Læsetid: 3 min.

Der sad to mænd på en tømmerflåde

Anders Matthesen og Jonatan Spang ligner ikke Kellerdirk, går ikke som Kellerdirk, snakker ikke som Kellerdirk, spiller ikke som Kellerdirk. Og det er godt
Anders Matthesen og Jonatan Spang ligner ikke Kellerdirk, går ikke som Kellerdirk, snakker ikke som Kellerdirk, spiller ikke som Kellerdirk. Og det er godt
7. marts 2011

Klart, at et teater på et tidspunkt måtte få lyst til at spille et stykke om Dirch Passer og Kjeld Petersen - eller Kellerdirk, som blev det navn, komikerduoen optrådte under. Deres stjerner skinner endnu så klart, at deres navne har alle chancer for at samle et stort publikum. Men man er unægteligt spændt på, hvordan Nørrebro Teater har løst opgaven, for hvordan fylde de store sko ud, som Dirch Passer efterlod sig, eller kravle ind i det pæne jakkesæt, som Kjeld Petersen gik med, men som dækkede over et rablende vanvid?

Stykket begynder med en McGuffin, et Hitchcock-trick, som er en lille gåde, der sætter handlingen i gang og måske forsvinder igen, uden at man får en forklaring. Her er det dette: Kjeld vil vise Dirch verdens bedste vittighed, men så sker der alt muligt andet.

De har undgået den værste fælde på teatret: At tro, at de to hovedskuespillere, Anders Matthesen og Jonatan Spang, kan eftergøre Kellerdirk i udseende og spillestil. Det ville gå helt galt, for det kan ingen. De genopfører heller ikke parrets bedste numre, men de leger med dem. Der er digtet til, associeret og parafraseret, så der alligevel er masser af genkendelige momenter.

Ved baren

Der er f.eks. glansnummeret om, at der sidder fire mænd på en tømmerflåde, nå nej, kun tre, for den ene er lige blevet ædt af en haj - og frem og tilbage. Pointen var, at vittigheden blev diskuteret ihjel, men at nummeret netop derved blev morsomt.

Kjeld og Dirch sad også på en slags tømmerflåde, når de var på scenen, og publikum var det bølgende hav omkring dem, som aldrig kunne få nok. Pingpong med ord var deres speciale. Dirch havde store ordspils-monologer som hhv. jazzprofessor og ornitolog. Spang og Matthesen giver den som bargæster, der laver ordspil på drinks. Hvad hedder en whisky, der er blevet forladt af sin kone? Single Malt, selvfølgelig. Hvordan kommer de hjem? De tager Me'taxa, osv. En nummerpige passerer jævnligt bag dem med et skilt, som var det en boksekamp. Ved baren er de godt stegt, da de når 21. omgang. De går hjem sammen med balloner i hånd som et af flere poetisk indslag.

Tristessen

De sad også på en tømmerflåde på den måde, at de trods deres umådelige popularitet mest havde hinanden i den periode og et privatliv i anden række. Der blev drukket whisky efter forestillingerne, masser, mens de jagtede de bedste vittigheder i verden, hårdt presset af deres direktør, Stig Lommer (Jens Jørn Spottag), idet de hele tiden skulle have nyt brændstof. De var Lommers gulddrenge, som brændte op. Det er forestillingens underliggende melankoli, tristessens avenue.

Dirch havde en monolog om en vis Urban Olsen, der var død, eller også var han det ikke, for han sad jo lige dér, eller gjorde han? Den bruges også som afsæt i forestillingen, for Kellerdirk døde tidligt, Kjeld som 41-årig, Dirch som 54-årig. Så er det, at de genforenes i himlen. Anders Matthesen svæver derop i en hoppegynge som den, Dirch spillede kæmpebaby i. Spang er der allerede.

Ægteskaberne

Kjeld Petersen som privatperson forsvinder lidt ud af forestillingen. Han var gift et par år, ikke mere. Dirch havde flere ægteskaber, vi får tre af dem. Det med skuespillerinden Sigrid Horne Rasmussen (Camilla Bendix), der forlader ham med ordene: »Jeg tror slet ikke, du aner, hvordan det er at bo sammen med et andet menneske!« Han var jo sjældent hjemme.

Det med skuespillerinden Judy Gringer (Rikke Lylloff), som han spillede revyklassikeren Babs og Nutte med. Endelig det med suffløsen Bente Askjær (Marie Dalsgaard), der blev hans sidste og vist mest rolige.

Det, forestillingen får frem, er den særlige, 'siamesiske' forbindelse mellem to komikere. De er som vokset sammen, og selvfølgelig er de ikke til at være gift med. Legebørn i det store format. Andre skuespillere kunne måske have givet mere karakter til rollerne og have givet den for fuldere udblæsning. Nu blev det i stedet to standup-komikere, som fik rollerne, og tak, fordi Spangermatth ikke så meget forsøger at fortolke og forklare, men snarere elegant at fremvise det kongeniale, timede samspil som to uartige børn, altid på fniseren, Knold og Tot.

Sagen er, at ingen kender sandheden om Kellerdirks indre og tragedie. Hvis det da er en tragedie. Det kan vi ikke helt uden videre gå ud fra, for det er dog trods alt også noget stort at være og at have været ... Kellerdirk.

'Kjeld & Dirch - en kærligheds-historie'. Iscenesættelse: Heinrich Christensen. Manuskript: Vivian Nielsen. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Lys: Lasse Svarre. Lyd: Morten Oxholm. Nørrebro Teater til den 30. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu