Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Skrotpladser og skøre opfindere

Som fortæller er Jan Lööf et i ægte forstand originalt individ, der samler på originale skæbner og fortællinger
Som fortæller er Jan Lööf et i ægte forstand originalt individ, der samler på originale skæbner og fortællinger
Kultur
1. april 2011

Svenske Jan Lööf er med sin milde retrostreg og mildt sagt snurrige historier fulde af mekanik fra en anden tid elsket for sine talrige børnebøger, og blandt kendere også for sine dybt originale tegneserier. Der er ikke mange af dem – et enkelt album med den satiriske serie Ville og fem års avisstriber med Felix – men holdbarheden demonstreres til fulde med den smukke nyudgivelse af det samlede værk.

I Felix på Store Abeø, den første historie fra 1967, minder Jan Lööfs stil ved første øjekast om Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, men snart opdager man, at serien i mindst lige så høj grad visuelt med sin både naive og udtryksfulde streg er i gæld til de gamle Fantomet-tegneserier, som de blev tegnet af Ray Moore og Wilson McCoy, såvel som den sam-tidige fransk-belgiske serie Tintin. Ikke mindst påvirkningen fra Hergés historier om den vakse drengereporter, der roder sig ud i farlige situationer overalt, er tyde-lig igennem hele seriens levetid.

Men bagved lurer også 1960’ernes amerikanske underground, som man mere end nogen sinde lægger mærke til efter at have bladret i den nye udgivelse, der bl.a. også gengiver et af Lööfs samarbejder med selveste Robert Crumb.

Originalt individ

Felix-historierne kommer vidt omkring. Her er på den ene side plads til et hav af klassiske referencer. Fra King Kong, der går amok i Stockholm, til en regulær forbryderskole a la Charles Dickens.

Og på den anden side kulminerer det hele med en socialistisk revolution på den caribiske ø San Fernando under ledelse af forbryderskolens sprængstofekspert Herman. Han ligner Fidel Castro på en prik, og så kan det jo ikke undre, at han både bliver en hyldet revolutionshelt og ender med at overtage historien.

Som så mange andre af periodens kunstnere lå også Jan Lööfs sympatier til venstre for midten. Politisk prædikende bliver serien dog aldrig, og socialismen fremstår oftere som en solidaritet med den lille mand og den skæve eksistens, der går fint i tråd med, at hele Lööfs værk – fra Felix og frem til de seneste børnebøger – er fyldt til randen med gamle laboratorier, skrotpladser og skøre opfindere.

Med andre ord steder og individer, der ikke passer ind i et moderne, effektivt samfund. Som fortæller er Jan Lööf et i ægte forstand originalt individ, der samler på originale skæbner og fortællinger og generøst giver dem videre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her