Mesterlige rimerier på afgrundens rand

Per Vers nøjes ikke med at glimre lyrisk, men borer sig ind under huden på lytteren med sit andet soloalbum, der myldrer med hiphoppens kardinaldyder. Han er skarpere, mere mådeholden, vittigere, mere nænsom, grovere. Og så leverer han et af raphistoriens fornemst fortalte numre om et uhyrligt ømtåleligt emne. Det er mesterligt gjort
18. april 2011

»Det er et vildt underligt liv.«

Velkommen til ordkonstruktioner a la Per Vers. Mange vidunderlige ord per vers. Flere perverst godt rimende ord end nogensinde. Flere perverse ord end nogensinde. Oftere end før om damer, men aldrig om hans egen kvinde.

Dansk raps overflødighedshorn er trods uendeligt mange mellemspil og gratis glæder i form af download-optakter tilbage med sit blot andet egentlige solostudiealbum.

Han åbner med ovenstående konstatering, som er karakteristisk for den efterhånden 35-årige Per Vers'twist af de ord, vi troede, vi kendte ud og ind, og som han uafladeligt, uvægerligt, nødvendigvis må klistre på hvert et beat, hver en fluktuerende tankerække.

En ærlig smerte

Men her stopper den forudsigelige uforudsigelighed for en stund. For Per Vers a.k.a. Per Uldal har i sit 21. rapaktivistiske år fået kant, alvor, tyngde, et uroligt hjerte, sågar, og det gør Ego til et forbløffende vellykket udspil.

Det nøjes ikke med at glimre lyrisk, men borer sig ind under huden. Der er mindre af den småtrivielle versefod-slapstick, som kommer så urimeligt let til rim-mesteren, og flere gebrækkelige fortælleeksperimenter på den slappe line, der risikerer at bugte sig så nederdrægtigt, at man dratter i afgrunden.

Man kunne ellers have frygtet, Per Vers' flirt med stand up-miljøet havde gjort ham lige så ukomisk og plat, men det er tværtimod gået den anden vej.

Han mister yderst sjældent balancen, selv når vi over flere omgange konfronteres med hans traume over at have tabt en ufødt søn eller datter. Det er uhyrligt tæt på, langt tættere end forsmåede kollegers knuste kærestedrømme, men det er så nænsomt, så nænsomt leveret.

Per Vers er kendt som landets dygtigste rimimprovisatør, og han har turneret skoler og gymnasier på en endeløs freestyletourdet seneste tiår. Her får han aflad fra sit hoveds tæppebombardement af associationskæder, der tidligere gik ud over rivaliserende rappere ved mesterskaber som det mastodontiske MC's Fight Night i K.B.-Hallen.

Efter at have vundet mesterskabet de første to år trak han sig ubesejret tilbage, fordi han ikke havde lyst til at være ond i sulet og jorde sine værgeløse modstandere ud af bokseringen.

Nu lader det til, at livet har indpodet ham noget af den vrede og smerte, som venligheden selv fra Gram i det sønderjyske ikke før ville eller kunne mobilisere. Vi hørte det allerede på den tindrende »Moder Vor« fra enmandsdebuten Vers 1.0 fra 2005.

Men denne gang tøjler Per Vers i endnu højere grad sin ubændige hang til rimlir og leverer et par helt igennem sublime numre på bluesede, jazzede, pianobrusende rytmebunde om a) dengang hans udkårne måtte abortere og b) den indgroede frygt for at miste de to sønner, der siden er kommet til verden.

Stort, Store Per

Førstnævnte hedder såmænd »Uden navn« og fungerer samtidig som fortællingen om, hvor svært rapperen har ved ikkeat freestyle hele tiden.

Efter at have fået scenen sat hører vi således et reallydklip fra en badeferie i Syden, hvor Per Vers stormer tilbage til mikrofonen ved aftenens grisefest og (på versefødder) jubler over den lykkelige nyhed, fordi en lokal læge har afblæst abortalarmen.

Så let viser det sig tragisk nok ikke at gå. For Per Vers fortsætter med et af de flotteste narrativer, nogen nogensinde har leveret ikke bare i dansk, men global hiphop:

Tilbage i DK tog vi til kontrol, og der er en grund til, at det her beat det går i mol / Der kom aldrig en sød tøs eller en sej knægt, det lille liv var faret vild og valgte en vej væk / ... fra vores favn, hvordan kan man savne noget, der aldrig fik et navn?/ så 1+1 giver stadig kun 2, jeg er ikke typen til at tro, men hvis Gud findes, er han en snog / Og efter fire uger med at stirre på den tomme tremmeseng skulle jeg endelig igen ud med mine hjemmedrenge / Og tænk sig, til allerførste koncert, allerførste gang jeg beder dem række hænderne i vejret, hvis de vil give mig et ord, siger pigen 'ønsk min veninde tillykke hun skal være mor'/Gud må være nuts, what are the odds, her midt i sorgen, men okay, the show must go on/så det her var, hvad jeg sagde ...

Her følger så endnu et reallydklip, denne gang fra Vega, hvor Per Vers tackler det utimelige emne med format og optimisme.

Efter sådan en sublimt orkestreret omgang dette er rap på sit eget plan, den usentimentale tragedie-etage, mine damer og herrer er det næsten ligegyldigt at nævne Egos få skønhedspletter såsom den lidt ligegyldige spoken word-sag »Just do it« eller den lidt for hyggedeliske »Hyggopat«.

Ikke mindst, når man tænker på, at »Uden navn« ikke står alene. Den øjeblikkelige nyklassiker har selskab af organisk fremelskede højdepunkter som »Kære lytter« og »Fri og fallit« med en groovegrumt vaklende Povl Dissing på hooket. Det hænger ved, gør det.

Per Vers er måske nok blevet voksen og ølvom, som han selv antyder det på den selvironiske »Ol' thirty bastard«. Men han er først og fremmest følsom, og sin helt egen, på en klædeligt gadeklog facon.

Per Vers: Ego (Playground). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu