Læsetid: 2 min.

Skønhedsgys i elverhøjen

Nyopsætningen af Et Folkesagn blev en æstetisk sejr for scenografen Mia Stensgaard. Og en modig kærlighedserklæring fra Nikolaj Hübbe til balletmester Bournonville
14. marts 2011

Tak! Så fik vi vitterlig troldehøjen at se i Et Folkesagn - den psykologiske troldehøj i danskersindet, hvor magtsyge og sex er de bærende drivkræfter.

For Mia Stensgaards scenografi til Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds nyfortolkning af Bournonvilles ballet er blevet et æstetisk sus. En insektverden med hvidstivnede natsværmervinger og dødningeblege kraniefluer sat over for menneskeverdenens Skagenskjoler og muskelstramme bukser.

Troldehøjen selv har undergået et forvridende jordskælv, når lyset pibler ned fra højens hul i vilde stråleformationer af Mikki Kunttu.

Hermed erklærer Hübbe Bournonville sin kærlighed. Hans opsætning er en oprigtig hyldest til Bournonvilles forståelse af den urmenneskelige tvivl - og en modig nutidstolkning af det moderne menneskes frigjorte sexlyst spejlet i mesterens gamle ballet.

Stilmæssigt ligger Bournonville-trinene, hvor de skal, ligesom i Hübbes Napoli - også selv om armene gerne vil opad, og fødderne stryger forbi ørerne. Men mest spændende er faktisk, at selv karakterdansene har fået helt nye medbetydninger. Den vilde troldebrors akavede bryllupsdans bliver således en dybt interessant desperationsdans, når Poul Erik Hesselkildes machoselvbevidste Diderik eller Jean-Lucien Massots handlingslammede Diderik kaster benene i alle retninger, fordi han ikke kan frigøre sig fra sin mor. Og frøken Birthes dans foran spejlet er nu en identitetskonflikt mellem menneskets tillærte elegance og troldedyrets angrebsbevægelser - vildt danset af Kizzy Matiakis og decideret skizofrent tolket af Maria Bernholdt: Troldekvinde eller bare Black Swan?

Musikdramaturgen Ole Nørlyng har fundet velklingende Hartmann-musik til indlagte ekstradanse, og Graham Bond har fået kapellet til at spille med saft og klang.

Fra Romeo til Ove

Men Hübbe og Englund er ingen store koreografer. Særligt en ny solo for Junker Ove virker påfaldende med sine lån fra Crankos Onegin og Neumeiers Romeo og Julie. De nye trin ligger nervøst på tonerne og stritter.

Men pyt. Hübbe og Englunds evne til at personinstruere danserne er evident. Og ensemblet levendegør balletten på dén organiske måde, som måske er Den Kgl. Ballets allerfornemste kvalitet.

Som Hilda og Junker Ove var førsteholdets Susanne Grinder en moderne kvinde over for den nyudnævnte solodanser Marcin Kupinskis drømmende kunstnerhelt. Andetholdets Hilary Guswiler var charmerende i sin nysgerrighed, og Ulrik Birkkjær var så fodrap og forelsket, at hans øjne lyste op til øverste balkon. Med Jette Buchwald som ammen, der holder verden sammen.

Den mest outrerede rolleændring ligger dog i fortolkningen af troldemoderen Muri. I Dronning Margrethes scenografi fra 1991 var hun vikingedronning med guldhorn - og hos Stensgaard er hun bordelmutter med fastboende bille på skaldehovedet. Mogens Boesens Muri var en magtsyg trans, mens Morten Eggerts liderlige Muri løftede endnu højere op i skørtet til det behårede mandeben, så sønnike kunne hjælpe til...

Det er altså ikke for børn alt sammen. Det burde nu nok være for dronninger, men majestæten sad hverken i sin loge fredag aften eller lørdag. Men hun kommer nok. For denne Et Folkesagn kan ingen Bournonville-elsker gå glip af.

Et Folkesagn. Koreografi: Nikolaj Hübbe og Sorella Englund efter August Bournonvilles ballet fra 1854. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe. Musik: Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann. Scenografi: Mia Stensgaard. Lys: Mikki Kunttu. Dramaturgi: Ole Nørlyng. Musikalsk ledelse: Graham Bond. Den Kgl. Ballet på Operaen. 2 timer 45 min. Til 8. april. www.kglballet.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu