Læsetid: 2 min.

Klassisk eller jazzisk

Jazzanmelderen afprøver sin egen fornemmelse for jazzfornemmelse
Hos finske Iiro Rantala opfattes tempi som et resultat af en beslutning — ikke som noget organisk.

Hos finske Iiro Rantala opfattes tempi som et resultat af en beslutning — ikke som noget organisk.

Lutz Voigtländer

11. april 2011

Hvad er jazzfornemmelse? Hvilke musikere har den, og hvilke har ikke? Spørgsmålet aktualiseres af to nye cd'er og en koncert i fredags, som anmelderen har lagt øre til.

Dog, svaret kan godt komme til at blæse i vinden, også efter disse linjer. Læren om jazzfornemmelse er jo ingen eksakt videnskab, og hvordan overhovedet give et validt bud på andre menneskers 'fornemmelser'? Som det gælder for så mange andre fænomener i den ordløse musik, kan vi kun 'forklare' dem ved at prøve os frem eller fremholde eksempler, som, vi mener, er klare også for andre lyttere end os selv.

Denne prøve indledes med en påstand: De yngre pianister, finske Iiro Rantala og engelske Gwilym Simcock, har kun lille jazzfornemmelse, mens deres lidt ældre engelske kollega, John Taylor, har masser af den. Dét skiller dem ad. Hvad de har tilfælles, er en placering i den del af jazzen, som åbenlyst skilter med et tilhørsforhold til den europæiske musiktradition, snarere end 'the blues'. Det sidste gør dem også interessante, for de er dermed eksponenter for en tendens: at et stigende antal af de pianister i jazzen, vi i dag kalder fremtrædende, kommer trods dét der efterhånden er masser af 'rene' jazzkonservatorier med en tung klassisk uddannelse som ballast.

Det er well jazz

Dét skærper vores opmærksomhed, når vi lytter til dem: Har de lagt Brahms og Chopin bag sig? Kan de swinge som Tatum eller Peterson? Svaret på disse to spørgsmål skal helt indlysende ikke være et éntydigt ja. Mindre kan gøre det. Dog, netop her kommer dét med jazzfornemmelsen ind. Ikke at det i sig diskvalificerer en pianist, at den ikke er til stede, men dét, vi leder efter hos en klassisk uddannet pianist, er, om han eller hun har tilegnet sig jazzens særegne og efterhånden meget nuancerede tempoopfattelse og, især, formidlingen af den. Er musikkens ind- og udåndinger klassiske eller jazziske? Indeholder selve tempoet sin egen dosis af noget, der ellers mest har med melodien at gøre: cantabile? Kan pianisten sparke til en jazzbold som Michael Laudrup til en fodbold?

Iiro Rantala og Gwilym Simcock på hver deres nye solo-cd for det tyske ACT-selskab rammer med den sparketeknik, de lægger for dagen, efter min mening ikke en medspiller, endsige målet. Hos dem opfattes tempi som et resultat af forudgående beslutninger og ikke som noget organisk. Er det tilfældigt, at ACT i disse år nu også knytter pianister som Michael Wollny og Vijay Iyer til sig pianister, for hvem blues og amerikansk populærmusik er ukendt land, og som udfordrer os intellektuelt uden at bevæge vores krop? Næppe.

John Taylor, derimod som med sin baggrund i kammeravantgardetrioen Azimuth og udgivelser på ECM-mærket umiddelbart placerer sig i samme store europæiske hat viste fredag, hvor han i Jazzhouse atter var forenet med Marilyn Mazurs gruppe, at man sagtens kan spille kvasi-schönbergske eller kvasi-modernistiske fraser og i samme øjeblik erstatte kvasi med jazz. John Taylors spil 'synger', også rytmisk, og det er ikke kun et udtryk for pianistens personlige, sangvinske temperament. Det er
welljazz.

Dog, måske ikke så længe endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu