Læsetid: 2 min.

Den helt rette mand

Den helt rette mand
8. april 2011

Én sætning synes at klæbe til Thomas Kluge, når han omtales i medierne. »Han kom ikke ind på akademiet, men blev afvist tre gange«.

Heri ligger en skjult skadefryd. Over for akademiet vel at mærke. For når man kan male så godt, og magthaverne endog, så må man da være en succes som kunstner. Og når akademiet kan overse et talent så stort, så er de vist alligevel ikke helt så smarte, som de går og tror.

Denne gang er det Anders Fogh Rasmussen, der har fået den store Kluge. Og han har fået, hvad han er kommet efter. Det er gammeldags, kedeligt, enfoldigt og helt uden overraskelser. Det er en maskine, der er blevet malet af en maskine. Man ser en mand, der går mere op i form end indhold, en mand, der er tilfreds med et maleri, der kun lever i form af den historie, den trækker på: Oliemalingen, lærredet, de mørke farver, det ædle og noble i at blive portrætteret. I modsætning til Simone Aaberg Kærns lalleglade portræt, så er Kluges symbolik knastør. Det er sort, det er en formel lovtekst, han står med, han har en Mont Blanc- kuglepen i hånden, og der er tre røde socialdemokratiske klatter i bogen, som dog opvejes af et blåt borgerligt bånd. Alvor, magt og værdighed.

I virkeligheden kunne Kluge nok godt være kommet ind på akademiet. Det er lidt tilfældigt, hvem de optager. Men dengang han søgte, havde man nok ikke syntes, at han havde nok ideer. Og set i bagklogskabens lys, må man jo nok også være tilbøjelig til at give akademiet ret i deres anskuelser. Vi lever, som vi alle ved, i en tid, hvor vi skal leve af vores viden, så det havde været lidt absurd, hvis vi havde uddannet en generation til ikke at tænke selvstændigt, men til blindt at male efter. Man uddanner jo heller ikke arkitekter til at lave flere af de murermestervillaer, der står som skamstøtter over hele landet for at minde os om, at det ikke er nok kun at mestre det tekniske. Næ, den slags får man lavet i Kina, og mon ikke det også have været præcis ligeså fint, om man havde fået fremstillet portrættet af Fogh dér. Det havde i hvert fald været en historie, der var gået verden rundt.

Men ligesom Fogh næppe heller vil blive husket for sit åndelige og visionære niveau, så er Kluge et godt valg til jobbet. Traditionen er gledet fra kunsten, og malerne er et helt andet sted i dag. Tænk hvis Tal R eller John Kørner skulle have malet den tidligere statsminister. Det ville aldrig være gået. Og hvis Fogh virkelig tog kunsten alvorligt, ville han også have valgt et fotografi i stedet. Og det ville have været sort. Ikke sådan intellektuelt sort, som i Kluge, men bare langt ude.

Til gengæld virker det som om, Fogh og bogen svæver en lille smule. Det er et formildende træk ved portrættet, der som det eneste tilføjer det en smule liv.

Anders Fogh-portræt af Thomas Kluge, Frederiksborg Slot, Hillerød for evigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu