Læsetid: 4 min.

Anmeldelse: Endnu et nonchalant mesterværk fra Helle Helle

Meget er ved det gamle, og enkelte ting er nye i Helle Helles 'Dette burde skrives i nutid'. Den når rundt om forfatterspirer, ungdommeligt kæresteri, egen bolig og er selvfølgelig fremragende
15. april 2011

På en måde roder tingene i Helle Helles nye roman Dette burde skrives i nutid. Der er et spinkelt skelet af en udviklingshistorie, men ellers opløser bogen sig i nogle ret løsrevne tråde. Personer dukker op og forsvinder igen, alting virker bevidst uafklaret. Det er, som om romanen først slutter helt opløftet for så at tone ud med et skærende, skævt anslag.

Hvorfor har vores fortæller, den meget unge Dorte Hansen, forfatterspire, et så anspændt forhold til sine forældre? Det er ikke til at sige. Hvordan kan det være, at hun er en af forfatterskabets tristere skikkelser, samtidig med at hun, jævnligt og helt uironisk, sidder og griner sammen med andre? Det sidste er en meget atypisk opførsel i en Helle Helle-roman.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claes Johansen

Iagttagelserne her er interessante, men metoden er nu ret velkendt f.eks. hos Klaus Rifbjerg, der næppe vil benægte at den er stærkt inspireret af Ernest Hemingway. Det handler som nævnt dels om at skabe uventede sammenstillinger, dels om at afspejle hektiske situationer gennem et næsten stakåndet sprog, navnlig hvis personen (eller personerne) det handler om er lidt ude at skide.

Helle Helle bruger den mere ekstremt end de fleste - og i øvrigt rigtig flot. Hun har en stærk intuitiv forståelse for kommaets formidable betydning som kreativt redskab, så hvorfor hun i øvrigt insisterer på f.eks. at sætte disse stærktvirkende små streger på rytmisk og meningsmæssigt irrelevante steder - som foran ordet “at” - virker lidt mystisk. Men det har måske noget med netstrømper og stilethæle at gøre. Hvem ved. Ikke jeg. Der er jeg stået af, hvor andre måske er gået af.

I det hele taget er det vigtigt at få opblødet kommateringsreglerne, der er en sørgerlig spændetrøje i al deres unødvendige germanske pedanteri. Her er et eksempel fra samme artikel:

“Hos Helle Helle er kommaerne ofte bratte overgange, hvor det, der ellers ville være adskilt af adskillige sætninger, er bragt helt tæt sammen, så det står og dirrer.”

Et fuldstændig korrekt budskab, men hvorfor skal det skamferes med tre komplet overflødige små streger der kun virker som irriterende rytmiske brud.

Er det måde at behandle sit sprog på?

Claes Johansen, korrekt kommatering gør en tekst læselig. Jeg er så træt af denne nedgøring af et vigtigt værktøj i opbygningen af sproget på smuk, arkitektonisk vis. Det var en digression, Helle bruger sine anderledes i litteraturens tjeneste. Og det er en formidabel bog. Alt for hurtigt læst; men så kan man jo starte forfra.

Claes Johansen

Kære Peter Hansen.

Jeg ved ikke hvordan mit indlæg om kommatering er havnet her på siden, hvor det ikke hører til. Jeg har skrevet til redaktøren og bedt ham om at slette det, men han holder åbenbart weekend.

Nåh, det var ellers et interessant indlæg, selvom jeg er uenig. Jeg har tænkt lidt over det - og problemet, tror jeg, er, at vi lærer nogle huskeregler, men ikke den gode, saglige begrundelse, for kommaerne. Når vi har reglen om komma foran 'at plus navneord', er det jo, fordi der er tale om en særlig form for bisætning, og det samme gælder 'som' og 'der'. Reglerne er lettere end at finde den nøjagtige, saglige begrundelse hver gang - altså, om der er tale om en hensigt-, en genstands- eller følgebisætning.

Claes Johansen

Tak. Men ellers er jeg dybt uenig. Der er ingen "god, saglig begrundelse" for det grammatiske komma og ingen logik i at der absolut skal stå et komma foran en bisætning (hvorfor netop den regel i øvrigt nu er taget ud af det grammatiske kommateringssystem).

Jeg skriver begge systemer uden problemer, har undervist i dem som folkeskolelærer og i øvrigt udgivet tredive bøger hvoraf nogle, af forlagene, er krævet udført med grammatisk kommatering (børnebøger). Dertil omtrent lige så mange oversættelser. Personligt og professionelt ser jeg INGEN fordele ved det grammatiske system, undtagen måske ved udarbejdelsen af juridiske domumenter. Men det er retsskrivning, ikke retskrivning.

Problemet med det grammatiske komma er at det et rent spild af små sorte streger der for størstedelens vedkommende ikke har noget at gøre i teksten, mens de udelades på andre steder hvor de burde stå. Det er et mekanisk nonsens-system som kun de færreste kan hitte ud af, dels fordi de ikke har den krævede genetiske make-up fra fødslen, dels fordi de har en naturlig indre stemme der fortæller dem at det her er helt ude i skoven og ikke værd at spilde tid på. Det er fuldstændig vanvittigt at det danske sprog skal lide under et germansk åg af denne art, når tyskerne faktisk blev smidt ud af landet i 1945 og man tre år senere opstillede et super logisk pauseprincip der tager ti minutter at lære, og som alverden bruger uden de ringeste problemer, undtagen lige danskere, tyskere og hollændere.

I øvrigt ligger dikussionen herovre, hvor den i hvert fald er lidt mere relevant: http://www.information.dk/265480. Men jeg håber at Helle Helle læser med, for hendes bøger hun faktisk være endnu mere sprælske og originale end de allerede er.

Claes Johansen

Måske bør jeg tilføje at det pausesystem jeg taler om er systemet fra 1948, ikke diverse tåbelige senere forsøg på at lægge grammatiske principper ned over noget der pr. definition netop IKKE er grammatisk betinget. Det brugte Dansk Sprognævn meget år og mange penge på at udvikle, hvorefter de indrømmede at det var noget hundelort. I mellemtiden havde de fået fjernet det oprindelige pausekommateringssystem fra retskrivningsordningen, så det nu ikke længere kan indlæres i skolerne. Det er en ren molbohistorie og en skændsel af dimensioner. Dansk er et smukt og dejligt sprog, det er mit arbejdsredskab i det daglige, og jeg er dybt forarget over at se det fortsat spærret inde på denne måde.

Det er meget interessant, for jeg finder det hæmmende og meget besværligt at læse en tekst, der ikke benytter det gode, grammatiske komma.

Claes Johansen

Kære Peter.

Du er blevet indpodet et dårligt system og nu kan du ikke leve uden det.

I øvrigt skal der ikke stå komma mellem "gode" og "grammatiske" ifølge de grammatiske kommateringsregler du selv hylder, da der ikke er tale om "sideordnede adjektiver"."

Et par relevante links her:

http://politiken.dk/kultur/ECE961008/kommaopfinder-dropper-kommaerne/

http://www.ezz.dk/639657-pausekomma-vender-tilbage

Dansk sprognævn droppede deres efter eget udsagn håbløse "enhedskomma" i 2004 og skruede danmarkshistorien tilbage til før 1948 ved kun at tillade grammatisk komma. To år senere ville de genindføre pausekommaet af pædagogiske hensyn. Men det skete aldrig.

