Læsetid: 3 min.

Kan man danse en zombie ihjel?

Mathilde Walter Clark leverer absurditeter og forskudte og forrykte virkeligheder i 14 ganske grumme historier
28. april 2011

Man kunne næsten tro, den filosofiske novelle var kommet på mode. Genren har lige hjembragt Gyrdir Eliasson Nordisk Råds Litteraturpris for hans rigtig fine parapsykopessihumoristiske samling Blandt træerne. Og det er også denne genre, Mathilde Walter Clark praktiserer i sine 14 Grumme historier, der ligesom Eliasson synes at være i dialog med mestre som Kafka og Borges. Der er metamorfoser, absurditeter, fordoblinger, metafiktion, forskudte og forrykte virkeligheder. Det er intelligent, det er velskrevet, det er finurligt og morsomt, og de bedste af historierne bliver hos læseren som enkle, gådefulde og lidt hjerteskærende parabler.
Jeg skal ikke glemme billedet af den velmenende kinesiske ph.d.-studerende, som slagter en skotsk campus-svane i en hvirvel af blod og hvide fjer (»Svanen«). Eller den hvide Moby Dick-hval, som ligger stille og tålmodigt og rådner levende op ved en lille kystby, der danser guldkalvedansen snart omkring dén, snart omkring dens arkitektoniske afbillede (»Hvalen«). Måske har Clark noget med store hvide dyr, som skal dø? En hvid tiger bliver et vigtigt symbol i samlingens sidste novelle, og også den ender med at dø.

Melankolsk morsomt
Mere favnende ville det måske være at sige, at Clark har noget med tingen og Tingen. Med den ting, som vi ophøjer til begærets mål (varen, attraktionen), eller til det vi ærefrygtigt må afstå fra at indtage (den sublime genstand, det hellige dyr). Med den ting, det kan blive en forbandelse at bemægtige sig (et mystisk spejl, en flaske med en homunculus) – den ting, der kan vække vort begær og handlekraft, men også bare lamme os i sit bastante nærvær, eller drive os af sted i sin meningsløse insisteren. En af novellerne, af den meget Kafka-agtige slags, hedder slet og ret »Tingesten« og handler om en mand, der gennem en ørken uden sand slæber en tingest, som han ikke aner, hvad er. Det hjerteskærende, melankolsk morsomme bliver her det forfejlede møde med et andet tingestslæbende menneske, som manden aldrig får stillet det spørgsmål, han fantaserer om at stille:
»Jeg ser du også går og slæber på en – ja, hvad kalder du egentlig sådan en tingest?«
Tingen driver menneskene, enten i begærets maniske dans eller med en mere træg drifts dumpe nødvendighed. I begge tilfælde med døden som ledsager.

Ideerne og sproget
Drift og død skrives lige så inderligt sammen i Clarks noveller som i Freuds begreb om dødsdriften. Fejende flot i novellen med den gode titel »Aeeeiii eeeiaaa«, hvor Mia i den røde kjole danser en zombie helt ihjel. Her behandles det makabre med en veldoseret ironi, der giver læseren en god kluklatter, mens kødet rasler af den aparte salsapartner: »Den tørre papegøjetunge virrer i luften for at fange smøgen og hive den med sig op til kraniemunden. Det er et skidt syn, for læberne hænger kun sammen i den venstre side af ansigtet , og de ligger slapt og knastørt langs læben som to forladte pupper.«
I en novelle som denne går filosofi og litteratur, tanke og suggestivt sprogmaleri, op i en højere enhed, så man tænker, at de er de perfekte dansepartnere. At der er brug for en Clarks sproglige fantasi til ikke bare at give os et abstrakt begreb for, men et sanseligt billede på begærets kerne af dødsdrift. I andre af novellerne kan man godt få fornemmelsen af, at ideen gennemføres på litteraturens bekostning. Den første og længste novelle, »Madanmelderen«, har tydeligvis den idé at skildre et begær, der betaler med liv og lemmer for sin opfyldelse: En madanmelder mister et lem eller organ for hver gang, hans kulinariske lyster tilfredsstilles. Det kan minde en del om Balzacs fantastiske historie om manden, hvis hud skrumper, hver gang han får et begær opfyldt (La peau de chagrin). I »Madanmelderen« får man mere fornemmelsen af veleksekveret litterær idé end af sprog, der tænker.
Men det vil være synd, hvis det læsende begær giver op her, for det vil siden blive grumt tilfredsstillet, eller i hvert fald behørigt pirret,
af store hvide dyr, kroppe i opløsning og andre tingester. Enjoy!
bogdebat@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu