Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den allerfineste sangskriver

Paul Simon leverer med sit seneste udspil et af karrierens melodisk smukkeste og mest neddæmpede værker, hvor den tidligere The Band-sangskriver Robbie Robertson swinger på den ondeste facon på sit fornemme album det første fra den kant i 13 år
Paul Simon er aktuel med 10 sange af den slags, de fleste andre sangskrivere ville give en nyre for at stå bag, mener denne anmelder.

Paul Simon er aktuel med 10 sange af den slags, de fleste andre sangskrivere ville give en nyre for at stå bag, mener denne anmelder.

Lucas Jackson

Kultur
11. april 2011

Åh ja, de 60'ere, de 60'ere. Det er godt nok et årti, der deler vandene.

Sjovt er det således at følge tv-serien Mad Men, hvor hele den forkætrede modkultur kun spiller den allermest perifere rolle. I forhold til den måde, hvorpå årtiet generelt fremstilles som en lang demonstration mod Vietnamkrigen, hvor alle er på syre og dyrker sex i flæng.

Men som Bertel Haarder engang sagde: »Ich bin auch ein 68'er!«

Noget, det derimod kan være svært at blive sådan rygende uenige om, er hvorvidt musikken fra dengang holder eller ej. For det gør excessivt meget af det faktisk; fraset all the usual suspects (Beatles, Stones, Aretha, Dylan, Otis, Hendrix, Doors, Supremes, Love, Who etc.) vrimler det med pragtfulde psykedeliske kuriøsiteter, svedig soul, forstyrret garagerock, bedårende pigegrupper, heftig surf og meget, meget andet.

Men blev man tvunget til at lave en cd med en 20-30 emblematiske sange fra årtiet, kommer man ikke uden om Simon & Garfunkel (enten »Mrs. Robinson« eller »The Sounds Of Silence« eller et helt tredje bud fra Paul Simons poetiske mættede sangkatalog). Også The Band (»The Weight« eller »The Night They Drove Old Dixie Down« eller igen noget helt tredje der er nok at tage af blandt Robbie Robertsons underskønne og bundsolide kompositioner) ville være selvskrevne til sådan et flashback ned ad sindets forvitrede vildveje.

Nuvel, mange af den tids trendsetters er stadig på banen, knap så trendy måske, med vigende hårgrænse og åreknuder og antydning af en begyndende hængebug, men derfor kan de sandt for dyden godt stadig lave god musik.

Som den nu snart 70-årige Paul Simon, der har skrevet nogen af alle tiders smukke og mest mindeværdige melodier samt med albummet Graceland i 1986 satte en ny standard for hvorledes elementer af afrikansk musik kunne integreres i vestlig pop til gensidig glæde og fordel, fjernt fra røvsuttende verdensmusikfetichister, der meget hellere ville være født i en anden kulturkreds med en anden hudfarve og hele molevitten, de såkaldt velmenende kulturimperialister.

Nå, han er ikke verdens mest produktive herre, det er kun blevet til en 10-11 albums siden bruddet med partneren Art Garfunkel i 1970, hvoraf det seneste hedder So Beautiful Or So What, så lad mig ile med at viderebringe den gode nyhed; det er hamrende fedt. Simon har genopdaget det rygradsrislende melodiske, og det har givet sig udslag i ti sange af den slags, de fleste andre sangskrivere ville have givet deres ene nyre for at have stået fadder til. Men som sædvanlig med en ofte ret usædvanlig rytmik, der skiller hans lyd ud fra hoben. Og så er der både bid og poesi i de usædvanligt vellykkede tekster, der naturligvis kredser om vor dødelighed, den materielle verdens krav og præmisser samt det eviggyldige spørgsmål, 'hvem er jeg'.

Paul Simon er én af de ganske få sangskrivere, hvis tekster kan stå helt på egne ben, og som uden om musikken giver både mening og indsigt. Men han er først og sidst sangskriver og, som det tager sig ud her, en af de allerfineste af slagsen. Jeg må indrømme, at jeg føler både glæde og taknemmelighed over værket her hans klart bedste siden ovennævnte Graceland. Kæft, hvor det holder.

En afdæmpet sanger

Sammenlignet med 68-årige Robbie Robertson har Paul Simon dog nærmest sprøjtet album ud på markedet, thi førstnævnte foretrækker grundlæggende at operere i kulisserne, ikke mindst i samarbejde med vennen og filminstruktøren Martin Scorsese, for hvem Robertson har fungeret som musical supervisor en efterhånden syv-otte gange. Hans forbandelse som solist har måske også været, at selv om han skrev stort set alle sangene til det sagnomspundne The Band i dets storhedstid i årene 1968-1977 blev de afsunget af tre andre medlemmer, alle distinkte stilister: Levon Helm, Richards Manuel og Rick Danko.

Ikke for det, Robertson er en fin og afdæmpet sanger, på grænsen til det talte, som det især kom til udfoldelse på hans første to, yderst vellykkede soloudgivelser, Robbie Robertson (1987) og Storyville (1991).

Nu har Robertsons oprindelige orkester også rigtig, rigtig meget på samvittigheden, da det på det nærmeste stod fadder til såvel hele tanken om en særegen amerikansk roots-musik som de genrer, der i dag omtales americana subsidiært alternativ country, men det lader han sig nu ikke slå ud af, ingen præstationsangst her.

Hans seneste udgivelse, How To Become Clairvoyant, den første fra den kant i tretten år, er både støvet og stemningsmættet. Unge som gamle kendisser står i kø for at medvirke, og af en canadier af jødisk-indiansk afstamning at være skriver han stadig noget af det mest amerikanske musik, der findes. Udover den atmosfærefyldte produktion er det først og fremmest det seje, seje groove, der slår lytteren.

Der er noget herligt sumprockagtigt over projektet, der gør det svært at sidde stille til, for det swinger simpelthen på den ondeste facon. Trommeslager Ian Thomas og bassist Pino Palladino er tilsammen så tighte som røvhullerne på en flok kloakarbejdere i frostvejr.

Dernæst slår det lytteren hvor høj en standard, den gamle dreng stadig holder på sangskrivningsfronten, selv om han generelt rocker mere, end han går efter det melodisk forførende. Men der bliver også plads til et par intense ballader, der oser af forladthed, så kom ikke her. Alt i alt en fornem tour de force, der nok skal blive hos os sommeren over. Mærkeligt, at albummet skulle være på vej ud, når der leveres så smukke eksempler på, hvordan det vortesvin skal barberes, som de to midaldrende gentlemen gør her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thorsten Lind

Klaus Lynggaard, musikanmeldernes svar på Raymond Chandler, gør sit til at lokke den musikafhængege læser i fordærv igen og igen.
Det er mange år siden, at jeg har ofret de to herrer
Robbie Robertson og Paul Simon nogen opmærksomhed, men jeg finder det altid livsbekræftende, når nogen af de gamle røvere sparker røv. Såeh....det checker vi lige ud.

Apropos gamle røvere, så vil jeg benytte lejligheden
til at reklamere for den 62-årige Charles Bradley´s
debutalbum!! : "No time for dreaming". Backet op af
Menahan Streetband leverer han et svedryppende
mesterværk, direkte fra New York incl. sirener.
Årets soulplade leveret med fuldfed "Stax-lyd"!!
Mvh.Th

Thorsten Lind

...musikafhængige