Du må forklare mig, hvorfor du finder systemet dårligt. For mig er det en ultimativ, men ganske pragmatisk måde at organisere en tekst på. Jeg kan ikke se, hvad der skulle være dårligt ved det, medmindre man lægger alt for meget i sine kommaer, hvad der virkelig ikke er nogen grund til. Det forekommer mig meget ideologisk konstant at bagtale regler, der faktisk øger en teksts forståelig, ved at påstå det modsatte; det bliver det dog ikke mere rigtigt af.
Desuden er der da i den grad tale om sideordnede adjektiver, da gode og grammatiske

Helle-kommaet's grammatiske indhold er ikke nyt.
Explicit indholds-forbinding af to helsætninger sker traeditionelt med semikolon, sidder lige her på ethvert tastatur :

; ; ; ; ; ; ; ; ; ;

Men ingen har trykket på det i de sidste 20 år. Det blev udkonkurreret af (formentligt arbejderkulturelt rundede) læse-let-hensyn, primært af frit kommaregleri.
Eventuelle meningspræciserings-problemer deraf kunne løses. Via 'Ekstrabladspunktummer'. Midt i sætninger.

Claes Johansen

Helle-Helle er et eksempel på hvor vigtigt det er at tegnsætningen frigøres og bruges kreativt. Der hvor hun bruger fænomenet mest originalt, er når hun nøjes med at sætte et komma mellem to udsagn man ellers ikke ville forbinde så direkte med hinanden - dvs. på steder hvor man normalt ville sætte et punktum eller et semikolon.

Dermed signalerer hun på en ironisk måde at de to udsagn er tættere forbundet end man ellers ville tro, jf. eksemplet i teksten ovenfor: "De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere."

Det er det man på engelsk ville kalde en "unexpected juxtaposition", et fænomen som i 1990'er blev udnyttet med stor effekt i BBC comedy shows som "Smack the Pony" og navnlig "Big Train": http://www.youtube.com/watch?v=f6WUMTYxeo0&playnext=1&list=PL2D62E7003B9...

Ang. semikolen, så er det et fantastisk tegn. Det er nemlig ikke bare en mellemting mellem et punktum og et komma, men kan ofte bruges lige præcis sådan som navnet angiver.

Maj-Britt Kent Hansen

Claes og jeg vendte forleden tegnsætning andetsteds - herunder komma.

Jeg trives nu også udmærket med det grammatiske komma, men går samtidig ind for brug af andre tegn såsom tankestreger, udråbstegn, kolon og semikolon. Det gør en tekst levende. Men selvfølgelig: Alt med måde. Det skal ikke støje.

Læs nogle italienske tekster og bemærk, hvordan kolon og semikolon bruges flittigt her. Det kan ikke direkte overføres til dansk, men det kan inspirere.

Bortset fra det så benyttedes udtrykket "nyt komma" snarere end "enhedskomma" under Kommakrigen.

Hvad kaldes det komma, der nu anbefales? Altså hybriden. Det uden startkomma.

Claes Johansen

Jeg kan sagtens forstå at folk som primært bruger deres skriftsprog til rent praktiske, måske ligefrem tekniske formål, og som har lært det grammatiske system og trives med det, ikke gider sætte sig ned og bruge tid på at lære noget helt nyt. Men hvis man bruger sproget kreativt, som forfattere selvfølgelig gør, eller hvis man underviser landets ungdom i dansk som skriftsprog, ja så er det sgu på tide at komme videre end begyndelsen af forrige århundrede.

Jeg tror at det her primært er blevet hængende fordi nogle skolelærere ikke gad følge med tiden. Fejlen var at man med reformen i 1948 stadig tillod det grammatiske komma. Det var ment som en venlighed i en overgansperiode, men som Galberg Jacobsen fra Dansk Sprognævn siger i interviewet jeg gav et link til ovenfor, var det sandsynligvis en fejl at man ikke bare skar igennem og tvangsinførte pausekommaet en gang for alle.

Der kan selvfølgelig også ligge noget dybere i det. Måske er danskerne i virkeligheden bare mere tyske end de selv generelt vil vedkende sig, for det stikker jo lidt i øjnene at hverken nordmænd, svenskere eller islændinge har bebeholdt det gamle system (og finnerne bruger det i øvrigt heller ikke), men bare har sparket det ud ad bagdøren uden nævneværdig diskussion.

Galberg Jacobsen foreslår: "Måske har danskerne bare det kommasystem de fortjener." Det er hårde ord når man tænker på at der er tale om et rent mekanisk system uden bare den allerringeste grad af indbygget frihed meningsmæssigt, karaktermæssigt, rytmisk eller personlighedssignalerende.

Lad os håbe at det trods alt ikke er helt så slemt.

Claes Johansen

Her er i øvrigt molbohistorien i en version fra Wiki. Lad os give den titlen "Da barnet røg ud med badevandet".

Alle officielle retskrivningsvejledninger til og med den i 1. udgave af Retskrivningsordbogen indeholdt regler for 2 kommasystemer som man frit kunne vælge mellem: grammatisk komma og pausekomma.

I 2. udgave af Retskrivningsordbogen i 1996 skete der så nogle grundliggende ændringer: Pausekommaet blev fjernet som et officielt dansk kommasystem. Det hidtidige grammatiske komma blev omdøbt til det traditionelle komma, og et nyt grammatisk kommasytem kaldet det ny komma blev indført. Disse 2 grammatiske kommasystemer var meget ens. Eneste forskel mellem dem var at man med brug af nyt komma ikke skulle sætte komma ved begyndelsen af ikke-parentetiske ledsætninger, hvilket man skulle ved brug af traditionelt komma. Sprognævnet anbefalede officielt brugen af nyt komma. Der var ingen principielle ændringer vedrørende kommaer i 3. udgave udkom i 2001.

Det ny komma var ikke meget brugt trods ihærdige forsøg fra Sprognævnets side på at promovere det, og det var ofte kritiseret i den offentlige debat. I 2003 lavede Sprognævnet så pludselig igen om på kommareglerne med opbakning fra kultur- og undervisningsministerne. De to temmelig ens grammatiske kommasystemer blev slået sammen til ét enkelt system hvor der er nu valgfrihed på det ene punkt som adskilte dem. Ændringerne i 2003 går således mere på navngivning end på det egentlige indhold. En af få reelle ændringer er at det ikke længere er obligatorisk altid at sætte komma (eller et andet tegn) foran ordet men.

De nye regler udkom i 2004 i et hæfte med titlen Kommaregler, og er optaget i Retskrivningsordbogen fra og med 4. oplag af 3. udgave (2005).

Jan H. Hansen

De nyeste kommaregler kan læses i et lille hæfte der hedder: "Styr kommaet" af Gitte Luk, udkommet 2008 på forlaget Ajour.

Der er intet i Helles brug af kommaet, der ikke er helt legalt. Hun sætter kommaer som en engel. Iøvrigt vil jeg godt tilslutte mig de positive tanker om mere varieret tegnsætning. Jeg elsker semikolonner, man skal bare kaste sig ud i dem, 'men' er ikke en nødvendig forudsætning .
Claes Johansen, som så mange mennesker med holdning - og tak for det! - gør du dine modstandere til fundamentalister. Jeg er dog uenig med dig i selve holdningen til regler, og du ved jo egentlig godt, at netop reglerne er et magnifikt instrument til netop sublim sprogbehandling som den, Helle præsterer. Hvad der virker her, er en aktivistisk kommatering, som du påpeger, der netop i sig selv er et værktøj til understregning af udsigelseskraften. Denne teknik fremkommer ved den arkitektoniske konstruktion af sproget til distinkt stemme gennem grammatiske manipulationer.

Claes Johansen

Tak for linket. En kronik der meget fint illustrerer at der må være langt større underliggende spørgsmål på spil. Og splitte mine bramsejl om vi ikke endnu engang finder os selv tynget ned mod bunden af de to store tunge lig i lasten som vi kender alt for godt: janteloven og besættelsestiden. Klapjagten på dem der vil vifte bare en lille smule med ørerne; spørgsmålet: hvor tyske er vi egentlig når det kommer til stykket, sat over for trangen til at være ligesom englænderne, dette mærkelig folk som kan lige netop det vi andre ikke magter, nemlig være konservative sådan i ren mental forstand og samtidig have masser af plads til excentricitet.