Læsetid: 3 min.

Hul i sjælen

I sin længe ventede opfølger til den prisbelønnede 'The Monastery' tager dokumentaristen Pernille Rose Grønkjær på en rejse ind i de ensomme hjerters mørke indre
6. april 2011

De skrøbelige og kærlighedshungrende personer kunne være taget ud af en roman af Kirsten Thorup. Collageformen kunne være hentet fra en kollektivfilm af Robert Altman. Og nogle af monologerne om længslen efter menneskeligt nærvær er så hudløse og hjerteskærende, at de ikke kunne være skrevet bedre af en dramatiker. Men det er virkelighed. Samtlige medvirkende i Pernille Rose Grønkjærs nye dokumentarfilm Love Addict går lyslevende omkring i USA og leder efter den eneste ene. Eller om nødvendigt bare en eller anden, som vil yde dem lidt opmærksomhed og give dem en fornemmelse af at være elsket. Om ikke andet så for nogle få dage. En nat. Den halve time det kan tage at mødes over en kop kaffe og udveksle nogle få ord.

Så ydmyg kan den kærlighedssøgende blive. Og så desperat kan den, der ikke føler sig sikker på sit eget værd, være efter at blive bekræftet af Den Anden, at det kan komme til at ligne en besættelse. En afhængighed. Kærlighedsnarkomaner kalder man dem. De har deres egen terminologi og deres egne selvhjælpsgrupper, hvor de mødes med ligesindede for at tale om det hul i sjælen, som aldrig kan fyldes. Og nu har de også fået deres egen film.

Intimt rum

For fem år siden bragede dokumentaristen Pernille Rose Grønkjær igennem lyd- muren med The Monastery, et portræt af en aldrende teolog, Jørgen Laursen Vig, som drømte om at omskabe et slot på Fyn til et russisk-ortodokst kloster. En så uforglemmelig karakter kan en filmmager ikke forvente at finde ret mange gange i løbet af en karriere, og måske er det derfor, at Grønkjær denne gang har valgt en mere tematisk funderet form med et par håndfulde hoved- karakterer, hvis historier og udsagn væves sammen til et gruppebillede.

Uanset om det nu måtte være tilfældet, fristes man til at sige, at flere af personerne i Love Addict sagtens kunne have båret deres egen film. Men når det ikke skulle være, fungerer den kollektive form fortræffeligt. Og så har den nye film i øvrigt også flere træk tilfælles med The Monastery. For det første handlede den dybest set også om et menneske, som havde problemer med at etablere nære følelsesmæssige bånd til andre. Og dernæst hviler begge film i høj grad på instruktørens evne til sammen med sine karakterer at etablere et intimt rum af nærvær og tillid.

Hertil kommer, at kollektivformen trods alt levner så tilpas meget plads til den enkelte historie, at flere af portrætterne brænder sig effektivt ind på den mentale radar.

Tag bare den enlige mor, som bliver ved med at få børn med håbløse mænd i et forgæves forsøg på at holde på dem. Eller den 40-årige heavy-guitarist, som efter en opvækst med en voldelig narkoman af en far (også heavy-guitarist) aldrig har været i stand til at trække sig selv ud fra sin mors skygge. For slet ikke at tale om den overvægtige kvinde, som lader sin ven (og vennens fætre, og nogle gange også fætrenes tilfældige venner) bruge sig seksuelt blot for at føle nærhed. Og som for rullende kamera rammes af den simple, men smertefulde indsigt, at det er et mønster, hun grundlagde i 11-12 års alderen, kort efter forældrenes skilsmisse. Tal lige om et dokumentarisk øjeblik!

Forlader filmen

Der er flere andre minderige skæbner i filmen alle selv- erkendte kærlighedsnarkomaner. Og et fællestræk for dem synes at være, at selv om de på rigtig mange områder ligner dig og mig, har de i løbet af deres opvækst oplevet en eller anden form for svigt, som har punkteret deres selvværdsfølelse og sendt dem ud i en livslang higen efter at blive set, accepteret, elsket.

I Love Addict åbner de deres ensomme hjerter og betror den nysgerrige dokumentarist hemmeligheder, som de i flere tilfælde end ikke har fortalt deres nærmeste. Alligevel føler man sig kun i en enkelt scene som vidne til noget, der er så privat, at man er tæt på gerne at ville have været det foruden nemlig da den enlige mors unge kæreste har fået nok, piller mikrofonen af og forlader filmen. Resten af tiden griner og græder man over den menneskelige komedie. Og genkender af og til lidt mere fra sig selv, end man egentlig bryder sig om.

'Love Addict'. Instr.: Pernille Rose Grønkjær. 2011. 83 min. Vises i aften som en del af DOX:BIO i 40 biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu