Læsetid 1.5714285714286 min.

At brodere billeder over et mesterværk

Hvem har nosser til at lave billedside til PJ Harveys allerede nærmest kanoniserede, seneste album om krigen og dens effekt på mennesker og nationer? En dokumentarist og fotograf med krigserfaring, selvfølgelig. Det sker med vekslende held.
23. april 2011

Hvornår vinder billedet over lyden? Det kan virke som et åndssvagt spørgsmål her i musikvideoens anden guldalder, hvor billede og lyd synes limet sammen i en stensikker brandingsymbiose på YouTube (hvis jeg siger Lady Gaga, hvilken video ser du hende så i for dit indre blik?). Men når Seamus Murphys dokumentariske filmoptagelser fra England eksponeres ind over PJ Harveys musik, så er det altså med en potentiel kolonisering af et af de mest kraftfulde album i nylig vestlig musik som risiko.

Men det går ikke galt, for Murphy er en poetisk fotograf med et skarpt øje for det socialt melankolske, morbide og metaforisk ladede dog både lavmælt og klodset. Han lirer ikke unødigt med klipningen, ja, god tid er tydeligvis en pointe i sig selv. Og det fungerer bedst under det majestætiske »All and Everyone«, hvor hans sans for faste indramninger af møder mellem menneske- og naturskabte former fungerer sublimt med musikken.

Og logikken i at involvere Murphy er åbenbar: En mand, der arbejder med fordybelse i virkeligheden, som han så bruger som materiale for poetisk betonede diskussioner af kultur, død, krig, nærmiljø og udenrigspolitik og præcis hvor gennemvædede vi er af, hvad der foregår og hvad vores egne regeringer foretager sig ude i verden.

Filmiske klicheer

Der laves nogle fine tricks. Kamerabevægelser der synes at mime Harveys guitar-anslag. Ensomme damer i sørgmodig bingohal sammenklippet med alt for gamle billeder af alt for unge soldater. En bizart velfungerende sammenstilling af midaldrende pars vuggende hyggedans i en balsal og omkvædet »These are the words that maketh murder«. Og de mange folk, der reciterer linjer fra hendes sange undervejs og bidrager til det billede af nationen, som Seamus Murphy og PJ Harvey tegner på hver deres måde.

Men når alt kommer til alt, så er Murphy ikke en uforlignelig mester med en gungrende originalitet i hver en vene. Han er ikke kvinden bag brillante og stille revolutionerende tænkte og udførte greb om den politiske sang. Han er ikke PJ Harvey. Flere af hans billeder trivialiserer hendes sublime sange. Visnende roser? Rustne lænker i sne? Mænd på jagt? En mark med afpillede træstokke? Morgendis over en å? Børn der ser mut ind i kameraet? Ellers tak. Så foretrækker jeg tonernes abstrakte frihed og ordenes enkelt brutale skitser.

Heldigvis bliver der leget med formen undervejs. Man har sukket efter det gennem tre numre, før man endelig i »›The Words That Maketh Murder« får lov at høre PJ rent faktisk synge au naturel, enkelt klippet ind midt i studieoptagelsen.

Politisk dør åben

Men Seamus Murphy farer i stedet med let konservativ lempe. Dette er ikke en rytmisk ekvilibristisk billedstorm, der i al sin lir og behavioristiske forførelsesstrategi sluger musikken råt. Det er ikke anmassende, men som oftest smukt og til tider begavet, humoristisk broderede billeder over et musikalsk mesterværk. Flere steder åbnes der døre ind til sangene. Murphy har erfaring fra både Afghanistan og Vestbredden, og hans øje for det vestlige samfunds kværnende logik og blinde effektivitet fungerer fornemt som billeder på stum accept af voldelig udenrigspolitik. Den dør stod f.eks. på klem før i flere af PJ's sange, men nu står den åben. Men den kan også takket være Murphys nænsomme stil stilles på klem igen.

PJ Harvey Let England Shake. Instruktion og fotografi: Seamus Murphy. Musik: PJ Harvey. Vises kl. 21.30 og 23.00 i aften i Grand, Kbh. under CPH PIX.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu