Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Hvorfor vil nogen ofre sig selv?

Påsketeatret byder på en analytisk 'Antigone' på Odense Teater. Men opofrelsen på scenen kommer også til at tage livet af medfølelsen
Kultur
23. april 2011

Antigone er en kvinde, der ofrer sig selv for sin slægt. Og når Sofokles' drama fortsat løfter sindene til eftertanke, så skyldes det ofte, at det formår at hensætte tilskueren i en tilstand af »frygt og medlidenhed«, som Aristoteles beskrev det.

Men på Sukkerkogeriets Antigone i Odense er det svært at føle frygt. Det er også svært at føle medlidenhed. For på scenen kæmper en mandhaftigt overbevist Antigone mod kong Kreons klichébeslutsomme machoboss. Antigone insisterer på retten til at begrave sin bror og Kreon håndhæver forbuddet mod at begrave liget. Der er ingen spænding om udfaldet: Hun gør det, hun vil. Han gør (næsten) det, han vil. Tragedien er uundgåelig.

Den tyske instruktør Lydia Bunk har givetvis villet modernisere Sofokles ved at flytte historien frem til i dag. Den tyske scenograf Nikolaus Porz har i hvert fald hensat kongeborgen til en nyrig usmagelighed med intetsigende kunst og blæresofa. Men opsætningens synsvinkel skifter fra offeret til bødlen, der fortryder og så skubbes både selvmorderske og moderne menneskerettigheder ud, som var Antigone-figuren et fraklip fra en helt anden film.

Kvindeligheden røg

Den unge Lila Nobel Mehabil spiller Antigone. Hun er en muskelstærk kvinde med krop som en elitesvømmer. Instruktionen lader hende omhyggeligt klippe sit lange hår af og dermed ødelægge sin ydre kvindelighed. Men det er altså, som om den indre kvindelighed og sårbarhed også er røget. Desuden er hendes kjole nærmest et dragkostume.

Dermed har instruktionen også frataget Lila Nobel Mehabils Antigone enhver mulighed for at spille på sin kvindelighed i møderne med Mads Nørbys Kreon. For nej, denne Antigone er hverken yndig eller charmerende. Hun er bare rasende. Mads Nørby er faktisk både magtsyg og jovial som herskeren. Men instruktøren har mest af alt sat ham til at spille en parodi på en statsminister med en stærk spindoktor som en hersker uden forbindelse til guderne. Derfor bliver hans udvikling ikke overbevisende, kun besynderlig.

Ordene preller af

Antigone er i det hele taget en sær skuespilleroplevelse. Performere snakker og råber i ét væk, men instruktionen har reduceret ordene til en uspændende, umelodisk strøm. Faktisk er det først, da Klaus T. Søndergaards blinde seer kommer på banen, at man forstår skæbneforudsigelsens uundgåelighed. Og først da Mikkel Bay Mortensens overrumplende stærke Budbringer forklarer selvmordenes blodstrømme, bliver forestillingen indlysende. Men da er det for sent for da har Antigone forlængst forladt sin klippehule til fordel for dødens verden.

Måske har denne Antigone skullet præsentere tragedien for os lige så distanceret, som medierne ofte gør det. Men dermed er både frygt og medlidenhed blevet fraklippet. Så nu efterlader forestillingen mest af alt sin tilskuer forundret. Og tåreløs.

Antigone. Tekst: Sofokles (442 f.kr.). Oversættelse: Otto Steen Due (2004). Iscenesættelse: Lydia Bunk. Scenografi: Nikolaus Porz. Koreografi: Peter Friis. 2 timer. Sukkerkogeriet til 4. maj. www.odenseteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her