Man har somme tider fornemmelsen af, at franske filmskabere kan slippe af sted med meget, fordi de er franske. Det er umiddelbart svært at forestille sig en dansk film med titlen Mine eftermiddage med Margrethe, hvor en granvoksen, godmodig arbejdsmand bliver ven med en 95-årig dame over samtaler om danske, litterære klassikere på bænken i en charmerende, fynsk landsby.
På fransk fremstår samme setup anderledes naturligt som rammen for en ny film. Fransk film har tradition for at lade små hverdagsfortællinger fra det landlige få et eget liv. En god portion danske tilskuere vil desuden gerne lune sig ved solrige, franske sommerlandskaber, lytte til det smukke sprog og få fortalt en historie om de nære værdier, ansvarsfølelse over for hinanden og hjemmedyrkede råvarer på lokale markeder.
For mange biografgængere har franske film på forhånd medvind, fordi de er franske, og kommer man først i gang med at omplante franske klassikere til dansk muld, kan det sætte mange sjove billeder i gang. Det er også svært at se en film som Manon og kilden for sig på dansk ...
Smagen af ord
77-årige Jean Becker er ikke bange for at arbejde med historieelementer, som hurtigt kan fremstå som for meget, i sin og Jean-Loup Dabadies historie om det overraskende venskab Germain og Margueritte. Becker har mange film bag sig, men et dansk publikum har ikke kunnet se dem i biografen siden hans Élisa fra 1995 med en ung Vanessa Paradis og Gérard Depardieu på rollelisten.
Det kræver en åbenhed over for det sentimentale at tage Beckers nye film til sig, men har man den, bliver man berørt af scenerne mellem Gérard Depardieus godmodige Germain og den nu 96-årige Gisèle Casadesus' samtaler om liv og litteratur. Fra blot at sidde på bænken og holde tal på duerne begynder Germain gradvis at smage på ord og tænke over tekster. Indgangen er Camus' Pesten. Germain tager ordene med sig ud i livet og ranker pludselig ryggen på den lokale bar og i sit parforhold med en markant yngre, sød kæreste.
Mere end Obelix
Det er befriende at se Gérard Depardieu folde sig ud som andet end Obelix, for man har gennem de senere år af hans karriere glemt, at han er en dygtig skuespiller, som ikke behøver bautasten eller trylledrik for at få ens opmærksomhed. Nogle lidt malplacerede tilbageblik til Germains barndom skal forklare, hvordan han fik opfattelsen af ikke at du til noget, og de skal samtidig skildre hans problematiske forhold til hans mor (Claire Maurier). Tilbageblikkene virker unødvendige i helheden, for Depardieu giver egenhændigt fornemmelsen af en såret sjæl under det gemytlige ydre, og man ville hellere have set nogle af hans voksne relationer foldet mere ud. Både blandt vennerne på baren og på hjemmefronten.
Varme og generøsitet
Som det er nu, får man en meget lille fortælling, som stopper noget brat og aldrig kommer bag sin insisteren på, at dannelse og gode bøger kan virke forløsende. Til gengæld oser filmen af varme og generøsitet, og det er let bare at læne sig tilbage og drømme om en sommer i det franske, mens tankerne vandrer mod egne litterære aha-oplevelser i det hyggelige selskab. Over en million franskmænd har set Mine eftermiddage med Margueritte i biografen, og mon ikke der er frankofile, Depardieu-fans, læsegrupper og lunehungrende danskere nok til, at Mine eftermiddage med Margueritte også vil finde sit publikum herhjemme.
Gisèle Casadesus som den skrøbelige, men livskloge park-apostel er i hvert fald et livsbekræftende møde. Trods sine 96 år stråler hun på lærredet og har tilsyneladende stadig energi i sit arbejdsliv. Hun indspillede tre andre spillefilm i 2010 og kan om fjorten dage ses i Gilles Paquet-Brenners bestsellerfilmatisering De kaldte hende Sarah med Kristen Scott Thomas i hovedrollen. Visse skuespillerinder kan åbenbart blive ved med at finde roller trods årenes gang. I hvert fald i Frankrig.
