Læsetid: 1 min.

Max Pinlig 2

Skarpest er de små nedslag af samtidssatire i Lotte Svendsens familiefilm ’Max Pinlig 2’
Skarpest er de små nedslag af samtidssatire i Lotte Svendsens familiefilm ’Max Pinlig 2’
7. april 2011

Hvis det var uskylden hos Rifbjerg, så er det pinligheden, der i Lotte Svendsens univers er kronisk. Efter DR's serie-succes Max og den forfriskende familiefilm Max Pinlig (2008) fyrer instruktøren endnu en gang op for pubertetens pinagtige weltschmerz og voksenlivets lignende latterlighed med en Max Pinlig 2. Det slipper hun max acceptabelt afsted med. Det er ikke just et klart plot, filmen kan bryste sig af. Til gengæld er den satiriske samtidsdiagnostik båret frem af tydelig - og i mor Mette Horn personificeret - selvironi

Max (Samuel Heller-Seiffert), der sidst gik i sjette klasse og nu skal i niende, beretter som sidst, med spring til knitrede historisk arkiver, om sit forpinte liv med 'mor' (Mette Horn). Stemmen er på de tre år faldet en oktav. Kroppen er vokset sig halvt mandig uden at den spirrende virilitet bliver filmens fokus. Som så mange andre københavnske familiefilms-toere forlægges handlingen til (Jyl)landet. Her har 'mor' trukket Max med på ugekursus på Hald Hovedgård. Den langpattede højskolekliché er både præcis og for meget – ligesom filmens karikerede univers. Skarpest er de små nedslag af samtidssatire – som når mor atter engang ikke har fået tjekket skolens 'ForældreIntra', eller når Max' kølige kæreste, Ester, skal med sin kernesunde kendisfar (Lars Bom) i Go' aften Danmark for at promovere bestselleren Den lykkelige skilsmisse.

Mens disse små spid fungerer, så er filmens småkonflikter – lidt skolepraktik, lidt jaloux kæreste – mindre forløsende, og bedstevennen Hassan (Faysal Mobahriz) og brunbenede Ester dumper uden stor betydning forbi højskolen. Komediens mest rørende indspark er det knusnuttede plejebarn, Oliver (Luca d'Apuzzo Poulsen), som Max i sine egne, selvoptagede teenagebøvlerier kommer til at svigte igen og igen, alt imens han bebrejder sin egen mor hendes verdensfjernhed. Hverken pinligheden eller fortabtheden, lærer vi, er noget, man vokser sig kronisk ud af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu