Læsetid: 6 min.

En dreng bliver misbrugt

Frederik Roed fortæller i en ny bog om en præsts overgreb og om den danske katolske kirkes bestræbelser på at neddysse sagen
Frederik Roed fortæller i en ny bog om en præsts overgreb  og om den danske katolske kirkes bestræbelser på at neddysse sagen
6. april 2011

Se på billedet. Det er den 16-årige Frederik Roed på et skolefoto fra 1980'erne. En spinkel dreng, en sårbar dreng. Hans hjem er i opløsning. Faderen er et monster, der i skuffelse over egen fiasko er brutal over for sine børn, slår sin kone og forskanser sig i et loftskammer, hvor han tyller rødvin. Moderen vil opretholde skinnet af en fungerende familie og tåler alle ydmygelser. Hun søger trøst i den lokale katolske kirke.

Frederik følger hende og bliver draget af det fællesskab, som kirken tilbyder. En karismatisk præst viser drengen den faderlige opmærksomhed, han så inderligt trænger til. Et særligt bånd knyttes mellem de to. Frederik begynder at tilbringe sine weekender hos præsten i det katolske kloster i Slagelse, hvor han bliver en af præstens messedrenge. Mens Frederik søger samspil mellem far og søn, er det måske noget andet, præsten er ude efter. Han stiller skolefotoet af Frederik op i sit soveværelse, hvor han gerne vil have, at Frederik besøger ham.

Det forløb har Frederik Roed – nu journalist og kommunikationsrådgiver – skrevet en erindringsbog om. Den handler om misbrug af et tillidssøgende ungt menneske. Og den handler om den katolske kirkes bestræbelser på at fortie, undertrykke og benægte beretninger om præsters forsøg på at udnytte unge seksuelt.

Skammen som prop

Først som moden mand har Frederik fået modet til at fortælle, hvad han som dreng blev udsat for. Indtil da havde skammen siddet i ham som en prop. Men i 2010 kan han ikke længere tie, når så mange andre udnyttede træder frem. Frederik er også oprørt over, at kirken slår anklagerne hen med, at det drejer sig om gamle sager og afdøde præster. Den præst, som Frederik har været udsat for – og som han i bogen udstyrer med navnet John – er stadig i embedet og med drenge i sin varetægt.

Frederik opsøger præst Niels Engelbrecht, den katolske kirkes 'særligt beskikkede' i sager om misbrug. Engelbrecht har det tydeligvis dårligt med, hvad Frederik kan berette.

Noget af det er livsfarligt: John har fundet på en leg sammen med Frederik. Når de i Johns Opel Ascona kører rundt mellem menighederne i Vestsjælland, læner John sig tilbage i sædet, træder på speederen og lader Frederik overtage rattet. Hør hvordan:

»Lige så snart vi var kommet ud af Kalundborg, løsnede John sikkerhedsselen, vippede sædet godt tilbage, lukkede øjnene halvt i, lagde sig til rette og trykkede speederen ned, så motoren brølede. Han bestemte farten, mens jeg med venstre hånd styrede Ascona'en det meste af vejen ned gennem Sjælland og de landsbyer, der fløj forbi ... Vi gav den gas, hujede og skreg ned mod klosteret.«

Hånd mod skridtet

Men hujen og skrigen er ikke det eneste, der foregår i bilen under dødskørslen:

»John hyggede sig og flyttede fra tid til anden sin hånd fra gearstangen over på mit venstre lår.«

Og videre:

»Johns fingre ramte nogle gange mit skridt, når bilen slingrede ... Det virkede ubehageligt, forkert på en underlig måde, men jeg havde svært ved at flytte hans hånd over på gearstangen, fordi jeg hele tiden sad lænet halvt ind over ham for at holde stramt om rattet med venstre hånd. Mine knoer var hvide. Det handlede om ikke at miste herredømmet over bilen. En forkert bevægelse, og vi kunne blive dræbt.«

Senere lokker John Frederik ind i sit soveværelse, hvor han skal ligge sammen med John i sengen, mens John fortæller historier om katolske helteskikkelser.

En aften kommer John ind og hopper op i Frederiks seng, kun iført små hvide underbukser:

»Han begyndte at kysse og kæle for mine brystvorter ... Han stønnede tungt, mens hans højre hånd gled ned over min mave i cirkel- bevægelser for til sidst at nå kanten på mine underbukser. Jeg kunne mærke hans fingre pille ved kanten af mine underbukser.«

Inden John får pillet underbukserne af Frederik, går Frederik i panik, får ham skubbet væk og flygter ned i klosterstuen, hvor han sætter sig grædende. John kommer ned iført en skjorte og prøver at kramme Frederik. Da Frederik græder endnu heftigere, søger John at trøste ham med ordene:

»Der skete jo ikke noget.«

Voldtægt?

I 2010 udfritter både politiet og den katolske kirke Frederik: Blev han voldtaget, sådan rigtigt voldtaget?

Og det blev han jo ikke. Frederik konstaterer, at det synes at svække hans sag:

»Jeg tænker, at det hele ville have stået meget skarpere, hvis han rent faktisk havde voldtaget mig. En mærkelig tanke.«

Den katolske 'særligt beskikkede' Engelbrecht foruroliger Frederik ved at røbe:

»Jeg må muligvis ikke sige dig det her. Men vi har tidligere, for måske omkring to år siden, modtaget to anmeldelser, der minder meget om det, du fortæller.«

Det viser sig siden, at begge anklager handler om John. Og at Engelbrecht har prøvet at narre to misbrugte til at opgive deres beskyldninger.

Engelbrecht bilder den ene ind, at den anden har trukket sine anklager tilbage, og at han derfor bør gøre det samme.

I alt træder fem frem med anklager om sexmisbrug fra John. På landsplan må den katolske kirke i 2010 suspendere seks præster med samlet 33 klager.

Politiets efterforskninger løber ud i sandet, fordi der i sådanne sager gælder en forældelsesfrist på 10 år. Og alle 33 sager, inklusive Johns, ligger mere end 10 år tilbage i tiden.

At der af den grund ikke rejses tiltale, bliver i den katolske agitation udlagt som en renselse.

Kirken gennemfører ganske vist selv en undersøgelse, men dens egne regler har en forældelse på omkring 20 år. Kun én præst får en på- tale, og han rejser under stor tv-fremvist selvmedlidenhed til Colombia. De andre suspenderede kommer lige så stille tilbage i nåden. Senest John. Som en opdatering på Frederik Roeds bog erklærede den 'særligt beskikkede' Engelbrecht forleden til Berlingske, at han ikke ville oplyse, om under- søgelsen havde vist hold i klagerne mod John.

Sagen henlagt

Til gengæld ville Engelbrecht godt oplyse:

»Vores konklusion er, at sagen er henlagt og suspensionen ophævet. Efterfølgende har præsten så bedt om at gå på pension.«

Igennem Roeds egen beretning løber hans oplevelse af den katolske kirkes stålsatte vilje til at forsvare sig selv og sine ansatte. Næsten uanset hvad. Jo, kirken kan da godt tale fortroligt med de krænkede og pumpe dem for oplysninger og nok undskylde, hvis de føler sig krænkede. Men reelt er intet ændret.

Frederik Roed funderer nu over, hvordan John viste tegn på skinsyge, da Frederik kort efter Johns natlige befamlinger forelskede sig i en sød pige:

»Jeg får ondt af præsten, der måske allerede mange år før sin præstevielse opdagede, at han havde en 'farlig lyst' til unge drenge, men som måske håbede at cølibatet effektivt kunne tilintetgøre den trang og give ham en ny start. Cølibatet var ikke en løsning, men en forbandelse.«

I Christian Kampmanns erindringsbog Fornemmel-ser fortæller Kampmann, hvordan han som ung troede, at han kunne sætte sig ud over sin homoseksualitet ved at blive katolsk pater.

Cølibatet gør den katolske kirke til en tiltrækkende arbejdsplads for folk, der vil skjule deres ulyst til heteroseksualitet. Det kan kirken ikke lide at blive mindet om. Men når det nu er sådan, kommer kirkens fordømmelse af homoseksuel aktivitet til at stå i et ironisk skær. Det bryder kirken sig absolut heller ikke om at blive mindet om.

Disse kirkelige selvmodsigelser er stillet til menneskelig skue i Frederik Roeds skæbneberetning.

Frederik Roed: Messedreng. 325 s. Ill. 249 kr. People's Press. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer