Læsetid: 6 min.

Kolonisering af fortiden

Vagn Lundbye mener at vide, hvordan kvinder 'i virkeligheden' tænker og føler, og hvordan de islandske sagaer 'oprindelig' lød
8. april 2011

Eventuelle læsere af Vagn Lundbyes nye bog såvel indenads- som højtlæserne gør klogt i på forhånd at kaste smålige hensyn til smag over bord. Vi skal ud på dybt vand i selskab med en modig forfatter, der aldrig er gået af vejen for krævende udfordringer og ofte frækt har udfordret vores forhåndsforventninger.

Hvad der denne gang har inspireret Vagn Lundbye, er en oplevelse, han deler med ret mange, af, at de islandske slægtssagaer rummer en mere eller mindre undertrykt viden om kvinder og deres kræfter: Unn den Dybsindige eller Tænksomme i Laxdæla saga, Gudrun i samme fortælling, Halgerd i Njals saga, Helga den Fagre i den lille saga om Gunløg Ormstunge er blot fire ud af en række markante kvindeskikkelser, som på den ene side er aktivt handlingsskabende, men på den anden side alligevel bipersoner, der eksempelvis aldrig har skænket den enkelte saga dens navn.

Kvinden og kønnet

At indleve sig i dem og seks andre og fra grunden digte deres historier frem delvis i trods mod de overleverede teksters ordknaphed på kvindernes vegne har været Vagn Lundbyes ambitiøse projekt. Men samtidig har han ønsket at anvende dem til sit eget missionerende forsvar for truede, oprindelige værdier. »Kønnet udfolder sig bestandig i kvinden og er hendes sande vækst,« prædiker han således i sit forord, hvori han også belærer os om kvindens sande natur og om den fundamentale forskel mellem mandlig og kvindelig tid! Men ikke nok med det. Vagn Lundbye har skam en teori. I forordet siges det ene sted, at islændingesagaerne »oprindelig havde en prosaisk fortælleform«, men også et andet sted, at de i de første århundreder »blev gengivet mundtligt af islandske skjalde«. Jaså, og i hvilken form? Det ved Lundbye ikke, for det er der ingen (filologer eller lægfolk), der ved.

Ikke desto mindre har han fundet ud af det til bogens efterskrift, hvori der skråsikkert tales om »de digtninger, som de islandske sagaer blev formuleret i omkring år 1000«, altså mere end 200 år før nedskrivningen. Og herfra er der for den fantasifulde digter kun et dristigt skridt frem til at tro, at Lundbyes egen form med sekslinjede urimede strofer må befinde sig tættere på fortællingernes 'urform' end de tekster, man kender i dag.

Urteksten

Teorien, som skåret ud i bølgepap påstår, at slægtssagaerne, inden deres nedskrivning (eller tilblivelse) i det 13. århundrede som historiebaserede prosafortællinger, må have verseret som kunstfærdige sange fremført af skjalde, minder om tyske forskeres drøm: at nogle af de såkaldte fornaldarsagaer, de eventyrlige heltefortællinger, hvis nedskrift sker parallelt med islændingesagaernes, 'oprindelig' var mundtligt fremførte kvad.

Begge stederne, i Tilfældet Lundbye og i Tilfældet Eventyrsaga, er der imidlertid tale om en retrospektiv projektion af idealistisk og syntetiserende tilsnit, hvorigennem der konstrueres en 'idealtekst', hvoraf de empirisk foreliggende tekster tænkes at stå som et fattigt, mere eller mindre fjernt ekko. Det havde nok klædt Den kvindelige saga at understrege, at teorien eller oprindelsesdrømmen må stå helt for Vagn Lundbyes egen regning, hvilket naturligvis i forvejen gælder hele hans bogs fantasifulde miskmask af oldnordisk (læs: kryptogermansk) oprindelighedsdyrkelse, overspændt naturmystik og kønsstereotyp lovsang til Kvinden og hendes ædle væsen.

Kunstfærdigt kluntet

Om selve digtene er at sige, at de byder på en besynderlig blanding af klamphuggeri og kunst. Lundbye hævder frejdigt, at de relativ frie fireslagsvers egner sig fint til at blive læst højt, men lægger ikke desto mindre ud med flg. dybt ubehjælpsomme linje:

»Hvad tænker du på, lo den tænksomme«.

Bogstavrim? Jovist, men af en kluntet art, som i mange af bogens vers, hvor allitterationerne tit fuldstændig tager magten. Prøv at læse tre vers som disse:

Afstanden mellem de store mænd
blev således som gættet af vennen Gæst
mindre og mindre imellem dem

Prøv så at læse dem højt. De skurrer. Mislyde af en anden slags ramler man ind i, når Lundbye ikke kan dy sig for at indflette anakronismer såsom tsunami, og forsømmer at sætte sig ordentligt ind i islandske naturforhold. Der optræder således fiskeørne og klyder og lærker, som ikke lever på Island! Men allermest generende forekommer det, når der inde i de fortællende vers tales i turistguidens terminologi om 'sagaøen', selv om genren som metafor netop er en senere og som regel romantiserende konstruktion.

Munter og djærv

Forstå mig ret. Jeg respekterer bogens spøjse idé og kan sådan set godt sætte mig ind i Vagn Lundbyes ønske om en omdigtning af sagaernes stof. Andre end han, bl.a. Keld Zeruneith (i Kedelhat, 2003), har følt sig kaldet til at fremdigte en sagaernes 'urtekst'. Men selv opfatter jeg de islandske slægtssagaer som færdigskreven litteratur og finder i grunden Vagn Lundbyes påfund lige så langt ude, som hvis en forfatter trinede frem og tilbød at skrive en stor roman om Ole Jastrau eller Oliver Twist (for nu at citere en klog kollega forleden dag på et seminar).

Og vil nogen, med djævelens vold og magt, tilvirke sagalyrik, må det helst ske med større poetisk sans end Vagn Lundbye lægger for dagen.

Digtenes tone er skiftevis tragisk-heroisk og demonstrativt fjantet, og man skal finde sig i adskillig fortænkt kringleri. Mindst begejstret er jeg nok for de selvhen- pegende udråbstegn nogle gange midt i et punktum hvorimod jeg må medgive, at Lundbye ind imellem kan være rigtig sjov, som når han fuldstændig indlever sig i superstriglen Halgerd, hende, der i første halvdel af Njals saga nægter sin husbond Gunnar at flette ham en ny buestreng af sit lange, kraftige hår, fordi han engang for længe siden stak hende en lussing (som hun i øvrigt efter manges mening rigeligt havde fortjent). Hun får hos Lundbye på magtfuld vis tildelt rungende mæle.

Et andet fint eksempel på, hvor sikkert digteren rammer, når han midt i opbyggelsen for alvor slår gækken løs, får vi, da Lundbye på basis af Halfred Vanrådeskjalds saga lader denne digter komme på besøg hos kæresten Kolfinna, der nu er gift med bonden Gris Sæmingssøn fra Geitaskard:

Hun, som ugerne sover med grisen:
En gusten gamling, der daglig gumler
mugne skinker, som stinker af mus
og fylder sin vom med skimlet fedt
Aldrig favnes den fagre kvinde
af en kærlig mand med unge kræfter!

Det er flot, og så tilgiver man vel gerne digteren andre, slappere strofer samt formelle inkonsekvenser, som skiftevis aa og å. Eller at han et sted får lyst til at kalde færøske Klaksvik en ø! Personlig har jeg undervejs følt mig underholdt. Men om helheden må jeg sige, at jeg finder den svulstigt anmassende. En gavmild og munter foræring, og et vidnesbyrd om forfatterens dybt engagerede indlevelse, men immervæk tillige en tung omgang ideologisk bemægtigende kolonisering af fortiden.

Ned med Gud!

Afslutningsvis kan der være grund til at understrege, hvor radikalt Vagn Lundbye, når det kommer til stykket, er gået til værks over for de tekster, han bruger som afsæt bag sine kvad. Han har nemlig bl.a. skullet konfrontere det problem, at islændingesagaerne nok i det store hele skildrer hedninge, men er (ned)skrevet af kristne. Det sammenstød (som tyske forskere tit gjorde et stort nummer ud af i 1800-tallet, hvor Island blev set som det germanske under, en bevarelse af den 'rene' germanske ånd, især i de tekster hvor kristendommen var mindst tydelig) får særlig betydning i slutningen af Laxdæla saga, hvor ovennævnte Gudrun efter at have haft fire mænd (og drevet nummer tre til at slå nummer to ihjel) går i kloster på Helgafell, som den første nonne på Island. Det afføder fra Vagn Lundbyes side følgende kristendomskritiske svada:

Hvad skete der til allersidst?
Hvorfor lod jeg drømme lede mig
og hengav mig til mådelige mænd
som gjorde det umuligt at være mig?
En kvinde som var ude af kurs
og ikke skilte godt fra skidt
Indtil jeg savede min skæbne over
og væltede ned i nederlaget
og frelstes af en fremmed gud
Han drev mig ud i nye drømme
som gjorde mig dum og tossegod
en nyttigt pjok, en islandsk nonne

Jo, Vagn Lundbye mener at vide, hvordan kvinder og islændinge i virkeligheden har tænkt. Og frækhed mangler han visselig ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu