Læsetid: 5 min.

Og snilde kvinder hvor har de magt

Med sin nyeste spændingsroman bekræfter Birgitte Jørkov, at hun har skabt en ny dansk genre: Helsingør-middelalder-femikrimien
18. marts 2011

Djævelsk god er den. Som en bog jo helst skal være når den bærer titlen Dødssynder og foregår i middelalderen. Men Birgitte Jørkovs seneste værk er ikke enestående. Eller er det i hvert fald på en temmelig enestående vis: Det er det fjerde i Jørkovs række af 14oo-tals dramaer, der tilsammen skaber en ny dansk genre: Helsingør-middelalder-femikrimien.

Den første er fra 2001 og bærer titlen Vor Frues sorte søndag. Handlingen foregår i det Herrens år 1450, hvor Danmark stadig er katolsk. Hvad Danmark faktisk har været i længere tid, end det har været protestantisk uanset hvad Søren Krarup & Jesper Langballe går og præker om ægte danskhed. I midten af handlingen står den snilde enke Elne Jeps, der har overtaget mandens købmandsgård ved stranden i Helsingør. Ung er Elne Jeps ikke længere, men stadig fast i formerne. Hendes skikkelse minder munkebygmester Johan om de spændstige buer, han opfører i Vor Frue Kloster. De to drages mod hinanden. Andre giver efter for mere voldelige drifter, og det ender med mord og klosterbrand.

Næste bind, Når himlen falder ned ( 2003), hopper to år frem til 1452. Også her er ilden løs. Svenskerne trænger ind i det danske Skåne og sætter Helsingborg i brand. Kort efter brænder Elne Jeps købmandsgård og tager to nabogårde med. En ung, nygift købmandskone bliver voldtaget og myrdet efter byens midsommerfest. Konen har kissemisset med Elne Jeps søn Morten, og ham rettes der anklager imod. Da Elne Jeps søger at trænge til bunds i sammenhængene, bliver hun selv offer for et overfald. Men Elne Jeps lader sig ikke slå ud.

Tredje bind i serien er fra 2006 og har titlen Vesten for Øret. Handlingen er rykket frem til 1473, hvor den gigtplagede Elne Jeps må støtte sig til sin datterdatter Elle. Til Helsingør hjemvender en kongelig skibsekspedition udsendt til de vildsomme egne vest for Grønland for at finde en søvej til Indien. Ekspeditionens overlevende gemmer på hemmeligheder, som måske er årsagen til drabelig død. Elnes gamle flamme, munkebygmester Johan, hjemvender fra mange års bodsvandring og hjælper hende med at udspege trådene. Og nu i seriens foreløbigt sidste bind, med titlen Dødssynder, lader Jørkov handlingen hoppe frem til 1486. Elne Jeps er død, men mindet om hende eftergløder hos datterdatteren Elle og Elles datter Eline. Elle driver en ølbod, Eline er tjenestepige hos genboen. Munkebygmester Johan er i live, men gammel og gebrækkelig; han giver undervisningstimer til Eline. I klosteret, som er under færdiggørelse efter branden i 1450, falder et lig ned, da håndværkere flytter et stillads. Ny mordgåde, nye uskyldige under mistanke.

Mennesker klemmes

Birgitte Jørkovs drabsintriger fungerer, som de skal: De skaber spænding, der driver handlingen frem.

Men det er ikke gætte-spænding: Hvem er dog den skyldige?

Det, der optager Jørkov, og som hun river sin læser med i, er sindelaget bag forbrydelsen, hos gerningsmanden og hos offeret. Hvornår bliver mennesker så klemte, at de forsynder sig mod ordenen?

Til det formål er middelalderen en fortræffelig handlingsramme. For der er jo ordener i alting. Byfogden påser nidkært brud på byens gadeorden. Og byens erhvervsliv er organiseret i laug med stive regler for, hvem der må handle med hvem og hvad. Kønsligheden har kirken sat stramme regler for, som de fleste jævnligt, lidenskabeligt og brødebetynget sætter sig ud over. Munkene beder uafladeligt hvad der ikke holder dem fra skumle gøremål.

Den egentlige hovedperson i Jørkovs romaner er Helsingør. Sådan som handelsbyen ludede ved Sundets port for 550 år siden: Ruskende vinde, trange stuer, gyder, skarn og stank; folk stuvet sammen med sladderen som eneste ufordømte adspredelse. Jørkov genkalder det hele. Med skarpe skildringer af landskaber og gadebilleder. Man kan kan vandre i hendes bøger: Fra Karmeliter-klosteret ned til Skt. Olai Kirke og over til Rådhuset. Bygningerne ligger der jo endnu efter alle disse århundreder. Knib øjnene sammen og du ser Jørkovs personer ile forbi, med dragten trukket op over knæene, så den ikke besudles af gadens pløre.

Toldens fristelser

Som den vidende historiker Jørkov er, får hun Helsingør sat ind i et samtidshistorisk perspektiv: Sundtolden, opkrævet ved Helsingør, var fra 1429 en guldgrube for de danske konger, men også en frygtelig fristelse for lensmanden, der stod for opkrævningen, og for hans embedsmænd. Plus at de søfarende nationer kastede sig ud i vilde manøvrer for at opnå, at tolden kun betaltes af konkurrenterne.

Sit Helsingør lader Jørkov myldre af mennesker, hvoraf kun få er helte eller skurke, og langt de fleste er noget gråmeleret midtimellem. De snyder helst lidt alle sammen i forhold til de mange tyngende forskrifter. Men et eller andet sted har de også en samvittighed, der kan pirkes til.

Jørkovs mesterlige greb er, at hun får menneskeliv til at spejle sig forstørret i middelalderens fjerne spejl. Ved at lade sin handling forløbe over 26 år får Jørkov også sagt noget uafviseligt om den skrøbelighed, der er et tidløst vilkår.

Modig aflivning

Det er mangfoldigt modigt af Jørkov, at hun tør slå sin heltinde Elne Jeps ihjel, inden fjerde bind starter. Det er ærligt. Sådan ender det jo. Men dermed mister Jørkov den skikkelse, hun så dragende har bygget op, Jørkovs direkte linje til læseren.

Men Jørkov er modigere endnu. Hun overfører ikke Elne Jeps egenskaber til den nye centrale skikkelse, datterdatteren Elle. Jørkov viser os en Elle, der er gumpetungere end mormoderen. Elle har måttet sælge købmandsgården og sætte pengene i en ølbod. Jørkov viser os en Elle, der er sig sine begrænsninger smerteligt bevidst. Der er mere krudt i Elles datter Eline, men om det bare er teenagerens obsternasighed, forbliver uafklaret.

Jørkov lader sine kvinder stå centralt i fortællingen. Det gør den til anderledes middelalderhistorie, for hyppigst fremstilles middelalderkvinderne jo i tjenende roller. Ja, bortset fra nordisk middelalders fremmeste kvindeskikkelse: Margrete den Første: Hun satte sig på alle rigerne og lod sig kun kue af dødelig pest ved Flensborg Fjord.

Var det en idé for Jørkov at skrive en middelalderkrimi med Dronning Margrete den Første i detektivrollen? Dronningen kom jo jævnligt igennem Helsingør, når hun besejlede sine riger.

Dødsynder

•Birgitte Jørkov
•Forlaget Hovedland
•272 sider
•229 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu