Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mor kan ikke være mor

I alle Heidi Maria Faissts fremragende film kan mor aldrig finde ud af at være 'en mor'. I 'Frit fald' går det ud over en datter, hvis pubertet buldrer sårbart derudaf fortalt som en hård, realistisk og ufordømmende ungdomsrutsjetur
'Frit fald' er en sensibel, realistisk og lærerig ungdomsfilm, som både denne post-pubertære anmelder og den primære målgruppe lader sig gribe af.

'Frit fald' er en sensibel, realistisk og lærerig ungdomsfilm, som både denne post-pubertære anmelder og den primære målgruppe lader sig gribe af.

Christian Geisnæs

Kultur
28. april 2011

Det var en ungdomsantropologisk totaloplevelse at se Heidi Maria Faissts gribende Frit fald til en særvisning med (chok!) målgruppen en hær af 15-16 årige piger med solbriller i håret og kindkys over biografsæderne. Bagerst i salen skuttede drengene sig i deres vokseværks-akavede kroppe, for i den alder er det helt tydeligt pigerne, der rykker. Det er det også for Frit falds Louise. Hendes identitets- og seksualitetsudvikling knalder derudad, og fra første musikpumpende scene, Louise i frit euforisk fald i Tivolis rutsjebaner, er Faisst i øjenhøjde med sit publikum. Ungerne i salen blev i hvert fald stille med det samme.

Cool mor

Susan (den perfekt castede cool chick Anne Sofie Espersen) er sådan en læderbukse-rå babe af en mor. Hun siger 'cool' og kalder rulleskøjter for blades og prikker i sin søde kaffe med sin ringfinger på sådan en særligt fortryllende storesøster-sej måde. Men hun er også mere en storesøster end 'en mor' i forventet forbilledlig forstand. Hun har spjældet for narkosalg og overgivet Louise til sine bedsteforældre, hvis ængstelige overbeskyttelse den nu 16-årige Louise ikke orker eller fatter. Frederikke Dahl Hansen mestrer rollen som Louise i en fin balance mellem sårbar pige og selvstændig, modnende teenager. På sine rulleskøjter ligner hun en ung kvinde med fuld fart fremad, men ligner på sine lange, behjulede stængler også en sårbar, morløs Bambi på isen. Da hun opsøger Susan, giver Susan hende halvhjertet lov til at følge sig i hælene, mens de fester hårdt og Susan stadig dealer for sin slikkede pusherven, Marcel (David Denzik). Louise er derfor hjælpeløs i sit pubertære 'frie fald': Der er et gabende hul i det sikkerhedsnet, som hendes mor burde have spændt ud under hende.

Dumliderlige voksne

Det euforiserende soundtrack af elektronika-duoen Lulu Rouge samt Manuel Alberto Claros håndholdte kamera giver Frit fald en passende rå stil, der kombineret med smukke, lyssanselige billeder understreger Louises sitrende sensibilitet. En grafisk genistreg er den subtile integrering af det ungdomstypiske sms-sprog. Når Louise skriver »kan ikke alligevel« til den sex-skræmte kæreste Niclas, eller »mor, hvor er du?« atter engang, så skrives det bogstav for bogstav med sirlig håndskrift som sætninger i luften. Det er en lille detalje, men viser Faissts naturlige formidling af ungdomsuniverset. Her er Louises pubertære identitetsvaklen det konstante spændingspunkt. Hendes distancering til sine udenforstående veninder og kæreste er en anelse tungt leveret gennem knappe replikudvekslinger i skolegården. Til gengæld både forstår og frygter man for Louises fascination af de voksne som da hun forfører morens eks-kæreste Hans (Dar Salim). Louises 'første gang' bliver således en serie tunge, prustende ryk på sofaen, mens hun viljefast, men forpint, lader det ske.

Situationen ligger nær Faissts kortfilm Liv og Andrea Arnolds fabelagtige Fish Tank (2009), hvis 15-årige hovedperson hengiver sig, endda nydelsesfuldt til sin mors kæreste på familiesofaen. I alle tre tilfælde er der ingen utvetydig domsfældelse. Der er unge kvinder med begær og mænd, der i kortsynet dumliderlighed forveksler forførelsen med jævnbyrdig lidenskab. Den (eneste) dramatiske konsekvens for Louise er Susans blinde jalousi, der får datteren til at slå kolbøtter for at vinde mors gunst tilbage. Trods sådanne dramatiske eskaleringer ender Frit fald ikke med at dumpe sin hovedperson ned i et fatalt point of no return. Louises og Susans langsomme erkendelse af, hvad de kan og ikke kan sammen, forbliver dramatisk nok i sig selv.

'Syg nok mor'

Alle Faissts film forholder sig realistisk og nuanceret til mødre, der ikke finde ud af at være mor. I kortfilmen Frederikke (2008) så vi det gennem det lille skilsmissebarns i Liv (2006) og altså nu Frit Fald gennem teenagerens. Og lige så hjerteskærende det i Faissts fremragende spillefilmsdebut, Velsignelsen (2009), var at se fødselsdeprimerede Katrine forsøge at brystføde sin underernærede datter, lige så knugende er det, når Susan vil smøre Louise en rugbrødsmad: Da hun ikke kan åbne pakken med trestjernet, ender hun grædende med at stikmyrde den med en kokkekniv. Hos Faisst er der ingen onde mødre, men mødre uden overskud. Og Frit fald rummer alle generationernes kamp også mormorens (Kirsten Olesen), der udgør endnu et led i kæden af fortvivlede mødre. Det gør det til en sensibel, realistisk og lærerig ungdomsfilm, som både denne post-pubertære anmelder og den primære målgruppe lader sig gribe af. »Orh hvad, syg nok mor, hva'?«, siger en pige til sin veninde på vej ud af biografen. »Jeg ville totalt blive sådan en mor. Jeg skal fandme aldrig have børn,« svarer veninden. De to reaktioner må være et uempirisk bevis på, at Faisst lykkes i sit projekt: Det er et svimlende fald ikke at have 'en mor'. Men at skulle indfri forventningerne til morrollen kan også være 'sygt nok' i sig selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her