Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Når børn spærres inde i mørke

Både børn og voksne ser angsten i øjnene i Skuespilhusets vellykkede 'Fanny og Alexander', hvor underskønne Sofie Gråbøl tolker Bergmans moderskikkelse som en ultramoderne kvinde
Farmor spilles af Ghita Nørby, der er boblende på toppen med hele sin palet fra det frækkeste grin til den mest stille sorg, mens Tommy Kenters jødekomik er forrygende, når han folder sig ud som frelsende engel over for børnene.

Farmor spilles af Ghita Nørby, der er boblende på toppen med hele sin palet fra det frækkeste grin til den mest stille sorg, mens Tommy Kenters jødekomik er forrygende, når han folder sig ud som frelsende engel over for børnene.

Natascha Thiara Rydvald

Kultur
4. april 2011

Fanny og Alexanderhandler om barneangst. Bergmans forunderlige film fra 1983 rummer både faderens død, moderens sammenbrud og stedfaderens afstraffelse med tæsk og indespærring ... På Det Kgl. Teater har skuespilchef Emmet Feigenberg selv iscenesat forestillingen — nu et halvt år efter, at Aarhus Teaters chef Stefan Larsson gjorde det samme på sit teater. Men hvor Aarhus-opsætning aldrig ramte den delikate balance mellem livsbekræftende familietolerance og ødelæggende barndomstraumer, så har Det Kgl. Teaters tolkning en træfsikkerhed i skildringen af den kærlighed, som holder sammen på hele familien — og på historien.

Klamrer sig til gulv

For nu at begynde med indpakningen: Scenografien er noget af det smukkeste, som endnu er blevet skabt til Skuespilhuset. Karin Betz har udnyttet scenens vilde højde og har leget med fortæpper og bagtæpper i ekstravagante stoffer. Mellem tæpperne indskubbes så møblerne, som var dette et dukketeater i kæmpeformat: To stole og et bord, to barnesenge, en bænk ...

Ellers er scenen bare helt tom, som da drengen Alexander er indespærret på loftet. Her ligger scenen hen i mørke. Men inde på midten skinner en sølvlysende plet, hvor drengen ligger og klamrer sig til rædselsslagen til gulvbrædderne i Mikael Sylvests mareridststærke lyssætning — og i Karsten Wolstads tordenlyd. Det er overrumplende flot. Samme forkælelsesæstetik gælder rekvisitterne — med en petroleumslampe som velvalgt kernesymbol. Og kostumerne har samme udsøgthed: moderens grå skønhedskjole, svigerindens gammelrosa flæsedrøm, den døende fars groteske rustning som Hamlet-genfærd ...

Men hvordan er så Sofie Gråbøl som den ulyksalige kvinde, der går i skrigende sorgsilhuet, indtil hun i desperat kærlighedslængsel kaster sig selv og sine to børn i armene på den diktatoriske biskop? Sofie Gråbøl spiller rollen som en moderne kvinde.

Hendes Helene Ekdahl har tydeligvis kendt adskillige mænd, og hun forventer klart, at forholdet til biskoppen bliver et spændingsfyldt, erotisk spil, også om magt. Derfor er det desto stærkere at opleve hendes chok over at indse, at dette er ikke noget spil, men at hun og børnene tværtimod er blevet taget til gidsler i præstens perverse tvangserotik. Og derfor er hendes udslukthed også desto mere slående, da hun sidder højgravid og drikker bouillon, som gjaldt det livet ...

Vender kind med had

Børnene spiller stærkt og naturligt. Jacob Ottensten har en overbevisende indadvendt stilhed i sit mørke ansigt — han skal nok klare sig! Og Mille Marie Lunderskovs truntesøster tager kegler, når hun vender kinden væk fra biskoppen med et urkvindeligt ryk af afsky. Sådan!

Ungerne er i fornemste selskab. Farmor spilles af Ghita Nørby, der er boblende på toppen med hele sin palet fra det frækkeste grin til den mest stille sorg. Underligt nok lader iscenesættelsen ikke Tommy Kenter blive hendes altopofrende tilbeder. Men når Kenter folder sig ud som frelsende engel over for børnene, er hans jødekomik forrygende.

Søren Sætter-Lassen spiller en skøn far. Hans godnathistorie om barneværelsets kejserstol er så vidunderligt fabulerende — og hans dødsblik på sønnen gør skrækkelig ondt ... Men alle spillere stråler så eksklusivt i forestillingen. Søs Egelind lader sig ydmyge af Peter Gilsforts egomane Ekdahl-søn, så latteren ruller ondt. Julie Agnete Vang Christensen lader sig leende besvangre af Michael Birkkjærs bralrende morsomme potenssøn, og Anne Birgitte Linds tjenestepige stryger bekymret lommetørklæder, som om hun kan glatte døden væk.

Men Benedikte Hansen tager fusen på tilskuerne som biskoppens uhyggelige tjenestepige — klædt i sladrevorn sæk og aske med dårehue. Helt alene står hun på bagscenen. Så vandrer hun frem på scenen til biskoppen og angiver børnene i en syg retfærdigheds navn. Det er ækelt godt.

Flår i sit ansigt

En anden slags magi har Nicolai Dahl Hamilton fundet som børnenes fætter Aron. Hans ben hopper rør-ikke-stregerne, besjælet af den overnaturlighed, som også Sonja Richter udstråler som hans sindssyge bror. Richter står som en anden Prins Valiant, mens hun skrækindjagende introducerer Alexander — og os andre — til personspaltningens hemmeligheder ... Psykedelisk og fantastisk.

Underligt nok fik Jens Albinus aldrig skildret biskoppens ondskab, så den blev overbevisende. Albinus spillede med en underdreven vrede, mens hans hænder forsøgte at flå hans selvindbildte præstemaske af huden på sine kinder. Men kun hans prøvesvirp med pisken, inden han tæskede stedsønnen hudløs, rummede glimt af tyrannens perverse tilfredsstillelse. Hans hænder var godt nok knyttede, så knoerne lyste. Men lignede han en religiøst forkvaklet sexmaniker, der var parat til at voldtage hustruen? Ikke ligefrem. Her havde Bue Wandahl en mere overbevisende, manisk farlighed i Aarhus.

Derfor blev Det Kgl. Teaters Fanny og Alexandernoget så mærkeligt som en skønhedsforestilling om barneangst — og en ondskabsforestilling uden en egentlig skurk.

Fanny og Alexander. Baseret på Ingmar Bergmans film. Dramatisering: Emmet Feigenberg og Solveig Gade. Oversættelse: Niels Brunse. Scenografi: Karin Betz. Lys: Mikael Sylvest. Lyd: Karsten Wolstad. Skuespilhuset, Store Scene. 3 timer 10 min. Fra 15 år. Til 4. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her