Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Muskler af guld

Stammens stærkeste mænd drejer tilskuerne med i sine avancerede backspins i Lene Boels forførende på Stærekassen
Kultur
13. april 2011

Så blev foråret vitterlig danset ind. Lene Boels spændstige fortolkning af Stravinskijs Le Sacre fik i hvert fald tilskuerne til at rocke og stampe ved premieren, som om forårskådheden indtog Stærekassen. For Tribe viste sig ikke kun at have fokus på det rituelle forårsoffer, som kulturer gennem tiderne har ofret i frugtbarhedens navn og som Stravinskij tilegnede sit og Nijinskijs værk i 1910.

Tribe er blevet en hvirvlende skildring af alle de forskellige overgange, som mennesket har ritualer for. Puberteten og udvælgelsen til anfører, men også de uundgåelige møder med udstødelse og ensomhed og accept og kærlighed.

Lene Boel skærer ritualerne på tværs, som tredje del af sin trilogi Ritual. Hun befrier dem for al kontekst og zoomer bare ind på den person, som rammes af de stærke følelser og prøvelser. Og dermed skabes den medmenneskelige identifikation mellem tilskuer og danser - uanset om personen på scenen klarer sine halsbrækkende spins, eller om vedkommende bukker under og kravler ud...

Guld, guld, guld

Tribe er noget så forfriskende som en hiphop battle. Men Lene Boel formår at løfte battlens basale konkurrenceelement op til kunst, fordi hun så kunstfærdigt får komponeret et forløb for sine seks superdygtige streetdansere, der lige nu udgør kompagniet Next Zone. Her er electric boogie-bevægelser, hvor energien bølger så stærkt gennem kroppene på scenen, at den tilsyneladende også forplanter sig til tilskuernes kroppe i salen.

Her er backspins så organiske, at ryggen automatisk krummes i tilskuersædet ud fra drømmen om at komme med ind i bevægelsescentrifugen. Og Jesper Kongshaugs lys er så forunderligt dragende med samme lokkekraft som musikken. Her drysser lyset vitterlig ned over kroppen som guld fra en gud.

Dreje, dreje, dreje

Netop ritualets drejende kraft er så stærk her. Mændene optræder i Dorte Thorsens forunderlige, hvide machokofter med grønne skærf og røde bånd. Og når de drejer, ligner de moderne dervisher, der drejer sig ud af virkelighedens jordnærhed og op i en højere, kropslig bevidsthed. Eller ind i bevidstløsheden. For det er i gråzonen mellem den kropslige hyperbeherskelse og den fysiske given-slip, at Lene Boels koreografi finder sin spænding.

Danserne er fænomenale. Sonic, Nono, Spider og Kevin Mischel sammen med Abdoulaue Barry og Jeff Aksengor. Den ene kan skille hovedet fra kroppen det ser i hvert fald ud, som om hans hoved dingler i en tråd over hans hals, mens han danser. Og så videre.

Disse specialistdansere har hvert deres repertoire af battletricks. Det skønne er, at Lene Boel har formået at komponere sin forestilling ud fra deres særlige bevægelser, så det hele løfter sig og bliver til en kunstnerisk helhed. Med subtile hilsner både til Martha Grahams Rite of Spring og Pina Bauschs. Og til Nijinskijs gudedans.

Nu, nu, nu

Nej, her er ikke den sædvanlige lineære dramaturgi, der ellers ligger i Stravinskijs Le Sacre. For Lene Boel leger mere med nuets kraft en række nu'er, der løfter sig i flok til Stravinskijs lokkende rytmer.

Lene Boel har imidlertid fået komponisten Rex Casswell til at sample Stravinskijs vilde symfoniorkestermusik sammen med andre musikalske universer, så fusionen er blevet til et fabulerende og fantastisk stykke musik over alt fra afrikanske trommerytmer til fuglefløjt, rockn'roll, keltisk trut, orgelstorhed og storbylarm. Og pludselig lyder det som musik af i dag.

Så jo. Lene Boels forestilling battler om optagelse i dansefællesskabet. Tribe kåres uomtvisteligt som Den Udvalgte.

Tribe Ritual #3. Koreografi: Lene Boel. Musik: Rex Casswell. Lys: Jesper Kongshaug. Kostumer: Dorte Thorsen. Next Zone på Stærekassen til 14. april. Herefter turné. www.nextzone.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her