Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Opgør med det skamløse natursyn

Ole Jensens nyeste bog fortjener stor opmærksomhed
Kultur
29. april 2011

Der er gået råd i synet på naturen. Det er Ole Jensens påstand i hans seneste bog, På kant med klodens klima. Menneskets forhold til den omgivende verden er perverteret, og følgerne er katastrofale. Vi plyndrer på få menneskealdre, hvad det har taget naturen millioner af år at opbygge af fossile lagre, og dyrearter udryddes med en hastighed, som forskere bedømmer til at være mellem hundrede og tusinde gange så hurtigt som den naturlige artsdød.

Vi burde skamme os, men vi gør det ikke. Vi er skamløse over for naturen, og vi har fået en »krænkerkultur«, som Ole Jensen kalder det.

Selv om problemet næppe kan være ukendt for ret mange, er det ikke så velset at tale om de her ting. I hvert fald ikke herhjemme. Få gør det, måske fordi mange er bange for at blive udråbt til dommedagsprofeter. Der, hvor der er ansatser til et oprør, råbes der hurtigt 'politisk korrekt' efter dem, der prøver at gøre opmærksom på problemet, og så pakker protesterne sammen. Derfor er bogens forfatter ikke bare oppe imod en krænkerkultur. Han er også oppe imod en fortræng-ningskultur, der latterliggør advarsler om naturens ødelæggelse. Kun en Fukushima-ulykke kan for en tid lukke munden på fortrængningskulturens propagandister.

Netop det propagandistiske er Ole Jensens bog fri for. Den er en nøgtern analyse af, hvordan vores natursyn har forandret sig, og den er et opgør med et par stereotype forestillinger som f.eks., at det er den jødisk-kristne skabelsesfortælling, som er ophav til det brutale natursyn. Og dernæst viser den muligheden for at ændre natursynet, så vi lærer at have sans for det uerstattelige og selvbegrænsningens kunst. Det er absolut nødvendigt, at vi tilegner os disse grundlæggende egenskaber, som ikke er forsvundet, fordi vi via oplysning har fundet ud af, at de ikke giver mening, men fordi vi via dumhed og skamløshed har mistet sansen for dem.

Licence to kill

Hvor tager denne skamløshedskultur sin begyndelse? Hvem har givet mennesket dets licence to kill, spørger Ole Jensen. Svaret falder i flere dele, hvis man ser på historikken bag brutaliteten. Mulighedsbetingelserne for udfoldelsen af vores primitive misbrugermentalitet ser Ole Jensen bl.a. i Descartes' ord om, at vi med naturvidenskaben vil »kunne gøre os til herrer over og ejere af naturen«, som han sagde det i 1637 i sin berømte bog Om metoden. Denne synsvinkel på naturen har i vores egen tid udviklet sig til en uhyggeligt udbredt og accepteret kombination af naturvidenskab, teknologi og markedstænkning, og ingen tænker tilsyneladende særlig meget over, at man ikke kan vokse uendeligt på endelig plads.

Descartes' syn bygger på en naturopfattelse, som tilsyneladende er bibelsk begrundet. Men kun tilsyneladende, for kristendommen legitimerer ikke det brutale natursyn, som udfolder sig i dag. Det gør til gengæld den udlægning, Descartes og andre med ham kommer med, og som igen bygger på kristendommens møde med den græske tankeverden. Her bliver det skabte pludselig noget, der ikke har værdighed i forhold til skaberen. Det skabte er en slags uegentlig væren ifølge den græske tankegang. Og dermed for nu at sige det uforskammet kort i forhold til den meget pædagogiske forklaring, Ole Jensen udfolder i sin bog lander man på et natursyn, der kun får halvdelen med af indholdet af den kristne og jødiske skabelsesfortælling. Verden er ikke guddommelig, så langt har man forstået det, men man har ignoreret den dybe respekt for naturen. Gud så som bekendt, at det, han havde skabt, var godt, og da han var færdig med skabelsen, står der, at alt i dets helhed var 'såre godt' Sådan noget behandler man med respekt, hvis man ellers har forstået indholdet af skabelsesberetningen. At dyrke og vogte Edens have, som der også står, at Adam skulle gøre, vil sige at værne den også blot for dens skønheds skyld.

At genvinde det tabte

Det spor har man tabt, men det kan genfindes og genvindes, er det Ole Jensens påstand. Det kan godt lade sig gøre. Også i form af konkrete politiske tiltag, som når Steven Chu, Obamas energiminister, opfordrer til en massiv politisk satsning. En satsning, som vidner om noget større indsigt i tingenes tilstand, end når vort eget lands statsminister sætter et mål om, at Danmark i 2020 skal »være blandt de ti rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger.« »Hvor åndløst kan det blive?« spørger bogens forfatter.

Ole Jensens bog er en på en gang dybsindig og skarp efterfølger til bogen I vækstens vold fra 1976. Den er et af de klogeste og mest helstøbte opgør med det, Løgstrup kaldte den moderne vanvidskultur. Den er skræmmende velunderbygget i sine analyser, men også håbgivende. I vækstens vold fik megen omtale og blev oversat til flere sprog. Denne bog er endnu bedre og endnu dybere end den første.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Dette betragter jeg som en kollegahyldest, hvor anmelderen er ude af stand til at se bogen fra en kritisk synsvinkel. Først vil jeg dog sige, at jeg er enig med O.J. i hans synspunkt om, at vi alle har et brutalt natursyn, men bogen mister sin betydning der, hvor det gælder om ikke at gøre alle lige skyldige. De ansvarlige politikere bærer hovedansvaret. Her kunne man fx pege på de konservative, men da O.J. selv hører til på den fløj, sker det selvfølgelig ikke. Teologen O.J. kunne også pege på den kirke, som i århundrede har banket en helvedestro ind i hovederne på folk, så de i dag heller ikke gider høre om et øko-helvede. O.J. kunne have fremhævet personer, plus minus. Sv. Auken fx . Han kunne have taget erhvervslivet ved hornene. Hele bogen bliver virkningsløs med den kollektive skideballe, og det er selvfølgelig, fordi O.J. er en tøsedreng, der ikke tør lægge sig ud med de store ’fordærvere’, fx landbruget.
Bogen bliver et eksempel på, at man kan sige det rigtige uden at sige det til nogen specielt. Dermed bliver den desværre ligegyldig og debatterne i kølvandet også. Jeg kan se det for mig.

Niklas Monrad

Citat "Mulighedsbetingelserne for udfoldelsen af vores primitive misbrugermentalitet ser Ole Jensen bl.a. i Descartes’ ord om, at vi med naturvidenskaben vil »kunne gøre os til herrer over og ejere af naturen«,"

Som bekendt var Danmark dækket af skov for 5000 år siden, så på den baggrund må man nok konstatere, at "mulighedsbetingelserne" for vores "primitive misbrugermentalitet" nok har eksisteret noget længere end her antaget.

Mennesket er uperfekt, og har skabt miljøforandringer siden det var i stand til det. Forskellen er, at vi i dag er bedre til at imødekomme konsekvenserne. Vil nogle komme til at lide i mellemtiden? Ja, uundgåeligt.

Til de som drømmer om paradisets urørlige have og et liv uden lidelse er der bare at sige: drøm sødt.

John Fredsted

Det handler hverken grundlæggende om kristendom, jødedom eller naturvidenskab. Det handler om eksistentiel angst, den fællesmenneskelige byrde, der forgæves, naturligvis, forsøges uddrevet af livets midte med alle tilgængelige midler.