Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lykkepiller, trampoliner og abstrakte skabninger

Kan man bruge sit tredje album på at fortolke sit andet album? Åbenbart når man hedder Jenny Wilson og tager den logiske konsekvens af at ens sange skylder til både soul og R'n'B — og forvandler dem til gospel
Kultur
4. april 2011
Kan man bruge sit tredje album på at fortolke sit andet album? Åbenbart når man hedder Jenny Wilson og tager den logiske konsekvens af at ens sange skylder til både soul og R'n'B — og forvandler dem til gospel

To år efter udgivelse synes at være en kende tidligt at forholde sig til sit eget værk, men når værket muterer, så må man jo reagere. Så Jenny Wilsons tredje album er én lang, dobbeltsidet fortolkning af hendes andet album Hardships! fra 2009 — med undtagelse af et nyt nummer og et fra Love and Youth samt den amerikanske folkesang »Coming 'Round The Mountain«.

Irriterende og livsagligt

I de mellemliggende par år har den svenske sanger og sangskriver endelig fundet storformen med sit liveband — det haltede noget efter hendes solodebut Love and Youth— og hun har taget en ny konsekvens af sin soul- og r&b-inspirationer og kastet sine sange i kløerne på Tensta Gospel Choir. Og midt i det samarbejde fik hun sidste år konstateret brystkræft, men er altså nu i fuld sving igen efter kemobehandlingerne.

Samarbejde med gospelkoret fylder hele den første cd på det nye dobbeltalbum Blazing I & II, og det er både irriterende og livsaligt. Irriterende dér, hvor gospelmusikken virker som lidt for stivbenet hyggesang i forsamlingshuset, altså som unødige kalorier om numrene. Livsaligt dér, hvor sangene fra Hardships! finder nogle nye kollektive betydninger i selskab med koret.

Her svulmer gospel-fællessangen og kendemærker som spirituel udfrielse, kollektiv besyngelse og højstemt samhørighed træder frem. Tabte kvaliteter i de skandinaviske velfærdsmodeller, ikke sandt? Well, på Blazing I viser de sig igen i hvert fald de steder, hvor koret ikke bare bliver unødigt svulstig staffage, men i stedet skubber loftet højere op i Jenny Wilsons kompositioner.

Folkelig og fornøjelig

I et nyt interview med Spot-festivalen beskriver hun sig selv som »et typisk nordisk menneske, som er præget af en god sikker, baggrund. Vi skal ikke slås for ret meget i tilværelsen — vi skal ikke ud at jage for at få noget at spise. Vi kan koncentrere os om noget andet«.

Men som vi har lært under det økonomiske opsving, så kan det være svært at koncentrere sig om noget relevant andet, noget substantielt, åndeligt, når nu tilbudskatalogerne ikke læser og størrelsen på firhjulstrækkeren ikke giver sig selv. Som modgift kan man f.eks. tage Jenny Wilsons indie-pop, der anfægter vores velnærede komfort fra et helt jordnært perspektiv — den hårdt arbejdende mors — og strækker ordene langt hinsides klicheer og narcissistisk blødende hjerte-smerte. I de bedste øjeblikke bliver disse sange forvandlet til sing-a-long-lykkepiller her på Blazing I.

Lige så folkelig og fornøjelig den første cd er, lige så kunstnerisk og krævende er den anden. Især på første halvdel, hvor viderebygninger mere end omfortolkninger af forlæggene sitrer i klassisk minimalistiske og drone-elektroniske undersøgelser. De genkendeliges pejlepunkterne udviskes i repeterende — smukke — klaverfigurer eller langstrakte elektroniske flydetoner.

Sitrende og skurrende

De første fire skæringer på Blazing II er fra danseforestillingen I'm Not Looking Back, skabt i samarbejde med en Daniel Fagge Fagerström. Og sangforlæggene er ikke fulgt nøje, som på cd1, men har blot ageret trampoliner for op til 13 minutter lange udforskninger, der betjener sig af både dansebeats, men også stillestående cerebralt anlagte forstørrelser af små detaljer. Wilsons stemme, en melodistump, nogle håndklap, der bliver til abstrakte skabninger i disse impressionistiske udforskninger af fraser og klange.

De sidste fire tracks på Blazing II er remixes, og undersøger i mere tilgængelig form Wilsons sange. Længere sungne bidder iscenesættes i gentagende strukturer af mere rytmisk natur. Nogle steder fremstår hun mere nøgen end i forlæggene, andre steder bliver hun pakket ind i hvirvlende guitarer og tværfløjter. Og på alle fire remixes undersøges — ikke uventet — ny rytmik, der spænder fra det lifligt sitrende til det bastungt skurrende. Vi bevæger os altså på Blazing IIfra moderne dans på scenen til dans for folket.

Blazinger ikke en afgørende evolution i Wilsons karriere, der allerede — medregnet hendes arbejde i bandet First Floor Power — er imponerende egensindigt besjælet. Men Blazinggiver mening som logiske tangenter at forfølge, at udforske. En stadig klarere soul vil formentlig tindre på hendes næste album — medmindre hun vælger en ny retning. Uanset hvad anbefales det at halse efter denne dame.

Jenny Wilson: Blazing I & II (Gold Medal Recordings/Playground). Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her