Læsetid: 3 min.

Hvad kvinden skjuler under pelsen

Nu kan Danmark ranke ryggen over endnu et internationalt hit fra Kitt Johnsons magiske danserkrop. For hendes soloforestilling 'Drift' er magisk
Ingen anden i verden bevæger sig som Kitt Johnson. Og ingen anden soloperformer i Danmark har greb om eksistensen så nøgternt og så smukt som hun. Her kæmper hun sig fri af pelsen i forestillingen 'Drift'.

Ingen anden i verden bevæger sig som Kitt Johnson. Og ingen anden soloperformer i Danmark har greb om eksistensen så nøgternt og så smukt som hun. Her kæmper hun sig fri af pelsen i forestillingen 'Drift'.

Per Morten Abrahamsen

19. april 2011

Kitt Johnson er en af Danmarks mest dyrebare scenekunstnere. I den nye solo Drift ligner hun en stor skolepige, sådan som hun står med sit lange, lyse hår og sin magre maratonkrop, der kan fiksere sig selv i de særeste vinkler og aktivere de dybestgemte muskler.

Faktisk har hun passeret de 50. Men når hun bevæger sig, virker hun både som en teenager, og som om hun har årtusinders kvindeviden gemt i sin krop, som hun generøst præsenterer gennem sin egen nøgenhed.

Tidligere har hun filosofisk været optaget af at skildre selve livets tilblivelse og eksistensens tilstande, ikke mindst i sine tre soloforestillinger, der er blevet internationale musts. Først Stigma fra 1999, hvor hun fremdansede brændemærkets magt. Så Spejlet fra 2002, hvor hun skildrede livets blik på døden og dansede ud over gravene på Assistens Kirkegård og blev til luft ... Og siden Rankefod fra 2005, hvor hun skildrede hele Darwins tilblivelsesteori, og hvor hendes krop gik fra at være amøbe og krebsdyr til at rejse sig op og blive menneske ...

Balder i vinkler

Men nu er det kvindens eksistens, som Kitt Johnson vier sin opmærksomhed: Kvinden som dyr og driftvæsen.

Soloen Drift indleder hun konkret med at stå i en pelsfrakke og med at dreje og dreje, indtil hun får tilskueren med ind i sansecentrifugen og mysteriet om, hvad der gemmer sig inde under pelsen. Så knapper hun op. Og så tager hun sit tøj af, strømpe for strømpe, som var hun i gang med sit livs første selvundersøgelse af sit eget køn. Hun dirrer, da hun løfter op i kjolen. Og så tager hendes krop ellers over. Pludselig trækker den sig sammen, så mavemusklerne sitrer, og så balderne skaber skarpe vinkler. Pludselig krænger brystkassen bagover, mens bækkenet skyder sig opad. Og så er kvinden i sin krops vold ...

Kitt Johnsons kropskunst er magisk. Hendes bevægelser er overnaturligt præcise, skabt ud fra en dyb erkendelse af stiliseringens kraft. Desuden er hendes bevægelser noget så sjældent som originale hvordan det så end kan lade sig gøre at skabe bevægelser, som tilskuerøjet ikke har oplevet for længst. Men det er selvfølgelig også deri, at Kitt Johnsons storhed ligger: I hendes mærkværdigt torsostærke krop, der udelukkende synes at udforske bevægelser på kroppens mørkeside.

Skulderblade i lykke

Kropsligt har Kitt Johnson både et ben i elitesportens verden og et ben i den japanske butoh-intensitet. Hendes æstetik er tilsvarende løsrevet fra de gængse forestillinger om skønhed. Netop derfor har hun tilsyneladende fået friheden til at skabe et hvilket som helst kropsudtryk med et hvilket som helst knæk i ryggen. Og nej, ingen anden kropskunstner i verden har en lændestyrke og skulderbladssmidighed netop som Kitt Johnson.

I Drift bakkes hun op af sine to trofaste mænd: Komponisten Sture Ericson, der denne gang har skabt en skrækindjagende, men også dybt pulserende og glasklingende lydverden af fuglesignaler og bølgetrusler til sin superwoman. Og lysdesigneren Mogens Kjempff, der får det lyshårede orakel til at titte frem med kåde øjne mellem sine lange, lyse hårlokker og sine forvredne, men aldrig spredte ben som en urhavfrue, der for en enkelt gangs skyld slikker solskin på stranden og mærker sin indre varme nedefra ...

Svane i rensdyrham

Desuden er Kitt Johnsons svanehvide hud og hendes albinohårde rensdyrmuskler pakket ind i Charlotte Jørgensens sorte mytekjole, der lige akkurat rummer den transformation, som kvinden inde i kjolen gennemgår. Det er helstøbt. Det kunne ikke være smukkere eller mærkeligere eller vildere.

Hvordan man som tilskuer reagerer på al denne kvindestyrke? Man bliver paf. Og så bliver man bevæget og lykkelig, fordi man får lov til at opleve denne generøse kunstner øse ud af sin mytiske kropsindsigt så forunderligt og foruroligende guddommeligt lige for øjnene af én.

Er Drift også en solo for mænd? Ja, naturligvis. I hvert fald for mænd, der har lyst til at møde kvinden, sådan som hun måske møder sig selv, når hun mærker sin egen lyst. Urkvinden i sin mest sårbare og dog allerstærkeste situation: Alene med sig selv.

 

'Drift'. Koreografi: Kitt Johnson. Musik: Sture Ericson. Lys: Mogens Kjempff. X-act på Københavns Musikteater (overfor Café Sommersko). Til 30. april. Herefter turné.
www.kittjohnson.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu