Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det amerikanske alternativs forfald og fortsættelse

Det skulle ske. Og det er sket. Den amerikanske alternative rock er begyndt at vakle. Men det er nu en til tider ret så underskøn vaklen
Kultur
19. april 2011

For nogle dage siden blev jeg sendt tilbage i tiden. Solen skinnede lavt og varmt, en ram grilllugt invaderede mine næsebor, og så stod jeg pludselig af en eller anden grund på Roskilde Festivalen 1989. Jeg skulle vist pisse, men var først og fremmest rundtosset af øl for tidligt og for meget og af Pixies' helt rettidige eftermiddagskoncert på Orange Scene.

To beruselser flød sammen og blev på én eller anden lig med hinanden her næsten 22 år senere, hvor jeg fik lov at genopleve den mystiske fornemmelse af at leve i en musikalsk revolution, der for mig blev regeret af Boston-kvartetten, og som i nogle år frem var altafgørende i min musikalske sfære (når jeg altså ikke lige stenede og/eller hashede ud til Talk Talks »Spirit of Eden«).

Det skete så meget passende, imens jeg lyttede til to af de store dyr i den seneste amerikanske rockmusikalske åbenbaring, inden for det man måske ikke længere kan kalde undergrunden eller alternativet til men måske snarere parallellen til mainstream: Dén indie-fauna som har vokset sig enorm, og som alle mainstream-magasiner med almindelig respekt for god rockmusik har måttet besøge i de seneste år. Dén indie-boble, som bestyres mediemæssigt af musik-sitet Pitchfork, sekundært Stereogum, Gorilla Vs. Bear samt en række bloggere.

Dét indie-rige, hvor kongerne hedder Animal Collective, Ariel Pink, Grizzly Bear, Crystal Castles (fra Canada), TV On The Radio, Sufjan Stevens.

Dét indie-reservat som i stadig stigende grad knager under vægten af sin egen hype, der skaber sig som et feedback-hyl på speed, og efterhånden synes at være ramt af den uomgængelige ophobning af eftersnakkende affaldsprodukter, som enhver musikalsk bølge før eller siden skal ebbe ud i. Everything that rises must converge, som vores egne Sort Sol kaldte en plade for længe længe siden.

Her og nu er to af kongerne ude med nye album: TV On The Radio, der denne gang udkommer på et, oh rædsel, multinationalt selskab, og dermed beskriver en forældet, men tidligere ret så typisk immigration fra et uafhængigt pladeselskabs credibility(det der engang definerede begrebet indie) til corporatestjernebygning (det der engang næsten eksklusivt var en multinational service). Samt fra Panda Bear, der også er medlem af det i mine ører absolut vigtigste navn fra amerikansk alternativ musik i 00'erne, Animal Collective.

Bedst i up tempo

Noah Lennox alias Panda Bear skabte det smukke soloalbum »Person Pitch« tilbage i 2007, hvilket satte nye standarder for den digitalt farvestrålende Animal Collective-psychedelia og formåede at forlene fabulerende dybder og gerne langstrakte repeterende eksperimenter med forførende glitrende klanglighed og en umiddelbar vokalharmonisk varme i nærheden af Beach Boys.

Og det formår han også her på sit fjerde album Tomboy, men samtidig også at filetere langt mere klare sange fri af den ektoplasma, der flyder fra hans åndelige seancer ikke kun med 60'ernes psychedelia, men også med 80'er/90'ernes spacerock ikke mindst fra Spacemen 3, hvis Pete 'Sonic Boom' Kember meget passende har været med til at mixe hele herligheden.

Jeg kan bedste lide Tomboy, når den er lidt oppe i tempo og/eller melodisk mere varieret, som på mesterligheder som på titelnummeret, »Slow Motion« og »Afterburner« (der endda tilføjes et subtilt house-beat). Men samtidig så er der over Tomboysvildt tårnende vokale mangedoblinger i stereolyksalige reverb-rum en enorm, særegen skønhed.

Og jeg kan næsten få grill-lugt og øldunst og Roskilde '89 i næseborene, når jeg hører Tomboy.Ikke et lsd- men et mp3-induceret flashback. For Panda Bear rækker fortsat ud i stratosfæren for at finde nye farver hinsides den vedtagne regnbue. Bevares, jeg kan blive træt af hans efterhånden helt igennem forudsigelige ekko-multi-vokal, men det svarer til at brokke sig over, at kødet i hamburgeren er traditionelt grillet, i stedet for at forholde sig til kødets beskaffenhed.

Panda Bear brugt de fire mellemliggende år og sin pause fra Animal Collectivepå at udvide betydninger og muligheder i det efterhånden ikke så nye, sære USA der som bekendt kun kan forblive sært, hvis det bevarer sin opdagelyst intakt.

Aftagende flamboyance

Det virker ikke, som om TV On The Radio har dén intakt. Tværtimod foregår deres nye, femte album mere i sofistikeringens tegn. Hvilket jo heller ikke er at foragte. Nine Types of Lighter i hvert fald en mere klart defineret rockplader, hvor fordums innovation nu agerer aktuel konsolidering.

Den produktionelle flamboyance er i aftagende, selv om producer og bandmedlem Dave Sitek ynder at trække strengeinstrumenter helt rundt om ørerne på lytteren, så det lyder, som om man sidder på knæ midt i bandet.

Der er beats og rutchende klange og mandekor i den mere cool afdeling, Bee Gees-falset på den fremragende åbner »Second Song« og trommeprogrammeringer og tilbagevendende dance-feeling, som Sitek også udforskede i soloprojektet Maximum Balloon. Men når den klanglige forførelse i det stærkt komprimerede univers, hvor alt dunker og klikker og brister ved top lydstyrke, ganske hurtigt har mistet sin kraft, ja, så står vi tilbage med sangene. Og de ikke er altid decideret imponerende.

Skampulet krukkeri

Mest fordi det virker som om, de prøver for hårdt. Som om de kender deres virkemidler alt for godt, keder sig med dem, men ikke kan komme på nogle nye. Og så skampuler dem, de har. Falsetkor og -omkvæd, kinetiske electro-rockkonstruktioner, labyrintiske guitarfigurer, der begynder at nærme sig Robert Fripps eller Nile Rodgers' sofistikeringer, uden at finde samme hallucinerende effekt eller berusende groove.

TV On The Radio nærmer sig i værste tilfælde det sterile krukkeri og bliver ganske enkelt enerverende, når de ikke rigtig har noget ordentligt sangskelet at hænge alle deres arrangement-mæssige muskler på. Og så lander de tungt oven på lytteren (mens Panda Bears ekkodyner løfter en op op op).

Undervejs når de også at fyre et par perler af. Men det er bare en generelt for parfumeret oplevelse at lytte til TV On The Radios digitale discorock.

»What's the matter with your next door neighbor?/ I heard he had sex, drugs and danger«, lyder det på »Repetition«. Og det er selvfølgelig passende at gøre grin med en tidligere generations oprørsidealer, når man nu befinder sig i en efterfølgende aldersgruppes tydeligvis anderledes tænkende segment.

Problemet er bare, at det kommer fra en allerede delvist etableret position. Og Nine Types of Light markerer i de sørgeligste passager det amerikanske alternativs forfald. En finale i de manerer, som enhver ny bølge gør oprør imod, men som den uvægerligt forvilder sig ud i. Før eller siden. Eller nu.

 

Panda Bear: Tomboy (Paw Tracks/download)

TV On The Radio: Nine Types of Light (Interscope/Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her