Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kongelig længsel efter kærlighed

Af Christian den 4. og hans elskede Kirsten Munk kunne nutidens kongelige lære ægte lidenskab. Af Herman Bang kan man lære at udtrykke den. David Rehling er dykket ned i kærestebreve fra en svunden tid
Kultur
8. april 2011
Af Christian den 4. og hans elskede Kirsten Munk kunne nutidens kongelige lære ægte lidenskab. Af Herman Bang kan man lære at udtrykke den. David Rehling er dykket ned i kærestebreve fra en svunden tid

Scanpix

Hvor er det dejligt, når nogen skriver noget kærligt og virkelig mener det. Tag nu Christian den 4. Han var som kun 34-årig blevet enkemand, da hans lovformelige dronning Anna Cathrine døde fra ham i 1612.

Nå ja, lidt forskud på enke-mandsglæderne havde kongen taget allerede i dronningens sidste leveår, idet han i 1610 havde besvangret Kirsten Madsdatter, der var dronningens kammerpige. Derpå slog kongen sig på en skriverdatter, som han fik tre børn med. Men så i 1615 skete der noget, som fik majestæten til at kramme inderligt om gåsefjeren. Han mødte den 17-årige adelsfrøken Kirsten Munk. Til hende skrev han: »Mit hjerte i dit.« Han skrev også: »Hjerte allerkæreste hjerte!«

Tænk at få et sådant brev fra Christian den 4. Og han skrev flere af slagsen til hende. Med egenhændig håndskrift erklærede han at have valgt Kirsten Munk til sin »ægte staldbroder« og lovede hende et af kronernes len på livstid. Hvis altså at hun hoppede op i den kongelige kane.

Trods disse løfter trak Kirsten og hendes beregnende mor, Ellen Marsvin, forholdets fuldbyrdelse i langdrag. Der måtte endnu nogle kongelige skriftlige bedringer til, før den stadigt kun 17-årige Kirsten nytårsaften 1615 kom til kongen »udi ægteskab« som man den gang så nydeligt udtrykte det.

Efter den nytårsnat kaldte kongen Kirsten Munk for »ma trés chère femme«, og han underskrev sig »din kære og tro herre og husbond«.

Kirsten Munk blev den store kærlighed i Christian firtals liv. Med hende kunne han tale alvor og spøg; hun var klog, kær og koket.

Amour på slagmarken

Hun fødte ham 11 børn og fulgte ham overalt, også ned på de tyske slagmarker, hvor kongen trods sit Rigsråds modstand var draget på eventyr i den europæiske 30-års krig. Den krig blev kongens katastrofe. Han tabte slag på slag og mistede sit riges storhed og sin tro på livet.

Hans mismod betød, at han ikke længere kunne øse kærlighed over Kirsten. Nu var det hende, der måtte holde ham oppe. Og det havde hun i længden ikke kraft til. Hun fattede lidenskab for en jævnaldrende rhingreve, der tilmed siden gik i tjeneste hos de 'onde' svenskere.

Det kom til et brud mellem Kirsten og kongen, hvad der yderligere nedtrykte hans sind og satte splid i riget.

Han gav sig til at skrive lange anklageskrifter mod Kirsten for alt det onde, hun havde gjort. Hun for sit vedkommende bagtalte ham over for alle, der ville høre på majestætsfornærmelser. Derpå lod kongen Kirsten indespærre.

Så sørgeligt, så sørgeligt var det hele for Christian og Kirsten. Og alligevel var der bag al bitterheden stadig en hjerternes inderlige forbundethed.

Hjerternes forbundethed

Da kongen i januar 1648 mærkede, at hans liv var ved at rinde ud, kaldte han Kirsten til sig, så hun kunne trøste ham i hans sidste stunder.

Inden hun nåede frem, var han død, og hun brast i bitter gråd, da hun fik efterretningen herom.

Til de omkringstående sagde Kirsten: »Hvem skulle have troet, at jeg ville græde for kong Christian?«

Og så skulle man jo tro, at kærligheden alligevel havde sejret til sidst. Men nej, det var, som om fortrædelighederne bare blev ved.

Kirsten Munk endte med at låne svenskerkongen 20.ooo rigsdaler, så han kunne invadere Danmark og ydmyge Christian den 4.'s søn, Frederik den 3., som stedmor Kirsten afskyede.

Et af Frederik den 3.'s gensvar var at indsætte Kirstens og Christians datter, Leonora Christina, i Blåtårn fængsel.

Her kastede Leonora sig til gengæld over skriverierne og nedfældede Jammersminde et af den danske litteraturs mest bevægende værker.

Vore dages hofliv forekommer unægteligt noget mat sammenlignet med, hvad de kongelige den gang var leveringsdygtige i. Vi må have noget mere lidenskab, Frederik og Mary!

Bangs bønfaldelser

En lidenskab, der nærmer sig Det er på mig, det frygtelige og tunge ansvar hviler. Han var kun 18 år, da han kom til mig. Jeg tog hele hans vilje, hele hans ånd hans alt. Mennesker, der ikke kender forhold som dette, væmmes. Jeg ved det. Alligevel er få levende blevet fuldkommen mere elsket end jeg af ham ingen er blevet elsket noblere. Det er på mig, det frygte1857-1910)li1857-1910ge og tunge ansvar hviler. Han var kun 18 år, da han kom til mig. Jeg tog hele hans vilje, hele hans ånd hans alt. Mennesker, der ikke kender forhold som dette, væmmes. Jeg ved det. Alligevel er få levende blevet fuldkommen mere elsket end jeg af ham ingen er blevet elsket noblere. Christian den 4.'s, er der i en korrespondance, der nyligt er kommet til offentlighedens kendskab. Auktionshuset Bruun Rasmussen har under hammeren haft breve fra forfatteren Herman Bang (1857-1910) til hans forlægger Hirschsprung. I de fleste af de 140 breve bønfalder Bang forlæggeren om at sende flere penge. Eksempelvis med formuleringen:»Kære H. Giv budet 50 kr. Jeg er så syg som forleden. H.B.«

Og nok var Bangs helbred skrøbeligt, men kunne Bang være så syg, at det kostede hele formuer? Forlæggeren undrede sig.

Bang endte med at forklare, hvori sygdommen bestod. Med Bangs mesterlige greb om sproget lød det:

»Hvis jeg skulle skrive dette brev udførligt, ville det blive en bog. Nu kan det kun blive et blad det sørgeligste blad af mit sørgelige livs historie. Og det skrives kun for Dem. De skrev en gang til mig: Men hvorhen går dog denne ustandselige strøm af penge? Jeg svarede med en løgn. Nu, hvor alt er forbi, vil jeg sige Dem sandheden: Pengene gik til Boesen.«

Omtalte Boesen var den unge skuespiller Fritz Boe-sen. Bang forklarer:

»Det er på mig, det frygtelige og tunge ansvar hviler. Han var kun 18 år, da han kom til mig. Jeg tog hele hans vilje, hele hans ånd hans alt. Mennesker, der ikke kender forhold som dette, væmmes. Jeg ved det. Alligevel er få levende blevet fuldkommen mere elsket end jeg af ham ingen er blevet elsket noblere. Den sidste halvdel af Lud-vigsbakke skyldes den tid. Men han var ung og jeg gammel.«

Bang slutter sit brev:

»Jeg gav ham vaner, som var uden for hans, en eksistens, som han aldrig burde have kendt. Jeg plyndrede penge sammen indtil det brast, som det måtte briste.«

Smukkere kan dansk ikke skrives. Alligevel gik Bangs breve for det usle beløb af 14.000 kr. – 1.000 kr. under auktionshusets minimums-vurdering.

Det er lige til at skrive noget hjerteskærende om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære David Rehling,

Da jeg ofte er glædeligt underholdt af dine skarpe indslag i den offentlig debat i og udenfor ”den mindst ringe” er jeg, formentlig af den grund, ekstra ked af at det netop er dig der anbefaler
nutidens kongehus at tilegne sig Chr. Firtals perverterede lystmorder ”kærlighed”, som i bedste fald er en galgenhumors forsinket aprilsnar.

Misogynisten (kvindehaderen), Chr. Firtal, var rigtig nok passioneret, men denne var en kongelig, sexlysten torturbøddels passion med mindst 200 kvindelige ofre på sin samvittighed. Og det kalder du ”længselen efter kærlighed”?!
Kilde: Heksenes forsvarere, af Jan Guillou og DRs TV serie om ”Heksejagt” for nogle år siden. I sidstnævnte er der et afsnit, hvori Chr. Firtal sidder tilbagelænet, nydende et glas vin, i Rosenborg Slots torturkammer kælder (slottet i det nuværende Kongens Have i København), mens hans bødler torturerer og piner sit offer. Ifølge Guillou er dette et fast tilbagevende ritual, hvor offeret pines i en 14 dages tid indtil kongen begynder at kede sig og kvinden sendes retur til Køge fængslet, hvor hun venter på lidelsesfuldt at blive brændt ihjel på bålet. Dette mener du er Chr. Firtals ”længselen efter kærlighed”.

Læs gerne min anmeldelse af Jan Guillou ´s ”Heksenes forsvarere”:
”Dagens Danmark går i princippet i Kong Christian den IV's blodige fodspor”
– klik på:
http://www.just-well.dk/guillou.htm

Se også gerne min tv-udsendelse herom – klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=DSTdqPYOMgE&feature=PlayList&p=BFD8FA3D7E...