Læsetid: 4 min.

Manden der ikke ville vælges til præsident for EU

I sin nye film, 'Præsidenten', formår dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen at gøre det ellers notorisk tunge EU-stof humoristisk
I sin nye film, 'Præsidenten', formår dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen at gøre det ellers notorisk tunge EU-stof humoristisk
13. april 2011

Da den belgiske premierminister Herman Van Rompuy slog øjnene op om morgenen 1. december 2009 og fandt sig selv som den første valgte præsident for EU, har han formodentlig knebet sig selv i armen for lige at sikre sig, at det ikke bare var en ond drøm. For var der noget, den stilfærdige flamske haiku-digter ikke havde ønsket sig, så var det at blive præsident for EU.

Faktisk havde Rompuy gentagne gange afvist at stille op som kandidat ligesom han i øvrigt også havde frabedt sig at blive Belgiens premierminister men efterhånden som antallet af medlemslande i EU var vokset, var presset på ham øget. Ganske vist var også superstjernen Tony Blair kandidat og ville have givet sin højre arm for at blive valgt, men i sidste ende var Rompuy den, man kunne enes om, fordi han var den eneste, der besad den helt rigtige kombination af kvalifikationer og anonymitet. Han var tilpas seriøs, tilpas ufarlig, tilpas grå og forglemmelig. Og så kunne han tale fransk. Det ultimative kompromis. Og til sidst havde han givet efter.

Den groteske historie om Herman Van Rompuys modstræbende vej mod toppen af europæisk politik udgør den humoristiske, men i grunden også ganske forstemmende rygrad i den danske dokumentarist Christoffer Guldbrandsens seneste udspil, Præsidenten. En film, som måske ikke bringer det fjerne EU meget tættere på den menige europæers hverdag, men som i det mindste kommer et godt stykke i forhold til at blotlægge ellers usynlige mekanismer i de øverste lag af europæisk politik. Og en film, som uden at overdænge sit publikum med historiske foredrag og analyser gør det lidt lettere at forstå, hvorfor det er så pokkers besværligt at finde fælles fodslag i Den Europæiske Union.

Men først og fremmest er Præsidenten en film, som præsterer det kunststykke at menneskeliggøre nogle af topspillerne i visionen om et samlet Europa. Og at gøre det med lune og humor. Den europæiske tragedie som dokumentarisk komedie!

Tunge spillere

Christoffer Guldbrandsen har i de seneste 10 år skabt en række dokumentarfilm, som på klassisk observerende vis er trængt ind i nogle af de mere dunkle kroge af de forskellige maskinrum i dansk politik. Hér tænkes ikke mindst på de tre portrætter, Fogh bag facaden (2003), Lykketoft finale (2005) og Oprør fra midten (2009).

Og i en vis forstand tager Præsidenten tråden op fra den førstnævnte, idet historien i den nye film netop tager sin begyndelse omkring de decemberdage i 2002, hvor Anders Fogh Rasmussen ledede de forhandlinger ved topmødet i Bella Centret, som banede vejen for udvidelsen af EU mod øst. Dengang tegnede det nogenlunde lyst for udsigten til en europæisk traktat med tilhørende fælles præsident, udenrigspolitik etc. Men så kom Irakkrigen og såede splid i familien. Og derefter de skæbnesvangre folkeafstemninger. Og til sidst stod man med en fattig afglans af de oprindelige visioner i form af Lissabontraktaten. Plus en præsident, hvis navn eller ansigt ingen europæere kan huske.

Det hele fortælles i Præsidenten. Men hvor Guldbrandsen i tidligere film mere eller mindre har kunnet agere som fluen-på-væggen med sit lille kamera, spiller klaveret anderledes i toppen af europæisk politik. Derfor er den nye film sammensat af den typiske tv-dokumentars sædvanlige ingredienser: interview, lidt reportagebilleder fra politiske forsamlinger og en speak, der binder det hele sammen. Det kunne lyde som en luksusudgave af tv-nyhederne. Men man mærker den lange produktionstid og de mange ressourcer, der er lagt i filmen. Og især giver det pote, at Guldbrandsen har været ihærdig med at få så mange som muligt af de tunge spillere med og at han har opnået deres tillid i en grad, så de taler åbent om deres visioner for Europa.

Europa irrelevant

Én ting er imidlertid de store politiske linjer. Noget andet de mange spil bag facaden. Og hér får man bekræftet og accentueret rigtig mange af de ting, man i den daglige politiske nyhedsstrøm kun kan gisne om. For eksempel, at selv de tungeste drenge i international politik netop er drenge. Nogle gange endda skolegårdsbisser på børnehaveniveau. I filmen bliver det sagt direkte, at Gerhard Schröder og Jac-ques Chirac under Silvio Berlusconis EU-formandsskab i 2003 rottede sig sammen for at obstruere vedtagelsen af en forfatningstraktat. Den triumf skulle den italienske ministerpræsident ikke have.

Dernæst bliver der talt meget om venskaber og følelser. Den tidligere præsident for Den Europæiske Kommission, Romano Prodi på mange måder filmens hovedvidne fortæller således åbenhjertigt om, hvor overrasket han ved sin sene entré i det politiske liv blev over den afgørende betydning af personlige relationer.

Hér nærmer vi os filmens kerne. Nemlig at det særligt europæiske, og dermed også årsagen til det europæiske problem, netop grunder i vores komplekse historie og de mange følelser, den har indlejret i de politiske ledere, som måske nok brænder for visionen om et samlet Europa, men som hver især har svært ved at løsrive sig fra nationale interesser og nedarvede konflikter.

Resultatet bliver absurde historier som den om kompromispræsidenten Herman Van Rompuy. Og at Europa med Prodis ord i en ny verdensorden med flere politiske, økonomiske og militære magtcentre er godt på vej til at blive det værste af alt: irrelevant.

Christoffer Guldbrandsens film er præcis det modsatte.

'Præsidenten'. Instr.: Christoffer Guldbrandsen. 2011. 52 min.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Guldbrandsen for et godt indblik bag EU's kulisser.

På min blog er et portræt af Herman Van Rompuy, som ingen udenlandske aviser troede på som formand for Det Europæiske Råd, men som iflg. La Corriere della Sera fortjener en undskyldning, da han har vist sig uundværlig for EU.