Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En rockinstitution skinner profant smukt, men er dårligt formidlet

Sort Sol fejrer sit bidrag til dansk musikhistorie med et stort bokssæt. Det er fortjent. Men hvorfor får folket ikke en chance for at orientere sig i de 116 sange?
Kultur
28. marts 2011
Sods udgav i 1979 Danmarks første punkalbum, 'Minutes To Go'. Fra venstre er det Thomas Ortved Larsen, Knud Odde Petersen, Peter Peter Schneidermann og Steen Birger Jørgensen.

Sods udgav i 1979 Danmarks første punkalbum, 'Minutes To Go'. Fra venstre er det Thomas Ortved Larsen, Knud Odde Petersen, Peter Peter Schneidermann og Steen Birger Jørgensen.

Jørgen Angel

Sort Sol regerede i dansk musik under radaren, hvor de store blip var modersmålsfortolkere, strandvejsrockere, krammebamser og nationalskjalde som TV-2, Anne Linnet, Sneakers, Thomas Helmig, Sebastian, Gnags og Kim Larsen.

Og mens der var folk, der satte sig på tværs i indre universer, Sui Sui løb hjemmefra, Steffen Brandt kradsede middelklassen lige dér, hvor det kløede, og Lars Hug genopførte vores sangskat, så hakkede Sort Sol deres egen stadig større og mere sammensatte, internationalt orienterede, engelsksprogede niche ud et sted derude eller -nede, hvor eksistensen var en lidt mere vaklende og dekadent anordning. Hipt er det ikke, credibility får jeg ikke, men jeg stod først på Sort Sol i 1991 med Flow My Firetear, der for første gang formåede at injicere bandets mørke arvemasse i kulturens hovedpulsårer. Så jeg måtte genopleve den daværende kvintets rejse mod popsfæren baglæns. Tilbage til undergrunden.

FraFlow My Firetear's asfalterede serenader til de fygende fuldfede guitarer og offensive rytmiske kaskader på Everything That Rises ... Must Converge! fra 1987. Til den mere åbne form på Dagger & Guitarfra 1983 — deres første album som Sort Sol, hvor der både kan anes kærlighed til country, men også tråde til New Yorks no wave repræsenteret af gæstesanger Lydia Lunch.

rewind til 1980, til Under en sort sol— dengang de hed Sods og allerede var et åbent eksperimenterende newwave-/nyrockband. Og et år tilbage 1970'erne til den dag i dag stejlt elektrificerende, Ramones- og Clash-farvede første album, Minutes To Go— Danmarks første punkalbum.

Bevægelsen kan også foretages efter behov på det nye retrospektive bokssæt Sort Sol, der rummer hele 11 cd'er. Det er ikke det første bokssæt — Black Box fra 1997 samlede deres fire første album samt sjældent materiale på en femte skive — men her får vi samtlige otte studiealbumog tre cd'er med bonusmateriale fra de første punkskrål i 1978 til de sidste afsøgninger i 2004. Fint remasteret, med nye coverdesign.

De fem første album tegner alle bandet i ny streg album for album, og med Flow My Firetear når de stadig — hørt fra 2011 — en eller anden form for logisk zenit. Deres kærlighed til sortnistret pop, dunkle singersongwritere og ikke mindst balladeformatet knalder sig her formfuldendt til en gedigen orgasme med deres dramatiske sans for guitar-petting på nyrockens ellers godt udtjente springmadras.

Det kommercielle højdepunkt med efterfølgeren Glamourpuss fra 1993 viser bandet med et endnu mere direkte fysisk rocksprog, men også en stærkt tiltagende kærlighed til balladen, som udfoldes yderligere på bandets indtil videre to sidste album, Unspoiled Monsters (1996) og Snakecharmer (2001), som blev indspillet, efter at den oprindelige førsteguitarist, Peter Peter Schneidermann, forlod gruppen under stor ståhej.

I dag er bassisten Knud Odde heller ikke længere med på den Danmarksturné, der blev sat i gang i fredags i Horsens. Men arven står og gør sig godt.

Uvidenhed

Det er en radikalt anderledes kontekst, Sort Sol genudgiver sit værk i. De er ikke længere traditionsstormere, banebrydere, hedsporer, nedrivere, men en ærværdig institution, som søger at bevare deres værk for eftertiden med det aktuelle bokssæt.

Og det burde anspore til en mere dybtgående formidling end den, der lægges for dagen. Fint nok, at man denne gang går kreativt til værks og gennemlyser og dermed ændrer samtlige covere med en fluorescerende gul grundfarve. Profanitet kan være helt afgørende, hvis et værk skal holdes levende og relevant. Men uvidenhed hjælper ikke.

De tre bonus-cd'er gør en række vigtige Sods- og Sort Sol-numre tilgængelige — f.eks. de tre første numre, de indspillede, nogle interessante overgange fra punk til støjrock og no wave og nogle næsten jazzede tilløb. Vigtige b-sider, singler, soundtracks etc. Og det er musikalsk belønnende og musikhistorisk vigtigt. Men det foregår uden nogen anden formidling end lyd og credits.

Så hvorfor ingen nye covernoter? Angiveligt vil de lade musikken tale for sig selv, men med et så imposant bokssæt som dette indikerer man at have historisk vægt — og det har Sort Sol/Sods jo også — og dermed bør man også uddybe og kvalificere sit værk, når lejligheden byder sig så oplagt som her.

I stedet kræver det en del arbejde, ja, sågar leksika at finde ud af, hvad dælen numrene på bonus-cd'erne egentlig er for nogle størrelser. Hvilke track er f.eks. fra soundtracket til Hamlet-balletten på Kronborg i 1996? Hvilke sange er de første, de indspillede og i hvilket regi? Og er det i øvrigt ikke vigtigt at fortælle, at Unspoiled Monsters her fremstår i et nyt mix, med en ændret trackliste og endda med nummeret »The Painter« deporteret til en af bonus-cd'erne? Er det nok bare at skrive »Artists's Cut« på bagsiden?

Frygtløshed i flere tempi

Det var med en glubende appetit, at Sort Sol åd sig ind til nye kerner i deres udtryk undervejs — gerne og ofte med lange skygger i aftenlandskaberne, som fik det til at rumstere i baghovedet. Og de har udvist frygtløshed i flere tempi. Helt tilbage med deres andet album vendte de sig fra punk-afsættet og gik nye veje. De har solgt hundredetusinder af plader, er ofte blevet anklaget for at have solgt ud, ja, har sågar huseret på Grøn Koncert.

Og når man lytter gennem deres værk i dette bokssæt —forbilledligt samlet på tværs af forskellige pladeselskaber — er det imponerende at se deres bevægelse gennem dansk musik (her hjælper det igen med et musikleksikon), deres samarbejder på kryds og tværs af miljøer og tider: T.S. Høeg, Gasolin's Wili Jønsson, amerikanske Lydia Lunch, Elisabeth, strygeensemblet Louisiana Museum Art Ensemble, jazzmusikeren Ole Theill, Troels Bech fra The Poets, Sune Wagner, Sissel Kyrkjebø og salig Kjeld Tolstrup (R.I.P.), der remixede tre af deres sange. Og de udviste tidligt kærlighed til country og ballader — ja, det lignede nedbrydningen af et personligt sidste tabu at skrive to sange med Søren Rasted fra Aqua til deres greatest hits-album, Circle Hits The Flame.

Allerede i halvfemserne manifesterede arven fra Sort Sol sig i bands som How Do I, The Poets og Speaker Bite Me, der videreførte en kærlighed til guitarrockens uudforskede sider og et credo om fornyelse — mens de unge purke i Iceage her i 2011 har vist en større interesse for Sods-punk-æraen.

Sort, profant smukt og åbent eksperimenterende skinner Steen Jørgensen, Peter Peter, Tomas Ortved, Lars Top-Galia og Knud Oddes værk stadig. En skam at det ikke bliver underbygget med andet end musikken denne gang.

Sort Sol: 'Sort Sol'. Bokssæt med 11 cd'er — otte oprindelige studiealbums + tre bonus-cd'er (Medley og Columbia og Mercury/Universal Music Denmark). Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Sort Sol har mig bekendt kun lavet én rigtig god sang og den er til gengæld en klassiker : "- Let the fingers do the wakling .. osv."

Bjarne Jørgensen

Lad venligst være med at kalde Minutes to go for Ramones- og Clash-farvet. Ikke for at forsvare hverken Sods eller Ramones/Clash, men bare fordi, at hvis der overhovedet er en sådan farvning af Minutes to go, er den meget sekundær.