Læsetid: 4 min.

Den skrøbelige tro og den sarte skønhed

Debutskiven fra Hymns From Nineveh, alias Jonas Haahr Petersen, sætter gang i tvivlen, troen, uroen og de helt store spørgsmål hos vor opspændte amatørteolog, der i øvrigt agerer musikkritiker i sin sparsomme fritid
Debutskiven fra Hymns From Nineveh, alias Jonas Haahr Petersen, sætter gang i tvivlen, troen, uroen og de helt store spørgsmål hos vor opspændte amatørteolog, der i øvrigt agerer musikkritiker i sin sparsomme fritid
21. marts 2011

Hvornår var det lige, skønhed blev en suspekt størrelse? Ikke for det – den er af natur bedragerisk og desorienterende, sidder man således sammensunket i sin egen ruinagtige fysiognomi i nærheden af et meget smukt menneske, kan man ikke lade være med at tænke på, hvilke fejl og mangler vedkommende bare må besidde, samtidig med at man snapper efter vejret af ærefrygt, ansigt til ansigt med skønhed i ren form. Med »man« mener jeg altså »jeg«, thi der findes dem, som er kolde i røven overfor den slags. Ikke jeg.

Jeg vil gå så langt som at sige, at det kan påvirke mig negativt i den forstand, at det jeg finder smukt skal gøre sig en ekstra anstrengelse for at jeg også finder det interessant.

Der er vel en grund til, at ordet »skønmaleri« er negativt ladet. Men som min fader sagde til mig engang, hvor vi dyrkede en Renoir-udstilling sammen, og jeg kommenterede, at det var nogle ret bredrøvede madammer, denne yndede at portrættere au naturel:

»Skønhedsidealet ændrer sig uafbrudt, min dreng.«

Det har så ikke ændret sig i mit favør endnu, men så trøster jeg mig med Leonard Cohens ord om at »we are ugly, but we have the music...«

Bibelsk referent >

Nuvel. Det fører mig frem til debutalbummet fra enmandsforetagendet Hymns From Nineveh, som er synonymt med en vis Jonas Haahr Petersen.

Nu er der intet mystisk i, at et enmandprojekt tager sig et navn, der kunne lede tankerne hen på et kollektiv; således fx Iron and Wine (= Sam Beam), Bright Eyes (=Conor Oberst), The Streets (=Mike Skinner) og Eels (=E alias Mark Oliver Everett).

Hvorfor man så gør det, ved jeg ikke, men personligt kalder jeg mig Meat Sweats, når jeg trakterer min ukulele.

Men i Petersens tilfælde er det sikkert noget med at byen Ninive (som byen kaldes på vor lokale dialekt) nævnes i Det gamle Testamente som den by, hvortil Jonas (ja, ham med hvalen,) tog hen for at prædike. Vist nok fordi de var ugudelige. Det virkede i hvert fald, og Gud lod nåde gå for ret og destruerede den ikke. Hvad Jonas vist nok blev sur over, åh teologiske spidsfindigheder.

Men vi lever vel alle i en eller anden udgave af Ninive til enhver given tid, og tager sikkert ikke skade af en velment hymne i ny eller næ, eller som i dette tilfælde, ti styk.

En del af en sjælden skare

Og det er meget, meget smukke sange, som Petersen har skrevet. Han er efter sigende stærkt troende, kristen, må man gå ud fra, og slutter sig dermed til en, så vidt jeg ved, ganske lille skare af erklærede sådanne, der opererer inden for dansk populærmusik. Der er et andet enmandsprojekt, som Jannis Noya Makrigiannis står for, kaldet Choir of Young Believers (stilistisk beslægtet med Hymns From Nineveh,) den syngende præst Caspar David, med to fremragende skiver i bæltet samt den obskure, men vildt produktive Thomas Mannsfeldt.

Det er de eneste, jeg sådan lige kan komme i tanke om. Nå ja, Peter A.G. har også noget med Gud, men det har vist mere karakter af personligt mellemværende som i »Hvorfor er Gnags ikke populære mere? Hvad har jeg gjort forkert, Herre?«

Men hvad angår fornyelsen af salmetraditionen, er det altså ikke lige der, man skal søge, thi med undtagelse af Mannsfeldt prises Herren konsekvent på engelsk. Som i øvrigt også på Frelserens tid, nå nej, det var aramæisk, damn. Nu er jeg ingen hardliner-ateist, jeg ved faktisk ikke, hvorvidt jeg overhovedet er en sådan, eller hvad det egentlig betyder. Dertil er tilværelsen og den omgivende verden sgu for sær, og der melder sig utallige ubesvarede spørgsmål, ikke mindst hvis man hopper på videnskabsgalejen, og vil forklare det hele ud fra fysikkens love.

Dét grænser faktisk til det ynkelige og falder tilbage på ophavspersonen, som skrigende mangel på fantasi. Som en ven sagde, »jeg tror ikke på drømme, derfor ved jeg for meget om neurologi.«

»Øh ... a' hvad?« Men derfra og så til at lægge sig ned og overgive sig for én af de utallige fortolkninger af det guddommeliges fremtræden på planeten Jorden, er der stadig et skridt.

Lad mig derfor nøjes med at konstatere, at jeg i min fremskredne alder er mere åben over for det spirituelle end nogen sinde tidligere i løbet af min brogede karriere som menneske.

Jeg har bare ikke lyst til at sætte navn derpå.

Men jeg synes grundlæggende, at de, der påstår, at alt, ja, De hørte rigtigt, er helligt, har fat i den tunge ende. Så goddag, gamle blodbøg i min have. Og god morgen, store smækre granitblok i indkørslen, som det dog kører for alle vi uforklarlige skabninger her i vores afkrog af universet.

Nu vil De sikkert gerne vide, hvad jeg mener om cd'en Hymns From Nineveh? Jo. Den er mægtig fin. Det er som sagt ti meget smukke, lavmælte og intense sange fra en åbenlyst følsom sjæl, åndeløst underproduceret og sagte, næsten tyst fremført af et hav af dygtige musikere, hvor henover Petersen synger så hjerteskærende tilbageholdt, at man næsten får stress deraf.

Det tangerer så ind imellem også det blodfattige og det karakterløse, hvad den åbenlyst spirituelle kunst af en eller anden årsag ofte gør, men altså, den skrøbelige tro besynges med en egenartet og voldsom sart skønhed, som enten vil tænde lytteren af eller sætte hende i brand.

Talentet er jættestort, her er masser at komme efter for såvel amatørteologer som helt almindeligt ugudelige på jagt efter en klanglig helle i støjen fra det senmodernistiske ræs. Ugh. Jeg har talt.

Hymns From Nineveh (Good Tape Records/Playground Music) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gorm Petersen

Folk der kan producere sådan noget - og de der gider høre det har een ting til fælles.

De har glemt at tage deres lykkepiller.