Læsetid: 3 min.

Én pige to sprog

Langtrukken. Erling Jepsens nye roman falder tungt til jorden som følge af en lidt for fiks fortæller-konstruktion
Familieliv. 14-årige Emilies far har en affære, og det afslører hun over for sin mor. Forældrene bliver skilt, og mor, datter og bror flytter i parcelhus. Men det bliver ikke et nyt liv i forstadsidyl. Fortællingen i Erling Jepsens nye bog er holdt i en blanding af en fjortenårig piges mulige måde at tale på og så en karikeret voksendiskurs, men det er ikke vellykket.

Familieliv. 14-årige Emilies far har en affære, og det afslører hun over for sin mor. Forældrene bliver skilt, og mor, datter og bror flytter i parcelhus. Men det bliver ikke et nyt liv i forstadsidyl. Fortællingen i Erling Jepsens nye bog er holdt i en blanding af en fjortenårig piges mulige måde at tale på og så en karikeret voksendiskurs, men det er ikke vellykket.

The Bridgeman Art Library

29. april 2011

Det, der er godt, er ikke nyt. Og det, der er nyt, er ikke godt. Så enkelt kan resultatet gøres op efter nogle dages samvær med Erling Jepsens nye bog, Hovedløs sommer, som med genbrug af et par af forfatterens allerede velkendte greb skildrer typiske konflikter hos en familie af i dag.

Godt er igen et præcist fokus på en i bund og grund syg symbiose mellem på den ene side ansvarsforflygtigende, infantile forældre og på den anden side for tidligt voksne, urimeligt ansvarstyngede børn, og ganske skæg er ideen med at installere endnu en familie, i jorden, under haven, hjemme hos den første familie.

Men som læseren muligvis for længst har fornemmet, er familieanalysen i det væsentlige en gentagelse af, hvad Erling Jepsen slap så fornemt fra i gennembrudsbogen Kunsten at græde i kor (2002) og dens fortsættelse Med venlig deltagelse (2006), ligesom den dér grotesk absurde model med at indrette fortrængningernes parallelverden under en bogs 'normale' rum allerede optrådte som det plotbærende påfund i Frygtelig lykkelig (2004).

Ny i forfatterskabet er derimod bestræbelsen på at starte i det blot så nogenlunde almindelige. Men tager forfatteren overhovedet selv dette forsøg alvorligt? Dette får læseren aldrig svar på, for farcen og grotesken tager over.

Drilsk dæmoni

Romanens jeg-fortæller, Emilie på 14 år, snart 15 og dermed med sit eget udtryk 'lovlig' rent seksuelt, er sammen med moderen og lillebroderen Jacob flyttet ud til et parcelhus lidt syd for København. Forud er gået en fæl skilsmisse, som vistnok/vistnok ikke udløstes af, at Emilie i en anonym skrivelse til Mor sladrede om, at Far plejede omgang med en fremmed kvinde på de dage, han påstod, at han skulle i svømmehallen.

Det er nu moderens plan, at hun og børnene skal falde til ro og have sig en rolig sommer, hvor der ikke sker noget særligt, men hvor de bare er sammen om at lave såkaldt hyggelige, hverdagsagtige ting.

Men straks dukker Erling Jepsens drilske dæmoni op i skikkelse af en yngre mand, Anders, der hævder, at han tidligere har boet i huset. Og før læseren når at tælle til fire, er dette litterære gespenst installeret i huset, som handyman (og lidt mere) for Mor og som en spændende erotisk mulighed for datteren.

Hvordan intrigen herefter udvikler sig, er der ikke grund til at gøre så meget ud af. Far vågner naturligvis til dåd, da han hører om 'Onkel Anders', og Mors feministfælle Henriette giver forfatteren anledning til at lufte en slatten kønsrevanchistisk parodi på moderne frigjorte og inderst inde dybt frustrerede, i virkeligheden godt gammeldags sexhungrende kvinder.

Som om dette ikke var nok, skal vi desuden som allerede antydet hele den groteske runde ned under haven, ned i fortrængningens huler. En person får i øvrigt undervejs hovedet hugget af, heraf romanens titel.

To sæt klicheer

Fortællingen er holdt i en blanding af en fjortenårig piges mulige måde at tale på og så en karikeret voksendiskurs, der med sine tykke psykologiske og terapeutiske klicheer skal vise læseren, hvordan Emilie har tabt sin barndom til sine dybt dysfunktionelle omgivelser og er blevet et ekko af tiden. Personlig skal hun vel være, når hun siger:

»Der er aldrig nogen, der lytter til mig, og jeg skal vel også have lov at være her, jeg har mine behov. (...) Jeg er mere ked af det end egentlig vred. Jeg må på en eller anden måde have det forvandlet til vrede.«

Og klichéagtig skal hun så vel sagtens lyde, når hun overvejer at »tage den alvorlige snak med« sin moder og efterlyser »lidt voksenstøtte« og bekymrer sig om, hvorvidt hendes fader nu mon har ladet sig friste af de her farlige afdragsfri lån, »for det er kun et spørgsmål om tid, før renten stiger.«

Hvor bizart man end kan finde dette sammenstød mellem to sprog i den samme fortællerske, bevirker det, at Emilie går hen og bliver til en lidt for fiks litterær konstruktion. Ikke nok med, at hun reagerer for voksent-analytisk, nej alt, hvad hun siger, bliver faktisk kliché. Hvilket igen bliver fatalt for den roman, hun er sat til at bære: Den er langtrukken, repeterende og temmelig ligegyldig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu