Læsetid: 2 min.

Jazzklassens uartige elever

Ung dansk jazz i Jazzhouse og en gammel gademusikant i Montmartre
2. april 2011

Jazzugen indledtes i Copenhagen Jazzhouse i tirsdags med finalen i Jazz Danmarks Ung Jazz-konkurrence. Efter at 28 andre orkestre var blevet elimineret mødtes den klassiske klavertrio Reaktor de artige elever i klassen (dog med et, for nærværende, politisk noget ukorrekt navn) og den balstyrige kvartet Interfoam de uartige i en holmgang på scenen, som dommerne, Susi Hyldgaard, Jesper Løvdal og Simon Toldam, lod de uartige vinde knebent på point.

Reaktor-musikerne var de bedst skolede, men spillede åbenbart lidt for høfligt og nordisk, mens Interfoam-musikerne gerne luftede deres mere uigennemskuelige instrumentale evner i en heftig blanding af 60er-avantgarde, punk, rap, trash, mellemamerikansk blæsermusik and you name it. Med afsæt i den nyligt afslørede uenighed mellem Kunstrådets afgående formand, Mads Øvlisen, og den kommende, Per Arnoldi, om hvorvidt kunst kun kan være kunst, hvis den provokerer os, kan man sige, at juryen her, også i den korte prosa, der blev anvendt i begrundelsen for valget, viste sig som overvejende Øvlisenansk.

En passion for rap

En anden uartig elev i klassen den internationale klasse, vel at mærke viste sig fra torsdag i Montmartre for et dansk publikum for første gang i vistnok 12 år. Guitaristen Charlie Hunter besad på et tidspunkt både titlen som verdens bedste énmandsorkester og den mere brede som den jazzmusiker, der bedst har formået at inkorporere elementer fra rap og hiphop i sit spil uden at give køb på den høje grad af improvisation. Især det sidste gjorde, at han kun med besvær blev indlemmet i det bedre selskab af jazzens puritanere.

Torsdag viste Hunter, at der ikke er så meget tilbage af den sidste titel. Dét, der oprindeligt blev opfattet som en tilnærmelse til rap og hiphop, er nok snarere Hunters passion for countrymusikken og hans fordomsfrihed overfor to-delte takter. Også dét placerer ham som lidt af en randfigur i jazzmæssig henseende, for når en jazzmusiker henter næring i både countrymusikkens swingbegreb og i visse af dens standardfraser, så risikerer han ganske enkelt at lyde corny.

Corny forekom Hunter i flere tilfælde, men samtidig kunne han spille blues med den mest genuine indlevelse, ligesom det swingede gevaldigt, når han anvendte mere brudte ostinater. Énmansdsorkestret, der opstod, da Hunter i sin ungdom som gademusiker udviklede evnen til simultant med sine melodiske figurer at spille sine egne baslinier på sit specialbyggede, syvstrengede instrument, er intakt, selvom han i Montmartre har taget trommeslageren Scott Amendola med.

Hvor var det uventede?

Og lykkeligvis skamrider Hunter ikke sin egen virtuositet. Hans baslinier kan fungere både som kontrapunkt i det melodiske og som vores illusion om, at der virkelig er en bassist dér bagved, som vi bare ikke kan se. Alligevel savner jeg en rigtig person dér. Virtuositeten og illusionen er ikke nok. Der mangler gammeldags spænding i det rytmiske, fordi de to, der nu spiller henholdsvis baslinier og melodilinier, hele tiden ved, hvor den anden er på vej hen, og ingen af dem gør noget for at dreje musikken hen i en uventet retning. Den noget håndfaste Amendola er heller ikke mand for at levere det uventede.

Ikke desto mindre: Hunters bluestolkninger og det særegent karske og mørke klangideal, han har, kan være det hele værd, og det kan stadig høres lørdag i St. Regnegade.

Jazzhouse tirsdag: Ung Jazz-finale. Montmartre torsdag: Charlie Hunter & Scott Amendola

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu