Læsetid: 2 min.

Selvopfyldende maleri

Nadja Plesners 'Darfurnica' placerer sig allernederst i en bølge af dårlig-samvittigheds-kunst. Det er dårligt som kunst og ender kun på Heart i Herning fordi taskefirmaet Louis Vuitton har lagt sag an mod kunstneren
'Darfurnica'.

'Darfurnica'.

Nadja Plesner

14. marts 2011

Maleriet Darfurnica af Nadja Plesner forestiller verdensledere, der ikke vil se, ikke vil høre og ikke vil tale. Obama fra siden, Posh Spice med en taske, Britney Spears, der kronrager sig selv, en afrikansk leder med et grin og et magert afrikansk barn med Paris Hiltons hund på den ene arm og en Louis Vuitton-taske i den anden.

Maleriet er nogenlunde ligeså subtilt, som en mejetærsker på en mark. Mediernes fokus er ude af proportioner, verdenslederne gør ikke nok, og luksusmærkevareproducenter som Louis Vuitton er skyld i at børn i fattige lande lider.

Netop Louis Vuitton har lagt sag an mod kunstneren, hvilket har bragt værket i en pudsig situation, da det nu er blevet kendt og udstillet udelukkende på grund af den type omtale, som hun selv kritiserer - nemlig nyhedskriteriernes ubarmhjertige kamp efter kendisreferencer.

Som 'De unge mødre'

Værket placerer sig allernederst i en bølge af dårlig-samvittigheds-kunst, der skyllede gennem landet for få år siden. Den laver et groft gennemsnit af de allerstørste linjer i samfundet, men hvor den gode kunst netop kan gøre en forskel, er når den træder et skridt bort fra den umiddelbare virkelighed og alle dens automatsvar og klicheer, og i stedet beskæftiger sig med de mekanismer i samfundet og i os selv, der leder mod det forbrugerhelvede, der falder de fleste for brystet.

Darfurnica udnytter ikke sit kritiske potentiale som kunst, og det mobiliserer ikke nogen følelse, der ikke allerede er skåret ud med motorsav i programmer som Danmarksindsamlingen. At medierne og kulturministeren hopper med begge ben i fælden, blot fordi det har samme fysiske format som Picassos verdensberømte Guernica, og fordi ytringsfrihedsaspektet berøres, siger mere om medierne og kulturministeren, end om værket. Det fortæller os, at medierne og ministeren ikke har noget kunstsyn, og det bestyrker Plesners budskab om medier, der helst kun beskæftiger sig med det overfladiske. Men at give Plesner æren for at lige præcis det budskab bliver det underlæggende i omtalen af værket, svarer lidt til at give Gaddafi æren for, at der er fred i Libyen den dag, han er væk.

Som kunst er det skidt. Det er dårlig malet, og intellektuelt lægger det sig i slipstrømmen af Simone Aaberg Kærns Fogh-portræt og Kurt Westergaards Muhammedtegning. Men som mediefænomen er det morsom på den samme hyggelige småpinlige måde som tv-programmet De unge mødre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu