Læsetid: 4 min.

Krage søger mage

Andet bind af Dorrit Willumsens erindringer, 'Pligten til lykke', er historien om et umage ægteskab, et lykkeligt forfatterskab og et umætteligt hus
Dorrit Willumsen, født 1940, er aktuel med andet bind af sine erindringer, og bogen, 'Pligten til lykke', er historien om et ægteskab og historien om et forfatterskab. To størrelser, der til tider er svære at forlige i Willumsens liv.

Dorrit Willumsen, født 1940, er aktuel med andet bind af sine erindringer, og bogen, 'Pligten til lykke', er historien om et ægteskab og historien om et forfatterskab. To størrelser, der til tider er svære at forlige i Willumsens liv.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

18. april 2011

En kvinde, som elsker at skrive, får mand og barn og svigermor og flytter ind i et stort nybygget hus med have. Huset er mere mandens projekt, end det er kvindens:

»Jeg gruede for søndagene. De frygtelige søndage, hvor vi så på huse. Store kompakte dagdrømme med haver og garager. De rene dødssejlere.« Da kvinden går med til at købe en byggegrund i provinsen, er det kun, fordi man fra grunden kan høre toget til København, som en gang i timen giver hende muligheden for at vende tilbage til sin elskede by. »Når jeg steg af på Hovedbanegården, græd jeg af bevægelse.«

Umætteligt hus

»Huset bruger så meget. Huset suger. Huset kræver. Huset bliver aldrig rigtig mæt.« Kvinden bliver boende i medgang og i modgang, men flytter aldrig helt ind: »Jeg havde boet der i tyve år, men stillede stadig kopperne på tilfældige steder i skabene, som om det var noget midlertidigt.«

Huset er et vigtigt spor i historien om Dorrit Willumsens liv, sådan som hun fortæller den i andet bind af de erindringer, der blev indledt med den bevægende barndomsskildring Det søde med det sure. Bind 2 spænder over perioden fra hun forelsker sig i den unge digter Jess Ørnsbo, til sønnen Tore bliver voksen og gifter sig.

Det er historien om et ægteskab og historien om et forfatterskab. Og det er historien om, hvordan disse to størrelser ikke rigtig vil forliges. Ikke fordi Willumsen skildrer sig som et stækket, husmoderligt offer, ikke fordi hun udtrykker vrede mod mand og svigermor (den lader hun læseren om at føle når den matroniserende svigermor konsekvent kalder hende 'Dorte', eller når den nybagte ægtemand river hende væk fra skrivemaskinen med krav om syltede agurker efter svigermors opskrift).

Mandens projekt er bare så anderledes end kvindens, og hun lader ham udfolde det, mens hun lige så diskret som ufravigeligt forfølger sit eget. Han bliver »lykkeligt gennemglødet af sol«, hun bliver »simpelt hen forbrændt«. Han bliver »forført af dramatikken i en bordplade af palisander«, hun foretrækker til enhver tid »en smuk kjole frem for et stykke fuldendt arkitektur«. Han arbejder med »poetens og sprinterens rastløse energi«, hun med »prosaens lange, seje træk«. Som det sammenfattes:

»Hvad der gjorde den ene lykkelig, gjorde den anden syg. Og alligevel klyngede vi os til hinanden.«

Forkert sted

Der er ikke megen sentimentalitet at hente i skildringen af den unge kontordames møde med den polskstuderende digterspire: »Det var slet ikke romantisk at være forelsket. Det var hårdt og tidsrøvende, og jeg havde hele tiden en fornemmelse af at opholde mig på et forkert sted.«

Fornemmelsen af at 'opholde sig på et forkert sted' bliver for så vidt permanent i Willumsens tilværelse, men man får også fornemmelsen af en forfatter, der på sin vis får hjemme i netop dén position, hvorfra hun kan indleve sig i fremmede liv og skabe sine romanskikkelser. Det er det lettere fremmedgjorte, men ikke afstandtagende perspektiv, der giver Willumsens skildringer af mennesker og ting sin egen naivistiske præcision, hvor ingenting er så trist, at det ikke også er en lille smule morsomt, eller omvendt.

Uventet gave

Der er to ting, som giver forfatteren lise i kampen med det umættelige hus. Dels hendes skrivemaskine. Dels hendes oplæsningsrejser med hotelovernatning: »En fuldstændig privilegeret skæbne. At spise morgenmad, jeg ikke selv havde lavet. Og at gå ud i en by, jeg måske ellers slet ikke ville have set. Måske var der et museum en ganske uventet gave. Og somme tider var der en havn og en gågade. Og færgen var et strejf af ferie og luksus.«

Sidste halvdel af bogen har en tendens til at forfalde til det lidt tantede anekdotiske. Man kan få fornemmelsen af, at nu skal vi også lige huske at få denne og hin pudseløjerlige episode med, om lille Tore eller hunden eller genvordigheder på en rejse. Men så er det alligevel, at også det anekdotiske gang på gang fører en lykkeligt præcis formulering med sig. Jeg var lige ved at være lidt træt af at høre om familiens nyanskaffede danois, da jeg alligevel blev fanget af hendes karakter med formuleringen: »Hun var en skønhed, og hun var et skravl«.

Og jeg gabte mig lidt igennem beskrivelsen af en oplæsningsrejse til Reykjavik, indtil jeg mistede pusten ved skildringen af en hvirvlende dans mellem den korte midaldrende forfatterinde og en høj ung kvinde, efterladende forfatterinden i en Askepotsætning, der forskyder sko og glas fra hinanden: »Isen knirkede og glitrede under mine tynde sko. Og jeg gik op ad en glastrappe, der hvert øjeblik kunne briste.«

Lykkepligt

Pligten til lykke er titlen på dette erindringsbind. Det er også titlen på et af kapitlerne, omtrent i bogens midte, som skildrer den nybagte mors overflytning til det hus, der så længe har kastet sin »truende skygge« over hendes liv. »Det eneste, jeg er god til, er at luge, for jeg luger i indædt had og desperation.« Så er der kraftstejme parcelhuslykke for alle pengene. Ja, netop for alle pengene: Den »bundløse gæld« bliver en tilbagevendende bekymring.

I et bredere perspektiv bliver »pligten til lykke« en præcis diagnose ikke bare af forfatterens eksil i 'hus med-have'-land, men af den pligt, som den vestlige middelklassefamilie har været underlagt fra og med Willumsens generation. Man kan kun være lykkelig for, at hun ikke bare har været underlagt, men også bestandig diskret unddraget sig denne lykkepligt ved at følge længslen efter skrivemaskinen og ensomme stunder.

Dorrit Willumsen: 'Pligten til lykke. Erindringer 2'. 224 sider, 279 kroner. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu