låst inde på et loftrum. Ifølge onde rygter fordi hun havde været sin mand utro, men undervejs i Hellebergs fremstilling forstår man, at hun er psykisk syg ,og at hendes mand ikke kan stille andet op. Dette loftsmenneske formår Helleberg faktisk at skrive frem, og scenen hvor hendes egne unger, der knap nok kender hende, befrier hende fra fangenskabet, er en scene, der rykker. Den roman har Helleberg ikke skrevet endnu, men hvis hun gør, så er jeg på igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her